Herlev Bladet

Mellemblond: Han begyndte til guitar i 3. klasse - og har aldrig sluppet det

Kristoffer Munck Mortensen har med Mellemblond i år udsendt sit syvende album siden 2008 Afsættet til livet som musiker begyndte som barn på Herlev Musikskole.

'Sidste aften i august er lun og mild

kirkeklokken ringer svagt

bag solens sidste ild,' lyder de indledende strofer i det årstidsaktuelle nummer 'Sensommerserenade'.

Ordene og musikken kommer fra bandet Mellemblond, der i forsommeren udsendte deres syvende album 'Sikke en dag', og her i sensommeren og ud på efteråret tager de på turné rundt omkring i Danmark, begyndende med en optræden til festivalen 'En sommerdag på Bellahøj' på fredag, 21. august.

Jeg studerede dansk som helt ung, da jeg har interesse for lyrik, men så sad jeg og tænkte på at spille guitar hele tiden og hele det der analyseapparat, man skulle have op at køre, var måske ikke det, der tiltalte mig allermest

Træt af tekstanalyser

Sangeren, sangskriveren og guitaristen Kristoffer Munck Mortensen er det gennemgående medlem af Mellemblond gennem alle årene, siden de debuterede i 2008.

I 2026 optræder de med den originale besætning, men i mellemtiden har der været en del udskiftning, og til tider har Kristoffer Munck Mortensen optrådt solo som Mellemblond.

At han er det gennemgående medlem og jævnligt har stået bag udgivelser, kendetegner ganske godt den viljestyrke, han har i at skabe musik.

»Jeg har ikke kunnet slippe det, jeg har haft det som en drøm at spille så meget musik som muligt og skabe min levevej med det, det har jeg så bestræbt mig på, siden jeg var ung,« siger han.

De danske tekster har altid spillet en stor rolle i Mellemblonds musik, og Kristoffer Munck Mortensen er litterært interesseret og kan lide at sætte ord sammen. På et tidspunkt forsøgte han at kombinere studier i den retning med musikken.

»Jeg studerede dansk som helt ung, da jeg har interesse for lyrik, men så sad jeg og tænkte på at spille guitar hele tiden og hele det der analyseapparat, man skulle have op at køre, var måske ikke det, der tiltalte mig allermest, fordi så havde jeg jo også selv skrevet nogle digte derhjemme, der så udviklede sig til sangtekster. Så det var mere spændende at følge noget, når jeg selv kunne udtrykke mig i stedet for om noget, som andre havde skrevet, altså, groft sagt,« siger han om afskeden med danskstudiet.

Kristoffer Munck Mortensen var som barn og helt ung flittig gæst på Herlev Biblioteks musikafdeling. Foto: Thomas Frederiksen
Kristoffer Munck Mortensen var som barn og helt ung flittig gæst på Herlev Biblioteks musikafdeling. Foto: Thomas Frederiksen

Søde musikskolelærere

48-årige Kristoffer Munck Mortensen bor på Amager, men det var i barndommens Herlev med barndomshjem i Rørløkken, at grundlaget for den musikalske livsbane blev skabt. I 3. klasse begyndte han at gå til guitar på Herlev Musikskole.

»Det var det første afsæt. Det var bare et sted, jeg rigtig godt kunne lide at være, og min lærer var meget opmuntrende. Når man er barn, så vil man jo gerne lære noget, især hvis man synes, det er interessant, eller hvis man er draget af det. Og det var jeg åbenbart. Jeg havde nemt ved det og havde hurtigt fanget det. Det gjorde nok, at jeg syntes, det var sjovt. Og så havde jeg nogle søde musikskolelærere,« fortæller han med glæde i stemmen om sin tid på Herlev Musikskole.

Kristoffer Munck Mortensen blev ikke opfordret hjemmefra til at gå til guitar, men han fortæller, at hans far spillede instrumentet på hyggeniveau. Kristoffers storebror Jakob Munck Mortensen gik også på musikskolen, og bemærkelsesværdigt nok har begge brødre satset på musikken i deres voksne liv på hver deres måde. Storebroderen spiller trombone og er konservatorieuddannet og har spillet i DR’s Big Band.

De to brødre samarbejder indimellem, blandt andet på Mellemblonds nyeste album, hvor Jakob Munck Mortensen medvirker.

På Herlev Musikskole blev Kristoffer Munck Mortensen introduceret til meget musik, det førte til mange besøg på Herlev Biblioteks musiksamling.

»Efter min musiklærer havde introduceret mig til Jimi Hendrix, var jeg nede og låne alle 14 plader, de havde med ham, og jeg husker, at bibliotekaren var lidt loren ved det og sagde, at de normalt plejer vi ikke at udlåne så mange af den samme artist til den samme person, men jeg fik lov alligevel.«

Indviede vandkunst

Gennem Herlev Musikskole lærte han også glæden ved at spille i et band.

»Vi spillede jo på samspilshold, og et af dem var vi meget ude og spille i Herlev med, det hed Sounders. Det fællesskab vi havde omkring at spille sammen og også at komme ud at spille og den måde at være sammen på, det kunne jeg godt mærke, var noget specielt,« fortæller han.

Kristoffer Munck Mortensen peger på den markante skulptur 'Vandkunsten' af Karl Åge Riget, som blev indviet af blandt andet daværende kulturminister Grethe Rostbøll (K) sammen med Herlevs daværende borgmester Ib Juul (S) ved et stort arrangement i efteråret 1992.

»Der spillede vi til indvielsen,« fortæller han.

Musikskolelærer i Lejre

I 2026 kan Kristoffer Munck Mortensen se tilbage på flere årtier i dansk musik, hvor drømmen om at leve af musik er gået i opfyldelse. Han er et anerkendt navn på musikscenen, hvor Mellemblond har fået gode anmeldelser og er blevet nomineret til flere priser. Udover sit eget band er han også med i andre sammenhænge og har blandt andet spillet sammen med rocklegenden Niels Skousen siden 2014, indtil han netop i denne tid er gået på pension.

Det helt store kommercielle gennembrud med et hit, som alle synger med på, har han endnu ikke opnået og dermed heller ikke store salgstal.

»Når man udgiver noget, så vil man jo gerne have så mange som muligt til at lytte til det. Men det kan ligesom ikke være i det, at man søger hele sin tilfredsstillelse i, det må være ved at skabe det, ikke? Og så lave det. Der skal ligesom være en grundsten af tilfredshed der. Fordi det andet er lidt ude af mine hænder, er jeg ikke selv herre over det,« konstaterer han og tilføjer:

»Vi gør altid alt, hvad vi kan, for at få det ud, få det i radioen og få det i medierne. Og når der er nogle mennesker, jeg møder, eller som skriver til mig, at min musik betyder noget for dem, betyder det noget for den grundlæggende tilfredshed ved det, som jeg laver. Om det så er 1000 eller 10.000, der har det sådan, spiller ikke den store rolle.«

Kristoffer Munck Mortensen kan ikke leve 100 procent af kun at spille og indspille musik, og som de fleste andre musikere har han derfor et deltidsjob ved siden af. Her bliver han i musikken, og der er endda en rød tråd tilbage til barndommen, hvor han begyndte på Herlev Musikskole og blev grebet, og i dag giver han selv musikglæden videre som musikskolelærer i Lejre Kommune.

LÆS OGSÅ: Tidligere festugestart - letbanen overhaler Herlevløbet 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!