Herlev Bladet

Midtvejsevaluering: Op til kommuner om delecykler skal fortsætte

I forbindelse med budgetforhandlingerne skal de ni deltagende kommuner deriblandt Herlev i projekt delecykler langs letbanen tage stilling til, om projektet skal forlænges et år.

Vil man se de grønne delecyklers reelle potentiale, bør man forlænge projektet et år mere til og med 2026, lyder det fra administrationen i Region Hovedstaden i en dugfrisk midtvejsevaluering sendt til Udvalget for trafik og regional udvikling.

Beskeden er egentlig til de ni kommuner deriblandt Herlev, som har sagt ja til at huse delecyklerne fra 1. september sidste år til og med i år som et forsøg med at tilbyde et alternativt klimavenligt transportmiddel, der kan hjælpe pendlere, når de skal til og fra deres arbejdsplads efter at have taget for eksempel S-toget eller den kommende letbane.

Det er nemlig op til kommunerne i de kommende budgetforhandlinger efter sommer at vurdere, om de vil betale de i alt to millioner kroner, det koster at forlænge forsøget, når regionens finansiering falder bort ved årsskiftet.

LÆS MERE: Går bedre med at parkere delecykler

Dialog med andre kommuner

Til hjælp til vurderingen har kommunerne fået den nævnte midtvejsevaluering, som på baggrund af brugsdata fra Dott, der drifter delecyklerne, en spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne i de ni kommuner og fokusgruppeinterviews blandt brugerne altså konkluderer, at man endnu ikke har set det fulde potentiale. Blandt andet fordi letbanen, som delecyklerne skulle tilknyttes, ikke er kommet til at køre endnu.

Dertil kommer, at et flertal af borgerne betragter delecyklerne som et positivt grønt alternativ på trods af de opstartsvanskeligheder, der har været. Især udfordringerne med delecykler, der ikke blev stillet på plads og flød tilfældige steder i byrummet, men også at mange mente, de var for dyre.

For at opfylde sit potentiale har regionen derfor foreslået, at der arbejdes videre med tre emner: Flere private parkeringsmuligheder, jagten på flere brugere og måske en ændret prisstruktur, som man skriver.

Derudover arbejder regionen også på at udbrede forsøget til en række nabokommuner. De ni deltagende kommuner udover Herlev er: Albertslund, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.

 FAKTA: Midtvejsevalueringens hovedtræk

  • 10 af de 20 mest benyttede afleveringsområder er ved S-togstationerne.
  • Høj anvendelse af cykler til og fra kollegier – for eksempel DTU og Basecamp i Lyngby.
  • Mange anvender cykler i områder med begrænset kollektiv trafik.
  • Andelen af cykler, der efterlades uden for afleveringssteder (hubs), er reduceret med knap 40 procent siden projektets start i september og er fortsat faldende.
    • Fejlplacerede cykler er faldet fra 9,1% af parkeringerne til 5,4%
    • Flere hubs og et øget gebyr for at efterlade cykler udenfor hubs vurderes at have været afgørende for udviklingen.
  • En stor andel borgere kender ikke til tilbuddet og/eller føler sig dårligt informeret omkring det.
  • Mange har kun brugt cyklerne én gang.
    • 4% af de adspurgte borgere har brugt cyklerne, heraf har 3% brugt dem én gang.
  • Relativt høj andel (34%) af brugerne ville have taget bil, hvis der ikke havde været et tilbud med Dott cykler (34%).
  • Brugerne er overordnet glade for cyklerne (63%), men er utilfredse prisen og kundeservicen (42% er utilfredse).
  • Både brugere og ikke-brugere har en positiv holdning til cyklerne (51%), og at regionen og kommunerne arbejder for at udbrede flere grønne mobilitetsløsninger (59%).
  • En høj andel af borgerne mener, at cyklerne hører til i en grøn fremtid, men at det kræver tid at vænne sig til nye transportformer (59%).
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!