Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Opdateret: Millionunderskud årsag til fyringer hos Vestegnens Politi

14 millioner lønkroner svarende til 35-40 civile stillinger i Københavns Vestegns Politi skal spares i 2020 ifølge tillidsrepræsentant Nils Wiese, og det har betydet fyringer i dag blandt akademikere og HK'ere. Politidirektøren beklager og erkender en mangelfuld styring af økonomien. Også Rigspolitiet er ramt.

Stemningen er trykket hos Københavns Vestegns Politi i dag torsdag. Klokken lidt over ni i morges fik en større andel af de 190 civilt ansatte HK’ere og akademikere i politiet at vide, at de er blevet afskediget. Det sker ifølge Nils Wiese, der er Djøf- og AC-tillidsrepræsentant i Københavns Vestegns Politi, fordi lønsummen fra 2020 skal reduceres med 14 millioner kroner årligt svarende til 35-40 civilt ansatte.

LÆS OGSÅ: Derfor gør Herlev passer på Herlev byen mere tryg

»Det er en rigtig ubehagelig dag, der er en meget trykket stemning selvfølgelig for dem, der er blevet varslet afskedigelse, men også for alle andre. Alle er meget påvirket,« siger Nils Wiese, tillidsrepræsentant for akademikerne i Københavns Vestegns Politi.

Han har endnu ikke et præcist overblik over, hvor mange der i dag har fået en fyreseddel, men er som sine kollegaer også selv meget påvirket, især fordi han mener, at dagens afskedigelser kunne være undgået.

Dårlig styring af økonomien

»I de sidste fire år er der uddannet langt flere nye betjente. Det betyder, at der kommer flere ud, som bliver ansat i politiet, og så er det åbenbart gået op for ledelsen for sent,  at man nu må finde lønkronerne et andet sted, på de civilt ansatte. Det er skuffende, at de ikke som i andre politikredse har kunnet klare det med naturlig afgang. Det virker som om, at det er kommet som en tyv om natten for ledelsen,« lyder det fra Nils Wiese, der til daglig arbejder som kriminalitetsanalytiker.

så er det åbenbart gået op for ledelsen,  at man nu må finde lønkronerne et andet sted

Han tilføjer, at de nyansatte betjente, som typisk har den to-årige beredskabsorienterede basisuddannelse, er udtryk for et mål om at få flere betjente ude i kredsene, men at det store antal nu har ført til et ansættelsesstop for de civilt ansatte i næsten alle kredse.

Paradoksalt nok vurderer han, at dagens fyringer kan betyde, at ønsket om at få flere betjente ud, kan ende som en boomerang.

Brug for de civilt ansatte

»Mange af de opgaver, som de civilt ansatte har siddet med, skal løses af nogle andre, og det bliver politifolk, der så skal ud af bilerne og ind på kontorerne,« påpeger han.

Derudover ærgrer han sig, fordi han mener, der i høj grad er brug for de civilt ansatte, som tæller alle dem, der ikke er ansat som polititjenestemænd og jurister. Sidstnævnte er friholdt, fordi anklagemyndigheden har sin egen økonomi.

Hvordan kommer det her til at påvirke Herlevborgerne?

»Noget af det vi har været ansat til og er gode til er at tænke i langsigtede baner. Hvordan sørger vi for, at organisationen er klar til den kriminelle udvikling? For eksempel er der de sidste 5-10 år kommet mange rocker- og bandegrupper på Vestegnen. Hvad betyder det, hvordan sørger vi for, at politiet er gearet til at forholde sig til flere nye grupper? Hvordan forebygger vi, at unge får lyst til at være med i grupperne? Der er tale om civilt ansatte, som arbejder med en af politiets kerneopgaver, nemlig forebyggelse af kriminalitet, og det er hammer vigtigt, hvis man gerne vil reducere kriminaliteten. Men dét forventer jeg, at der bliver mindre af i de kommende år« forklarer han.

Ledelsen beklager

Politidirektør i Københavns Vestegns Politi, Kim Christiansen beklager dagens afskedigelser og erkender, at der har været tale om en dårlig styring af økonomien.

»Den økonomiske situation i Københavns Vestegns Politi gør, at vi i dag desværre må indstille knap 40 civilt ansatte medarbejdere til afskedigelse. Vi har i de senere år fået en tilgang af flere politifolk til Københavns Vestegns Politi, og er nu for mange civilt ansatte medarbejdere i forhold til kredsens økonomiske ramme. Dette skyldes en mangelfuld styring, for i takt med tilgangen af politifolk burde der løbende være sket en tilsvarende reduktion i antallet af civilt ansatte medarbejdere,« skriver han i en mail til Herlev Bladet.

Dette skyldes en mangelfuld styring, for i takt med tilgangen af politifolk burde der løbende være sket en tilsvarende reduktion i antallet af civilt ansatte medarbejdere

Han fastslår samtidig:

»Det er vigtigt at understrege, at der ikke vil blive afskediget politifolk. Det ligger mig meget på sinde, at vi skal være en god og veldreven politikreds. Vi er til for borgerne – og det skal være trygt og godt at bo, leve og færdes på Vestegnen. Derfor vil vi også have som prioritet, at afskedigelserne sker på en sådan måde, at det får mindst mulig betydning for borgerne. Vi vil derfor  i den kommende tid skulle se på, hvordan vi fremadrettet bedst muligt løser opgaverne med færre civile ressourcer,« lyder det.

Fyringer andre steder

Udover Københavns Vestegns Politi har også Rigspolitiet i dag været udsat for en større fyringsrunde. 90 civilt ansatte er blevet afskediget.

Det skyldes også en dårlig økonomistyring, fortæller Per-Martin Petersen, som er formand for akademikerne i Rigspolitiet. Derudover skyldes det et ønske om at frigøre midler til at styrke SØIK, Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (tidligere Bagmandspolitiet, red.) med 45 millioner kroner. Et beløb, der skulle svare til de 90 fyringer. Ydermere vil man nedlægge cirka 150 stillinger ved naturlig afgang i årets løb, oplyser han, der kalder det ‘en sort dag’, fordi det ikke kun går ud over administrationen, men også det egentlige politiarbejde.

»Det kan komme til at betyde, at vores sager enten ikke bliver løst i samme tempo, i samme kvalitetsniveau eller slet ikke bliver løst. Det er skrækscenariet,« forklarer han, der understreger, at det mange fyringer er en blandet gruppe af faglige kompetencer, som vil kunne mærkes.

Dårlig timing

»Vi kommer til at stå svagere i forhold til at kunne møde stærke og kompetente kriminelle som for eksempel dem, der laver grænseoverskridende it-kriminalitet, pædofile på nettet og så videre,« vurderer han, der føler sig endnu mere frustreret over, at regeringen for nogle dage siden annoncerede at man desuden vil  flytte yderligere 660 årsværk fra Rigspolitiet til mere mandskab i kredsene, hvor man også vil skabe 20 nye nærpolitistationer.

»Det er dårlig timing. Når man i forvejen har en fyringsrunde og så får at vide fra regeringen, at man vil save Rigspolitiet over, det gør bare, at når man skal ud og rekruttere, så kan folk huske det,« forklarer Per-Martin Petersen, der frygter, at de sammenfaldende omstændigheder kan betyde en personaleflugt blandt HK’ere og akademikere.

Rigspolitiet har pt. ca. 1.993 ansatte, hvoraf de 1.450 ansatte er civile medarbejdere.

Københavns Vestegns Politi dækker 11 kommuner: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. I politikredsens 11 kommuner er der i alt omkring 414.000 borgere, og der er ca. 1000 ansatte i Københavns Vestegns Politi.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!