Han har været svær at komme udenom, den 90-årige Kai Dige Bach, der gennem 50 år især i, men også uden for Herlev har sat store aftryk.
Nu er han gået bort efter lang tids sygdom. Til det sidste kæmpede han for livet, og til det sidste var der gnist i øjnene og en ukuelig trang til at leve livet.
Herlev Bladet besøgte og portrætterede i november sidste år manden, der i 1958 startede sin forretning i det små som brændselshandler og siden udover brændsel og brændstof også kastede sig over hvidevarehandel, bladudgivelser som Idé-Nyt og charterrejser.
I portrættet var hans ærinde at sige tak til dem, der havde hjulpet ham igennem et pludseligt og hårdt sygdomsforløb med først en hjernetumor og siden en hjerneblødning.
Derudover udtrykte han taknemmelighed for, at hans krøllede hjerne og idérigdom var intakt. Det er nemlig den, der har båret ham gennem livet og gjort, at det aldrig blev kedeligt.
Det er hans undergrundsuniversitet med VIP-foredragsholdere et godt eksempel på. Eller avisprojektet ’Den grimme ælling’ fra 1998. Der var også den store 50-års-fejring af virksomheden i 2008, hvor han fik et tivoli til byen og inviterede alle med til festen. Det var samme år, han blev Årets Herlevit. For ikke at tale om Flagskibet. En bygning med udlejningslokaler til nye iværksættere fra 2015. På den måde har han givet sin flamme videre til kommende generationer.
Udover de mange projekter har erhvervsmanden, hvis navn og logo stadig ses på tankstationen ved Klausdalsbrovej, også været kommunalbestyrelsesmedlem for de konservative i Herlev (1966-1974), formand for Herlev Handelsforening, formand for Bladudvalget for Herlev Bladet (1971-1983) og medlem af Folketinget for de konservative (1987-1998).
I 1996 opnåede han tilmed at blive Ridder af Dannebrog efter en lang og succesfuld karriere. Den lever i dag videre i virksomheden kai dige bach a-s, der udlejer og udvikler ejendomme i Hjortespring. Derudover i Eva og Kai Dige Bachs lille fond, som støtter initiativer i Herlev.
I portrættet fra november spurgte Herlev Bladet den entreprenante herlevborger, om han efter sin nærdødsoplevelse havde tænkt sig at ændre på noget i sit liv. Efter at have svaret nej, sagde han:
’Jeg har jo aldrig rigtig accepteret, at jeg var pensionist. Hverken før eller siden, og jeg går da og tænker stadigvæk: ”Skal vi finde en forkromet lampe og lægge et guldæg og sådan noget”.’
Idémager til det sidste var Kai Dige Bach, der selvom han ikke kommer til at lægge flere nye guldæg, efterlader sig en arv, der allerede har gavnet og vil gavne Herlev også fremover.
Kai Dige Bach døde lørdag 19. september i sit elskede sommerhus 'Muddergrøften' ved Roskilde Fjord. Han efterlader sig sin hustru Nete samt hans fem børn, børnebørn og oldebørn.
Ære være hans minde.








Der er lukket for kommentarer