Minister: Støj skal bekæmpes i stedet for at udvide motorvej
Når det gælder Motorring 3 er der ikke det store perspektiv i en udvidelse, til gengæld giver det mening at bekæmpe støjen for pengene, som er afsat, lød det fra transportministeren på et besøg i Herlev.
I sommer stod en seks meter høj og to kilometer lang støjskærm langs Motorring 3 klar i Rødovre, mens der ikke blev så meget som en meter støjskærm i Herlevs del af motorvejen. Det har ellers været et bredt politisk ønske at sikre Motorring 3's naboer mod støj på strækningen og ikke kun i Rødovre.
Venstre i Herlev havde derfor fredag inviteret deres partifælle transportminister Thomas Danielsen (V) til Eventyrkvarteret i Herlev, som grænser op til Motorring 3, for at se og lytte på forholdene.
Han forsikrede om, at der snart er en handlingsplan på vej, der skal give bud på, hvordan støjen fra motorvejen skal bekæmpes i stedet for at bruge penge på en udvidelse af vejen, som det ellers oprindeligt var vedtaget. Og det har et særdeles bredt politisk flertal, som står bag en infrastrukturplan fra 2021, nikket ja til.
»Man ville udvide Motorring 3 med ekstra spor i nødsporet, og så ville man også sætte hastigheden ned. Så fik jeg projektet ind og så på det og sagde, at der er ikke gode nøgletal og samfundsøkonomi eller bedre fremkommelighed i det her. Derfor sparkede jeg det til hjørne til de partier, der har lagt stemmer til projektet og sagde: 'Skal vi ikke gå i værkstedet og se, hvad kan man få for pengene i et af de mest støjplagede områder?' Og det kommer der snart en afrapportering ud af. Min ambition er klart at bruge så mange penge på støj som muligt og løse nogle af de problemer, vi har,« fortalte han under overskriften: 'Fra vej til støj'.
Vi er glade for, at I kan se fordelene ved at ændre fokus fra vej til støj
Støjsvagt asfalt
Hvordan en støjbekæmpelse kan tage sig ud, kan være forskelligt fra sted til sted på strækningen, lød det fra ministeren.
»Hvordan det præcist skal laves, er der nogle dygtigere folk, der skal være md til at kvalificere. Men altså jeg vil gerne eksperimentere med støjsvagt asfalt, der er også noget med brugen af støjskærme i midterrabatten, så støjen ryger opad,« sagde Thomas Danielsen.
Det kan dog meget vel være, at det ikke lige netop blive løsningen med støjskærme i midterrabatten, som skal gøre sig gældende i Herlev.
»Der er dog noget med Ring 3 med noget vandafledning i midten på dele af strækningen, som gør, at det bliver ekstra dyrt,« fortalte han.
Lige netop ved Herlev og Gladsaxe er der vandtilførsel omkring Kagsåparken, hvor der netop i disse år er et stort projekt med en fornyelse af dette område, der blandt andet inkluderer vandledninger på tværs af Motorring 3.
Derfor forsikrede ministeren om, at flere løsninger er i spil.
»Jeg forstår til fulde, at det er en kæmpe gene med al den trafik og støj. Det er ekstraordinært på Motorring 3, det er der ingen tvivl om,« udtalte han.
Støj i trekantsområde
Venstres spidskandidat i Herlev Benjamin Haxha har været skeptisk i forhold til prioriteringen i Folketinget, men glæder sig over meldingen fra transportministeren.
»Vi er meget udfordret af støj i Herlev, eksempelvis i Eventyrkvarteret i trekantsområde mellem Motorring 3 og Ring 3, hvor der så også er en letbane, der kommer til at køre. Vi er glade for, at I kan se fordelene ved at ændre fokus fra vej til støj,« sagde han i mødet med Thomas Danielsen.
LÆS OGSÅ: Nystiftet fond donerer naturpark

Der er lukket for kommentarer