Miss Universe-vinder på toppen: “Drøm stort og aldrig giv op”
Siden 21-årige Victoria Kjær Theilvig fra Herlev vandt Miss Universe for 10 dage siden, har hun været på farten.
Det er gået stærkt på alle måder for 21-årige Victoria Kjær Theilvig fra Herlev, siden hun 17. november i Mexico vandt titlen som Miss Universe for første gang nogensinde for en dansker.
På Instagram er hendes profil for eksempel vokset fra 5.300 følgere i 2021, da Herlev Bladet for første gang skrev om hende (hun blev treer til Miss Danmark, red.), til svimlende 819.000.
Selv har hun knap siddet stille, siden hun blev kronet.
»Mit liv er lige pludselig vendt fuldstændigt på hovedet fra den ene dag til den anden, men i en positiv retning. Miss Universe har givet mig en stor platform, hvor jeg kan formidle mine budskaber, og jeg skal rejse hele verden rundt. Blandt andet til Afrika og Asien,« fortæller hun i en sjælden ledig stund i et telefoninterview med Herlev Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vil besøge endnu flere lande
Denne tirsdag er hun for eksempel i Thailand, hvor hun har gået et stort show for smykkefirmaet Pandora, og før det var hun i Washington for at overrække en pris til den afgående amerikanske flådeminister i anledning af et støttearrangement til fordel for organisationen ‘Blue Star Families’, som støtter udsendte. Hun har også været i New York, hvor Empire State Building blev oplyst i rød-hvide farver til ære for hendes kåring, og før det var hun i Miami og som bekendt Mexico, hvor skønhedskonkurrencen fandt sted.
»Når man bliver kronet, er det meningen, at man skal bruge det næste år på at rejse jorden rundt. Sidste års Miss Universe var i 32 lande, og i år er målet, at vi skal nå at besøge endnu flere lande,« lyder det fra en lettere hæs Victoria Kjær Theilvig, hvis nye titel og arbejde her 10 dage efter er ved at bundfælde sig.
Mit liv er lige pludselig vendt fuldstændigt på hovedet fra den ene dag til den anden, men i en positiv retning
Artiklen fortsætter under billedet.
Once in a lifetime
»Det har jo været mega surrealistisk. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille, og det er noget jeg har arbejdet hårdt for at opnå, så selvfølgelig var jeg i en choktilstand de første dage, men på en positiv måde, hvor adrenalinet bare kører rundt. Så nu er det lige så stille ved at gå op for mig, at jeg har vundet,« siger hun, der på spørgsmålet om, hvad det vildeste indtil videre har været, svarer, at det må være rejserne.
Hvornår kommer du så til Herlev igen?
»Der er ‘homecoming’ i januar eller februar, hvor hele organisationen og jeg kommer hjem,« siger hun, der savner sin familie og venner og sin lille hund Alvin.
Men som hun siger:
»Det her er once in a lifetime, og lige nu tænker jeg ikke så meget på fremtiden. Jeg er lige blevet kronet, og så må vi se, hvad universet bringer,« svarer hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Tak til Vivi og Herlev
Indtil videre har universet bibragt hende en smuk krone og en masse rejseaktivitet og oplevelser, men, som hun nævner, er det ikke noget, man kommer sovende til. I 2021 blev Victoria Kjær Theilvig treer til Miss Danmark, men har aldrig vundet, så hvorfor blive ved?
»Fordi jeg brænder så meget for det. Miss Universe har altid været det største, jeg kunne opnå,« kommer det prompte.
Har du et godt råd til unge herlevborgere, der har en lignende drøm, som endnu ikke er gået i opfyldelse?
»Drøm stort og aldrig gi’ op. Med hårdt arbejde kan du nå virkelig langt. Det er jeg selv et bevis på,« lyder det.
Jeg tror ikke, vi kan komme uden om min dansefortid hos Vivis Dans
Én ting er dit drive og dit arbejde, men hvad har du fået med dig fra Herlev – om noget – som du har kunne bruge på din rejse?
»Jeg tror ikke, vi kan komme uden om min dansefortid hos Vivis Dans. Det har givet mig meget performance wise, og det her med ikke at opgive sine drømme. Jeg har været elitedanser og ved, hvor hårdt man skal træne for at opnå noget, så min baggrund som professionel danser har givet mig meget,« siger hun, der også takker for den lokale støtte.
»Herlev har givet mig en masse støtte. Alle mine venner og familie fra Herlev har været så støttende, og dét, at de har været åbne over for skønhedskonkurrencer, har også været en hjælp,« påpeger Victoria Kjær Theilvig.
Der er lukket for kommentarer