Mobilt testcenter kommer til Herlev i weekenden
Den kommende weekend kommer Region Hovedstadens mobile testcenter endnu engang til Herlev Rådhus.
I sidste måned var det her. I sidste uge var det her. Og nu kommer det allerede igen. Region Hovedstadens mobile testcenter kommer til Herlev den kommende weekend. Det oplyser Herlev Kommune, som i sidste uge oplyste til Herlev Bladet, at de ville arbejde på at få et mobilt testcenter til byen om eftermiddagen eller i weekenden. Det er allerede lykkedes.
På lørdag den 31. oktober og søndag den 1. november begge dage klokken 10-16 vil testcenteret være at finde det samme sted som sidst – i runddellen ved Herlev Rådhus til højre for hovedindgangen på Herlev Bygade 90. Valget af placering er praktisk, da det er centralt og borgerne kan komme ind ad en indgang og ud af en anden.
Alle symptomfri borgere over to år kan blive testet i det mobile testcenter uden tidsbestilling. Alle, som ønsker at blive testet, skal dog huske at bære mundbind.
Læs også: Kø til mobilt testcenter
Kø sidste gang
Da det mobile testcenter var forbi Herlev i sidste uge, kunne Herlev Bladet konstatere, at der kort efter åbning var kø, og at mange mennesker gerne ville testes.
Hvis det er tilfældet hen mod lukketid den kommende weekend, kan det være nødvendigt at lukke køen tidligere end klokken 16, oplyser Herlev kommune.
Et af tiltagene for at bremse den smittespredning, vi ser nu, er netop det mobile testcenter, hvis formål er at teste så mange borgere som muligt.
Læs også: Smitteudbrud i Herlev Eagles
Herlev Bladet følger udviklingen tæt. Hold dig opdateret på heleherlev.dk og på vores Facebookside
Der er lukket for kommentarer