Herlev Bladet

Møder frivilligt kl. 7.30: Elever løber før skolestart

Hver uge samles en lærer med en gruppe elever, som løber tre kilometer, inden undervisningen på Skovlunde Skole går i gang.

At møde klokken 8 i skole er der mange skoleelever både før og nu, som har ment er lige lovlig tidligt. 

En dag om ugen møder en gruppe elever i 9. klasse på Skovlunde Skole helt frivilligt en halv time før, klokken 7.30.

Det gør de for at løbe tre kilometer med udgangspunkt i indgangen til skolens afdeling Rosenlund og en tur rundt i villakvarteret og Skovlunde Bypark tæt på skolen. 

Det er udskolingslærer Daniel Vejling Appasamy, som har oprettet løbeklubben, der har eksisteret siden sidste sommer, så eleverne har løbet i både sommervarme, vinterkulde, sol, regn, blæst og sne. 

Det giver god energi til resten af dagen

Energi til resten af dagen

Daniel Vejling Appasamy fortæller, at der normalt dukker 8-10 elever op. Mange af de samme er med hver uge, men der kommer ind i mellem også nye til.    

»Jeg spiller fodbold, så jeg dyrker selv sport i min fritid. Og det er fedt at løbe, før jeg skal i skole, det giver god energi til resten af dagen,« siger Mateo Kristensen, som er en af de seks elever, der er mødt op den morgen, som Skovlunde Bladet er forbi.  

»Jeg synes, at det er fedt at lave noget tidligt, så er man frisk resten af dagen,« supplerer Isak Kofod, der er en anden af de morgenfriske og aktive elever.

Eleverne nævner, at de sagtens har kunnet løbe tidligt morgenen uanset årstid og vejr. Noget vejr er dog bedre end andet. 

»Støvregn er forfriskende, mens meget regn er irriterende, så glæder man sig til badet,« siger Isak, og Mateo konstaterer:

»Det var koldt, da der lå sne, men ellers var det ikke så slemt.«

På spørgsmålet om hvordan det er at stå tidligere op, lyder det fra Isak Kofod, at det egentlig ikke er så meget tidligere endda. 

»Man springer badet over derhjemme og går i stedet i bad i skolen efter løbet, derfor  står vi op nogenlunde samme tid som de andre dage,« siger han. 

Eleverne løber de tre kilometer så hurtigt, at de har tid til et bad inden skolestart klokken 8. 

Løbeklub, Skovlunde Skole Afdeling Rosenlund. Elever løber med lærer Daniel Vejling Appasamy en gang om ugen kl. 7.30. Foto: Thomas Frederiksen
Her løbes der fra villakvarteret og ind i Skovlunde Bypark. Foto: Thomas Frederiksen

Begyndte med et løb i byen

Løbeklubben er opstået på baggrund af, at eleverne arrangerede et løb - Skovlunde Løbet - for alle borgere. 

Efter det var succesfuldt gennemført, og der blev samlet 7.7743 kroner ind til Børnecancerfonden, mente Daniel Vejling Appasamy, at der kunne løbes videre i eget regi på skolen. 

»På den måde kan der dannes et andet slags fællesskab omkring skolen. Og forskning viser, at motion er godt for indlæringen,« siger han. 

Daniel Vejling Appasamy understreger, at alle elever i 9. klasserne kan være med, og der bliver reklameret for løbet over for alle elever på klassetrinnet hver uge. 

Han håber, at endnu flere med tiden vil melde sig til løbeklubben, og til næste skoleår har han planer om, at initiativet skal udvides fra udelukkende at omfatte 9. klasserne til at være for hele udskolingen.  

Selv kan Daniel Vejling Appasamy lide at være i god form og nyder at løbe med på morgenturen. 

Løbeklub, Skovlunde Skole Afdeling Rosenlund. Elever løber med lærer Daniel Vejling Appasamy en gang om ugen kl. 7.30. Foto: Thomas Frederiksen
Det giver god energi til resten af dagen, lyder det fra eleverne. Foto: Thomas Frederiksen

LÆS OGSÅ: Skovlunde får et campus til medieuddannelser

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!