Herlev Bladet

Mon det lykkes? Forårsfest skal få fuglen med de lange ben til Herlev

I efteråret blev der installeret en storkerede på toppen af Hjulmandens Hus. Nu er det sæson for fuglen, og det markeres på søndag.

I november skete der en særlig fornyelse af Hjulmandens Hus. Der blev installeret en storkerede i en skorsten på huset. 

Det er dog først nu, at sæsonen for storke går i gang, og derfor holdes indvielsesfest i huset søndag 8. marts klokken 13-16. 

»Der er vi en uge inde i foråret og en tid med lys. Så derfor er det godt med en lille fest,« siger Hjulmandens Hus’ formand Bo Zabel, der håber, at mange borgere i alle aldre vil være med til at fejre foråret og storken. 

Vi har virkelig fået positiv respons

Næsten udryddet 

Borgmester Marco Damgaard (S) holder indvielsestalen, og fødselslæge Jeannet Lauenborg, der også er medlem af Herlevs kommunalbestyrelse for de konservative, vil tale om storkens indflydelse på børnetallet. Der er jo den gamle historie med, at de små børn kommer med storken. 

’Musik for Sjov’ vil optræde blandt andet med numre, hvor storken indgår. 

Storken er en fugl, som tidligere opholdt sig en del i Herlev. Det kan man se på flere billeder og malerier blandt andet i Hjulmandens Hus. 

Den blev mere og mere sjælden på danske breddegrader og var tilsidst i 1900-tallet nærmest kun at finde i Ribe inden for de danske grænser.

Omkring 2000 blev fuglen betragtet som udryddet i Danmark, men er dog vendt tilbage i begrænset omfang de senere år og er endda set på Sjælland og i hovedstadsområdet, så måske er et besøg i storkereden i Herlev ikke utænkeligt. 

Positive reaktioner

Ifølge Bo Zabel og næstformand for Hjulmandens Hus, Jørgen Mulbjerg, har de fået masser af positive reaktioner på storkereden, efter den kom op. 

»Der var mange, der sagde til os, inden vi fik storkereden op, at der ikke kommer  nogle storke. Nu kommer de og siger, at den skulle have været sat op for mange år siden.  Så vi har virkelig fået positiv respons,« siger Jørgen Mulbjerg. 

»Der er jo meget diskussion om nybyggeriet i Herlev, og mange taler om ’det gamle Herlev’. Der symboliserer storkereden jo også noget af det,« siger Bo Zabel.

De håber, at storken vil indfinde sig, men om ikke andet er de sikre på, at reden kan symbolisere forår, livsglæde og fællesskab i Herlev - og ekstra meget 8. marts. 

 Hverken Bo Zabel eller Jørgen Mulbjerg har observeret andre fugle, der har været fristet af at opholde sig i reden. 

Udover Hjulmandens Hus er der også en storkerede i kommunen på Naturcenter Kildegården i det nordlige Herlev.

Her kan storken ses i kirketårnet på et af Herlev-maleren Osvald Gøthgens værker fra byen. Foto: Thomas Frederiksen
Her kan storken ses i kirketårnet på et af Herlev-maleren Osvald Gøthgens værker fra byen. Foto: Thomas Frederiksen

 

Osvald Gøthgens maleri af det centrale Herlev
Osvald Gøthgens maleri af det centrale Herlev i fuld størrelse. Foto: Thomas Frederiksen

 

LÆS OGSÅ: Idyllen blev brudt til foreningsarrangement i Hjulmandens Hus: Pengekasse stjålet 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!