»Så skal vi se det sidste værk,« fortæller Gammelgaards leder Pernille Fonnesbech, da hun viser rundt på den aktuelle udstilling 'Monster Monster' på kunstmuseet.
Selskabet træder ud af de indendørs lokaler og ud i Gammelgaards have, hvor der er tre udgravninger, som svarer til målene for gængse grave: 150 x 215 x 95 centimeter ifølge pressematerialet, som også beskriver, at gravene er en hilsen til både arkæologi, horror og den forventede død, som vi alle kan se frem til. Der kan ses forskellige jordlag og geografiske faser, når man beskuer gravene.
Det er kunstneren Henrik Plenge Jakobsen, der i øvrigt er opvokset i Herlev og for tiden er i gang med at forny Herlev Gymnasium & HF med kunstnerisk udsmykning, der står bag dette værk.
Personalet og de frivillige på Gammelgaard opdager, at en tudse har sat ned midt i en af gravene. De får sympati med den og forsøger at hjælpe den op ved hjælp af en lang fejebakke, da de tvivler på, at den selv kan komme op.
Det lykkes dog ikke at få den op, da den ville ikke hoppe hen på fejebakken, men mon ikke den klarer det selv på en eller anden måde? lyder det fra folkene i haven.
Der er syv bogstaver i monster
Mennesker og dyr
Monstre er ofte figurer, hvor mennesker og dyr glider over i hinanden i mytiske skikkelser. Tudser er også blevet benyttet til det formål en hel del gange gennem historien, og virkelighedens tudse i graven understregede dermed udstillingens pointe.
»Monstret har altid været der som en del af mytologi og kultur, en spændende og sammensat størrelse, der både er utryghedsskabende, men også fascinerende og spændende. Måske er det endnu mere aktuelt i dag. Monster er et udtryk, vi bruger i flæng til at beskrive mange forskellige ting om øget angst. Verden er så meget i opbrud, ikke kun politisk, men også den måde vi forstår verden på, monster bruges også som en begrebsliggørelse af noget, vi ikke forstår,« siger Pernille Fonnesbech, som derfor fik idéen til udstillingen 'Monster Monster'.
Hun besluttede sig for at invitere syv kunstnere, som hun vidste kunne bidrage til udstillingen. Udover Henrik Plenge Jakobsen er det Christina Hamre, Fredrik Tydén, John Körner, Julie Nord og Rolf Nowotny og Samir Jamili, og der er tale om kunstnere med forskellige stilarter, baggrunde og aldre, og der bidrages både med helt nye og ældre værker. Og der er bevidst valgt det magiske tal syv på antallet af kunstnere, tallet der ofte går igen i myter og eventyr.
»Og der er syv bogstaver i monster,« som en tilstedeværende på Gammelgaard bemærker.
»Det havde jeg ikke engang tænkt på,« lyder det fra Pernille Fonnesbech.
Moster og monster
Udover de tre grave er der både skulpturer, malerier og illustrationer i udstillingen, hvor kunstnernes værker i flere tilfælde er udstillet over for hinanden og netop skal spille sammen i temaet.
Et skræmt og afpillet hoved udført af Rolf Nowotny er således placeret over for Henrik Plenge Jakobsens vægmaleri 'Terminator'.
En tredje kunstner Sahar Jamili er optaget af de monstre, som samfundet selv skaber, og hun udstiller blandt andet en sort dynejakke.
Gammelgaard ligger i det nordlige Herlev, og ikke langt derfra er der ind i mellem ture ud at se flagermus i Smør- og Fedtmosen. Netop flagermus har også inspireret til mange monstre gennem tiden, på udstillingen har kunstneren Julie Nord skildret flagermus med kvindekroppe, der flyver ud i morgengryet i idylliske og lyse omgivelser, dermed en kontrast til den mørke og dystre tilstand, som de for det meste skildres i.
Monster kan være så meget, og der kan også spilles på det sproglige:
»Jeg er moster til mange, og nogle af dem kan ikke udtale 'moster', men kalder mig monster,« bemærker en frivillig på Gammelgaard med et smil.
Der er fernisering på udstillingen 'Monster, Monster' lørdag 13. spetember klokken 15-17. Udstillingen varer til 23. november. Gammelgaard ligger på Gl. Klaudsalsbrovej 436, og der er fri entré.
LÆS OGSÅ: Udstilling hvor du kan være med til at skabe kunsten












Der er lukket for kommentarer