Herlev Bladet

Musik til festugen: Hiphop-legende og hitmagere i Herlev

Store dele af musikprogrammet til Herlev Festuge er afsløret, og der venter flere markante navne gennem dansk musik fra de seneste 40 år.

I britisk rock var der duellerne mellem The Beatles og Rolling Stones i 1960'erne og Oasis og Blur i 1990'erne.

Da dansk hiphop var helt ny i slutningen af 1980'erne var de to helt store navne og rivaler: MC Einar og Rockers By Choise. I 2024 optrådte MC Einar - blandt andet med Jesper Vildmand som arbejder på kulturstedet Klauzdal  - på Herlev Festuge, og festugen får i 2026 besøg af Chief 1, der var en central del af Rockers By Choice.

Siden dengang har han været involveret i en lang række musikalske sammenhænge i mange genrer og er blandt andet en anerkendt producer for mange store navne i dansk og international musik.

Til Herlev Festuge står han fredag på hovedscenen sammen med sangeren og musikeren Thomas Buttenschøn, der har været et kendt navn i dansk musik de seneste 20 år, begyndende med han hyldede den almindeligvis mest hadede ugedag i: 'Fantastiske mandag'. De to har gennem de senere år haft et fast samarbejde, som de inddrager Herlev i, når det bliver sensommer. I Dansk Melodi Grand Prix har de opnået en fjerdeplads i sammen som et led i den konstellation.

Herlev Festuge er en fejring af det lokale fællesskab og de traditioner, der samler byen år efter år

Fællesskab og traditioner

Herlev Festuge finder i år sted 23-30. august, hvor festen er på sit højeste fredag og lørdag.

Lørdag 29. august fortsætter musikken med blandt andre soulsangeren Barbara Moleko, som har leveret en hel del ørehængere de seneste 15 år, samt det unge pigepopband Kryd, der de sidste års tid har hittet med: 'Skriv det på min gravsten' og 'Ikke nogens mere'.

George Michael Xperience vil spille velkendte numre, og så vil der naturligvis være bidrag af lokale bands fra Herlev samt Herlev Musikskole og Herlev Musical og Teater.

Herlev Festuge er meget andet end musik, og udover nyheder vil der som altid være en lang række tilbagevendende begivenheder.

»Herlev Festuge er en fejring af det lokale fællesskab og de traditioner, der samler byen år efter år. Her er plads til både nye oplevelser og gamle favoritter – og ikke mindst til hinanden,« lyder det fra festugen i en pressemeddelelse.

Fra løb til drager

Byrummet fyldes med liv, når foreningslivet skaber stemning i gaderne. Publikum kan blandt andet opleve cheerleading, gymnastik, spejderaktiviteter og idræt og masser af Herlevs foreninger, som møder hinanden og borgerne, foruden der er film, foredrag og loppemarked.

Som sædvanligt åbner Herlevløbet festugen, og der sluttes en uge senere af med dragedag, undervejs er der stort morgenbord, og så kåres Årets Herlevit og Årets Sportsprofil af Herlev Bladet.

LÆS OGSÅ: Herlevs foreninger med i forårets udstilling på Gammelgaard 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!