Musikfest skal få de unge og uprøvede udover scenekanten
Herlev Unplugged er navnet på en samling gratis koncerter, der finder sted i Elverparken 15. august.
Der er selvfølgelig Herlev Festuge, medborgerhuset og ungekulturhuset Klauzdal, men der mangler en scene for 'de unge og uprøvede', som Casper Vraagaard kalder dem. Derfor har han og nogle andre endnu en gang taget initiativ til en slags minifestival i Elverparken, som finder sted 15. august, hvor alle er velkomne. Sidste gang var i 2023, hvor konceptet og visionen var det samme.
»Vi synes, der mangler et sted, hvor de helt unge og måske også ret nystartede musikere og bands kan komme ud og prøve at få lidt jord under neglene og spille for et publikum. Og så synes vi jo samtidig også, at det er fedt, at der kan ske noget kulturelt i Herlev, som måske ligger lidt for sig selv. Vi har jo rigtig meget samlet omkring Herlev Festuge som også er et fedt arrangement og en meget stor og velsmurt maskine efterhånden. Men vi kunne godt lidt savne, at der også er nogle ting, når vi ikke lige holder fest dér,« påpeger han, der også synes, at Elverparken, som før har været brugt til de populære Elverrock-koncerter, er som skabt til formålet.
LÆS MERE: Venner vil genrejse Elverparken som musikalsk samlingssted
En god støtte
Hvad kan man opleve?
»Der kommer blandt andet tre bands fra Herlev Musikskole, et band og en soloartist fra Klauzdal, hvor jeg også arbejder, og så spiller jeg og de andre i arrangørgruppen også,« fortæller Casper Vraagaard og tilføjer, at der i alt er otte artister på plakaten, som favner alt fra egne dansksprogede tekster til covernumre fordelt på pop- og rockgenren.
Og så er det hele gratis takket være Herlev Kommunes Fællesskabspulje, som har støttet arrangementet, og som også er grunden til, at det overhovedet er blevet til, lyder det.
der mangler et sted, hvor de helt unge og måske også ret nystartede musikere og bands kan komme ud og prøve at få lidt jord under neglene
»Vi holdt jo koncerten i 2023, og der havde vi ikke rigtig nogen mulighed for at få støtte fra kommunale puljer eller fra en anden vej. Så der stod vi lidt med en udgift. I 2024 forsøgte vi os så ad en lidt anden vej at søge en masse forskellige fonde, men der var ikke rigtig så mange af dem, der ville give penge til livekoncerter og til enkeltstående arrangementer,« fortæller Casper Vraagaard, der sammen med sine medarrangører egentlig havde mistet modet lidt, indtil de så hørte om den nye pulje fra lederen af Herlev Musikskole.
»Vi syntes, arrangementet egentlig passede ret godt ind i forhold til det her med at prøve både at forene institutioner, foreningsliv og privatpersoner og samtidig også det her med at bruge eksisterende mødesteder til ligesom at rumme den kultur, der er i Herlev,« forklarer han, der håber på, at fremmødet bliver lige så godt som i 2023, hvor mange dukkede op i løbet af dagen.
For alle
I den forbindelse understreger han, at nok er artisterne unge, men programmet er skruet bredt sammen, så musikken er for alle - både unge og ældre. For eksempel kommer bandet Kalon forbi, som Herlev bladet tidligere har skrevet om.
»Det er også vigtigt for os, at publikum kan være i alle aldersgrupper. Vi havde en ret god aldersspredning sidste år, og det synes vi jo egentlig også er fedt, at det er noget, der kan samle lidt på tværs,« understreger han.
Det hele starter klokken 14 og slutter ved 21-tiden, og der arbejdes også på at sælge drikkevarer som sidste gang.
LÆS OGSÅ: Første skoledag for de nye skoler
FAKTA: De kommer og spiller

Der er lukket for kommentarer