Herlev Bladet

Naturpark er klar til Herlevs børn: En gammel drøm er gået i opfyldelse

I mere end 10 år arbejdede kompagnonerne Per Korsgaard og nu afdøde Stig Wessberg for at skabe en naturpark i det nordlige Herlev. Den åbner i august.

 

Flere åløb snor sig uden om en ø, i siden er der et skovbryn med flere træsorter og planter.

Solen skinner med et par skyer på himlen, og en stille vind kan mærkes. Det er en tempereret dansk sommerdag, som mange vil betegne som perfekt.

Per Korsgaard synes godt om vejret denne dag, og han synes også særdeles godt om de omgivelser, han er i. Stedet er Naturpark Bakkegården, som nu står klar efter mere end 10 års forberedelse. Tidligere var det blot en græsplæne.

Et sted der skal lære Herlevs børn om natur og biodiversitet ude i den friske luft blandt beplantning, vand og dyreliv. Der er mere end 500 slags forskellige planter ifølge fonden bag naturparken.

Det er Herlevs børn, som skal lære om det grønne og naturen her

Blevet meget grønt

Per Korsgaard åbner tilfreds lågen til området, som ligger på Skinderskovvej i det nordligste Herlev.

Han har set det færdigt tidligere, men han er endnu mere tilfreds med synet denne gang.

»Jeg har ikke været her i tre uger, så må jeg indrømme, at det er blevet så grønt, som jeg drømte om, at det skulle blive. Det er virkelig groet rigtig godt til de tre uger,« siger han.

Området er omkring 10.000 kvadratmeter og svarer til en hektar.

»Det er Herlevs børn, som skal lære om det grønne og naturen her, noget som jeg selv interesserer mig meget for og mener er meget vigtigt, at ungdommen ved en masse om. Det skal de have hjælp med af deres lærere, pædagoger og kyndige naturvejledere,« fastslår Per Korsgaard.

Udover de grønne elementer er der opsat et helt nyt toilet, en lille facilitet til underviserne og en pavillon af træ, hvor børn og de voksne medarbejdere kan samles.

Minde om Wessberg

Gennem livet hænger mørke og lys - og glæde og sorg - ofte sammen. Sådan er det også med Naturpark Bakkegården, og ægteparret Wessberg, som ikke er iblandt os længere, spiller en stor rolle for naturparken.

Stig Wessberg var Per Korsgaards kompagnon i Herlevs erhvervsliv gennem 50 år, og undervejs stiftede de 'Korsgaards & Wessbergs Fond', som etablerede naturparken. Stig Wessberg nåede akkurat ikke selv at opleve åbningen af parken, da han døde som 70-årig kort før nytår i fjor.

I forvejen var etableringen af naturparken sket som et minde om Stig Wessbergs hustru Vibeke, der døde som 57-årig i 2014. Hun var stærkt engageret i den grønne sag og blandt andet formand for Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Herlev.

Stig Wessberg fortalte i et interview med Herlev Bladet i 2025, hvordan hun havde mange idéer om at skabe idéer på den store grund på Skinderskovvej, som ægteparret overtog i 2004. Parret boede på Bakkegården ved naturparken.

»Det har længe stået klart, at parken var et minde om Vibeke, nu er det også blevet et minde om Stig,« fremhæver Per Korsgaard.

Børnene er nummer et

Naturpark Bakkegården er målrettet Herlevs børn i skoler og institutioner. Det er dog et åbent sted, så alle borgere kan gå igennem og opholde sig der, og mens Herlev Bladet er på besøg, lufter en kvinde sin hund i naturparken.

Per Korsgaard lægger ikke skjul på, at det er børnene, som er de vigtige for stedet, men det er et krav, at det skal være åbent, da det er en del af den grønne kile Hjortespringkilen.

»Så må vi håbe, at folk passer godt på det, når de er her,« siger han og konstaterer samtidig, at det ligger ret yderligt nordpå i Herlev, hvor de fleste ikke lige kommer tilfældigt forbi, derfor bliver det næppe overrendt af udefrakommende.

»Men børnene kan naturligvis komme her i weekenden med deres forældre, når de har været her med skolen,« lyder det fra ham.

Sikret i 30 år

Det er Opland Landskabsarkitekter, som har ført Wessberg & Korsgaards idéer ud i livet. Projektet har kostet omkring 12 millioner kroner. Undervejs gennem årene var der en del besværligheder, som skulle ryddes af vejen, blandt andet med det daværende Landsbrug- og Fødevareministerium, da det ikke var nemt at etablere en natur på et areal, som var udlagt som landsbrugsjord. Men det lykkedes, og nu er det nærmest i tråd med 'Den grønne trepart' om at omdanne landbrugsjord til natur.

Wessbergs & Korsgaards Fond har indgået en aftale med Herlev kommune om, at kommunen de næste 10 år sørger for undervisningsforløb i naturparken blandt andet ved at stille naturvejledere til rådighed. Der er endvidere en lejeaftale for naturparkens eksistens de næste 30 år, uanset om Bakkegårdens jord måtte skifte ejer undervejs.

Ved siden af naturparken er der på Bakkegårdens jord et ekstra areal, hvor børnene kan opholde sig og være aktive på græs.

Naturpark Bakkegården, Skinderskovvej 79, bliver indviet torsdag 20. august klokken 11-13

LÆS MERE: Boliger begynder at tage form på den gamle rådhusgrund 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!