Herlev Bladet

Nedgang i tyverier: Færre indbrud i Herlev i 2025 end året før

Mens der var flere indbrud i 2025 end året før på landsplan og i hovedstadsområdet som helhed, var der et fald i Herlev Kommune på 23 procent.

For andet år i træk er tendensen i Herlev modsat af resten af landet og hovedstadsområdet som helhed, når det gælder indbrud. 

Og set fra Herlevs synsvinkel ser det positivt ud, når det gælder tallene for 2025 i modsætning til året før. 

I 2024 var der markant fremgang i indbrud i Herlev, men det generelle billede var tilbagegang. I 2025 var der tilbagegang i Herlev, mens der som helhed var fremgang i indbrud for første gang i årevis på landsplan, otte procent på landsplan og 12 procent i Region Hovedstaden. 

Det viser oplysninger fra initiativet Bo Trygt, der er oprettet af Trygfonden, Realdania og Det Kriminalpræventive Råd, med basis i tal fra Danmarks Statistik. 

Det går den rette vej, så lad os håbe, at det fortsætter

Stigning i fjerde kvartal

I Herlev var der en tilbagegang på 23 procent fra 2024 til 2025, hvor der blev registreret 106 indbrud. 

»Det er et rigtig godt tal, og vi ligger lunt i svinget. Det går den rette vej, så lad os håbe, at det fortsætter,« siger politikommissær Lars Jørgensen, Københavns Vestegns Politi. 

I Herlev var der 106 indbrud i 2025, og Lars Jørgensen lægger ikke skjul på, at selvom det er et acceptabelt tal, så havde han håbet, at antallet havde holdt sig under 100, som det var tilfældet i både 2022 og 2023, hvor det sidstnævnte år var på 99. 

»Selvom et indbrud altid er et for meget,« konstaterer han. 

Det tydede da også længe på, at antallet ville holde sig under 100 i 2025, men Herlev var i sidste kvartal af året langt mere plaget af indbrud end de foregående ni måneder. 

45 af årets 106 indbrud, omkring 42 procent, fandt sted mellem oktober og december. 

Aktive ved juletid

Hvor Lars Jørgensen havde en specifik forklaring omkring det høje antal i 2024 - der især blev tilskrevet omrejsende indbrudstyve, der lige netop var aktive i Herlev - er der intet konkret i politiets efterforskning, der dokumenterer stigningen i Herlev i slutningen af 2025.

»Men vi ved, at perioden omkring jul ofte betyder en stigning i indbrud, og det så vi denne gang. Det er en svær størrelse at forudse,« siger han.  

Det var modsat det ellers mere indbrudsplagede år 2024, hvor der var en nedgang ved årets udgang, og antallet var lavere. 

På det overordnede plan glæder Lars Jørgensen sig over, at indbrudstallene er lavere alle årene fra 2021, end de var årene før, hvor der flere år var over 200 anmeldte indbrud i Herlev.  

Han sætte pris på samarbejdet mellem borgere, kommune og politi og mener, at det forebygger meget, og borgerne de seneste 10 år er blevet langt bedre til at sikre sig så godt som muligt mod indbrud.  

Vær opmærksom 

Bent Nikolajsen, der er tryghedskonsulent i Bo Trygt og selv bor i Herlev, hæfter sig også ved det gode samarbejde i byen. 

Og ellers opfordrer han beboerne til at blive ved med at forebygge indbrud ved blandt andet at have automatisk lys ved censorer, tilmelde sig nabohjælp, samarbejde med naboer i det hele taget, sikre døre og vinduer så godt som muligt. 

Og så er der et helt generelt og overordnet råd:

»Vær opmærksom,« fastslår han og nævner, man som beboer iagttager, når der er ting, som er usædvanlige, for eksempel ukendte personer som pludseligt kredser lige lovlig meget i et nærområde. 

»Og så kan man altid ringe til politiet. De skal have det at vide, hvis der er noget, de skal være opmærksomme på,« siger han. 

Lars Jørgensen er forhåbningsfuld, når det gælder 2026, hvor Københavns Vestegns Politi har registreret forholdsvis få indbrud i begyndelsen af året.  

LÆS OGSÅ: Påbud på vej til centrets ejer så ambulancer kan køre til boliger 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!