Nedslidt område tæt ved skole: Mads foreslår en grøn park her
Mads Torkenholdt Hansen har stillet borgerforslag om at ændre tilgroet basketballområde til en offentlig park. Herlev Kommune er kommet det i møde på anden vis ved at vedtage træbeplantning som led i den grønne trepart.
En gammelt og rustent stativ til en basketballkurv er nærmest vokset sammen med et træ.
På jorden er der lagt asfalt, som flere steder er flækket, indimellem er der nogle buske og træer.
»Der var basketballbane engang, tror den blev bygget samtidig med skolen i starten af 1970’erne. Og så har den bare ligget brak i 15-20 år, vil jeg tro,« siger Mads Torkenholdt Hansen, der har boet i området hele sit liv og begyndte som barn på den dengang nybyggede Hjortespring Skole, som i dag hedder Kildegårdskolen afd. Vest og snart kommer til at hedde Klausdalskolen, men det er en anden historie.
Asfalten skal fjernes, og der kan laves noget parkagtigt med træer
Baner blev utidssvarende
Idrætsinspektør i Herlev Kommune i 1971-2008 Per Leon Jørgensen har tidligere over for Herlev Bladet fortalt, at da Hjortespring Skole skulle bygges i 1970'erne, skete det med omfattende idrætsmuligheder både inde og ude - deriblandt basketballbaner. Med tiden blev disse utidssvarende og nedlagt, men resterne af dem kan altså ses den dag i dag.
Området vi befinder os på, er den fjerneste del af det grønne idrætsområde ved skolen og tæt på Hjortespringvej. Et område som giver indtryk af, at der har været forskellige planer med i tidernes løb, som der siden ikke er fulgt op på, blandt andet er der plantet nogle buske og træer, men nu er det hverken idrætsbane eller grønt område, men en misligeholdt mellemting.
Det vil Mads Torkenholdt Hansen gerne lave om på, og han stillede derfor sidste år et borgerforslag om at ændre det til en park. Et forslag der udløber til maj, hvor der ikke kan stemmes på det mere.
»Jeg holder meget af natur og grønne områder, som vi ikke har for meget af i Herlev, og det er synd ikke at udnytte sådan et område, når det nærmest kun bruges af hundeluftere og folk, der skyder genvej‚ hvis de skal købe ind,« siger han og foreslår overordnet;
»Asfalten skal fjernes, og der kan laves noget parkagtigt med træer, og så kan der være bænke og aktiviteter for alle generationer, og der kan skabes en regnvandsbed i den ene ende,« siger han og forestiller sig også, at området kan åbnes med nogle indgange mod Hjortespringvej og Malurthaven, så det ikke fremstår så lukket.
»Folk der er svært til bens kan ikke lige komme igennem den vej i dag,« siger han.

Skovrejsning vedtaget
Mads Torkenholdt Hansens borgerforslag har levet et stille liv, siden det kom op sidste forår, har det ikke vakt meget opmærksomhed. Der er langt til de 300 underskrifter, det skal nå i maj, hvis det skal sikres behandling. Det kan naturligvis nåes, hvis der kommer en slutspurt, hvor det vækker interesse, men målet om en park i området er på sin vis under alle omstændigheder kommet nærmere via en anden kommunal beslutning.
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at gå videre med seks områder til skovrejsning som led i den nationale aftale Grøn Trepart, der skal styrke den grønne omstilling af Danmark. Kommunen fremhæver, at det både kan styrke naturen og give rekreative muligheder, og i det nordlige Herlev kan skov desuden give et lille bidrag til grundvandsbeskyttelse.
På nationalt plan skal der plantes 250.000 hektar ny skov frem mod 2045, her udgår områderne i Herlev en lille dråbe i havet med fire hektar.
»Det her er et meget lille bidrag til det, men i den ånd at Herlev også bidrager til den grønne omstilling og de lokale grønne treparter. Jeg vil sige, at jeg håber, at vi på et senere tidspunkt kan kigge endnu mere på, om der er andre områder, ejet af private, der kan indgå i den grønne trepart,« lød det fra SF's Arly Eskildensen, da en enig kommunalbestyrelse i marts godkendte de seks skovrejsningsområder i Herlev.
Herlev Kommunes forvaltning nævner da også borgerforslaget i indstillingen til politikerne. Det fremgår også, at det skal ske i samarbejde med skolen.
Hospitalsparken og træplantning
Mads Torkenholdt Hansen glæder sig over, at kommunen nu selv har fået øje på det forsømte område. Han er enig i, at det er godt med træplantning, der kan supplere de træer, som er der i forvejen, og selvom han foreslår en park, er det ikke et velfriseret område, han forestiller sig.
»Det må gerne være lidt vildt og med mulighed for varieret natur. Sådan er det også med Hospitalsparken,« siger han og nævner, at han også sætter pris på træerne, som kommunen har plantet i det grønne område nord for Lindehøjskolen.
Fakta:
På disse seks kommunale arealer skal der være skovrejsning: Kildegårdskolens boldbane, områder ved Tibbevangen og Ved Hanevangen i det nordvestligste Herlev, ved Grønningen og Stokholtbuen nyttehaver i det vestlige Herlev tæt ved Sømosen samt på Kagsengen ved Kagsmosen i det sydligste Herlev.
Herlev Kommune har tidligere som led i Grøn Trepart udpeget landbrugsjord ved Smør- og Fedtmosen i den grønne omstilling.
LÆS OGSÅ: Efter køers drukneulykke: Er helårsgræsning en god idé eller ej?

Der er lukket for kommentarer