NEXT flytter fra Herlev, men ikke lige med det første
I forbindelse med at NEXT Uddannelse København åbner NEXT Hovedstadens Håndværkercampus i Glostrup flytter en række afdelinger fra Albertslund, Rødovre og Herlev.
Siden 1993 har der ligget en erhvervsskole på Marielundvej 44 - først som en del af Københavns Tekniske Skole (KTS) og efter fusionen mellem KTS og CPH West i 2016 som en del af NEXT Uddannelse København. Men sidste kapitel i den fortælling nærmer sig. Det fortæller nuværende administrerende direktør for NEXT, Ole Heinager.
»Lige nu er vi i en salgsproces, og vi regner med, at der stadig vil være aktiviteter på Herlev-matriklen i hvert fald det næste halvandets års tid,« oplyser direktøren og understreger, at der ikke har været erhvervsuddannelser i Herlev de sidste 10 år, men derimod et skoleoplæringscenter, hvor elever, der ikke har fundet en læreplads kan komme i midlertidig professionel praktik.
Forudsætningen for at kunne købe i Glostrup var at skulle sælge tre adresser (Herlev, Rødovre og Albertslund, red.) for at få råd til én stor
NEXT har også skoler i Albertslund og Rødovre, og sammen med Herlev-afdelingen flytter de til Glostrup, hvor NEXT snart åbner Hovedstadens Håndværkercampus i Kopenhagen Furs tidligere hovedsæde. Med flytningerne samles mere end 20 forskellige erhvervsuddannelser under ét tag under navnet Hovedstadens Håndværkercampus, hvor de første forventes åbnet i august i år.
»Forudsætningen for at kunne købe i Glostrup var at skulle sælge tre adresser (Herlev, Rødovre og Albertslund, red.) for at få råd til én stor. Til gengæld får vi dobbelt så mange kvadratmeter i forhold til dem, vi sælger fra, så casen i forhold til erhvervsuddannelser og det niveau og de faciliteter, vi får, den bliver virkelig forøget,« forklarer Ole Heinager og skærer ind til benet:
»Vi ville ikke have råd til at købe i Glostrup, hvis vi skulle have beholdt for eksempel Herlev,« lyder det.
Artiklen fortsætter under billedet.

Flere gevinster end tab for Herlev
Spørgsmålet er så, hvad er det Herlev mister ved, at den lokale NEXT-afdeling rykker ud?
»Herlev mister ikke en erhvervsskole, som tilbyder erhvervsuddannelser tæt på herlevborgerne,« fastslår direktøren med to begrundelser for øje.
For det første er det en afdeling for skolepraktik, der ligger i Herlev, og ikke en uddannelse, og for det andet er NEXT-afdelingerne i hovedstadsområdet ikke koblet op på de enkelte kommuner, men har et opland, der dækker hele regionen, så det er faktisk kun et fåtal af eleverne i skolepraktikken, der kommer fra Herlev, lyder det.
LÆS OGSÅ: Før Hammergården skal der graves i jorden
»Vi ser ikke på kommunegrænser, men på det samlede opland. Det vil sige, hvor mange mennesker, der bor, og hvilke uddannelser der er i forvejen, og for eksempel når vi inviterer til orienteringsaftener, så foregår det ikke et bestemt sted, men så tager de unge til Ballerup, Ishøj og Nørrebro, så det er ikke, fordi der ligger nogen særlig filosofi bag at placere en afdeling i en bestemt kommune,« understreger Ole Heinager, der altså ikke ser flytningen som et tab for Herlev.
Faktisk vinder Herlev-området mere ved, at man for nylig har flyttet sine medieuddannelser til Skovlunde på grænsen til Herlev, vurderer han. Derudover vil Herlev Kommune på folkeskoleområdet stadig have et samarbejde med NEXT på fagene håndværk og design, tilføjer han.
Artiklen fortsætter under billedet.

Ingen EPX
Men hvorfor ikke flytte medieuddannelserne til Herlev-lokalerne, som I ejer allerede i stedet for at leje jer ind i noget nyt?
»Det er dyrt at bygge erhvervsskoler forstået på den måde, at man skal indrette lokaler til forskellige fagligheder, men i Skovlunde var der allerede tv-studier i forvejen (det gamle Kanal 2, red.), og de uddannelser, vi har flyttet derud, var teater-, event- og AV-tekniker, film- og tv-produktionstekniker samt fotograf , så det er væsentligt billigere for os at leje os ind der, end hvis vi skulle have bygget noget nyt op igen i Herlev, plus det er færre kvadratmeter, som de bruger,« forklarer Ole Heinager.
Hvad med den kommende EPX-uddannelse (en toårig erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse fra 2030, red.) - kan den ikke ligge i lokalerne i Herlev?
Herlev mister ikke en erhvervsskole, som tilbyder erhvervsuddannelser tæt på herlevborgerne
»Vi lægger billet ind på at kunne tilbyde en EPX i Ballerup, hvor vi i forvejen har gymnasium og 10. klasse og i det hele taget et mere egnet undervisningsmiljø, men om vi får den, ved vi ikke,« påpeger Ole Heinager.
Herlev Bladet har besøgt den lokale NEXT-afdeling flere gange for eksempel til uddannelsesmesser for folkeskoleelever, og i forbindelse med skolepraktik for eksempelvis frisører. NEXT har også lavet lokale partnerskabsaftaler med Herlev Kommune gennem tiden, mens NEXT-elever har bidraget til kommunale projekter som for eksempel udarbejdelsen af totempælen på Hørkær, der fungerer som en slags reklamesøjle for begivenheder i Marielundkvarteret. Om kort tid forsvinder de mange elever og deres aktiviteter på Marielundvej, men hvem ved - måske de bliver afløst af andre og lige så spændende tilbud. Salget af matriklen er som nævnt i gang, og hvem der sælges til, vil direktøren ikke ud med - endnu.
Artiklen fortsætter under billedet.

FAKTA: NEXT Herlev
Fra 1993.
Først hed det KTS - Københavns Tekniske Skole, men skiftede navn i 2016.
I dag er der skoleoplæring/skolepraktik.
Breder sig over 15.545 kvadratmeter på adr.: Marielundvej 38-44. Til sammenligning er fx Engskolens areal på 34.906 kvadratmeter.
Med samlokationen af de tre adresser vil NEXT fremover råde over i alt 12 erhvervsskoler og gymnasier fordelt på følgende steder: Glostrup, Ishøj, Emdrup, Skovlunde, Nørrebro (to afdelinger), Ballerup, Albertslund, Hvidovre, Frederiksberg, Valby og Østerbro.
I dag har NEXT seks gymnasier og udbyder mere end 30 erhvervsuddannelser, 19 eux-uddannelser, 10. klasser og kursusaktiviteter - omkring 7.100 elever fordelt på 14 adresser i Storkøbenhavn, hvilket gør den til landets største erhvervs- og gymnasieskole. Afdelingerne ligger blandt andet i Ballerup, Herlev, København, Frederiksberg, Albertslund, Ishøj, Glostrup og Rødovre.
Kilder: Wikipedia og NEXT

Der er lukket for kommentarer