Herlev Bladet

Nomineret til Årets Sportsprofil: Europamester og sabbatår i børnehaven

Mikkel Gudjonsson er blevet dansk mester som senior og har vundet EM-guld og VM-sølv i ungdomsrækkerne i ju-jutsu i denne sæson. Derfor er han nomineret til Årets Sportsprofil 2026.

20-årige Mikkel Gudjonsson har dyrket ju-jutsu i Herlev i 11 år og har netop haft sin mest succesrige sæson. 

Et dansk mesterskab for seniorer er det blevet til, samtidig med han også er blevet ungdomseuropamester og har vundet sølv til ungdoms-VM i sin vægtklasse -85 kg.

Disse sportslige triumfer kaster dog ikke glitter, glamour og store pengebeløb af sig i den sportsgren. 

Han har samtidig med de sportslige præstationer et sabbatår, hvor han arbejder i en børnehave, og Herlev Bladet møder ham i Skinderskovhallen efter arbejde sidst på eftermiddagen, hvor han er på vej til træning.

På grund af hans flotte nationale og internationale præstationer bliver han nomineret til Årets Sportsprofil 2026. 

Som ung er der rigtig gode seniorer at spejle sig i, og det er vigtigt

En alsidig kampsport 

Mikkel Gudjonsson søger ind på et studie, som har noget med tal at gøre, det er matematik og erhvervsøkonomi, som han har prioriteret. 

»Ja, det har jeg altid været glad for og god til,« siger han med et smil om tal og matematik.

Noget andet han er glad for og god til, er naturligvis ju-jutsu. Han begyndte som ni-årig i Herlev Ju-Jutsu sammen med sin syv-årige lillebror, da deres far gerne ville have, at de skulle lære en kampsport, så de kunne forsvare sig selv. 

Faderen valgte ju-jutsu til sine sønner, da han anså den som mere omfangsrig end flere af de andre former for kampsport. 

»Han syntes, det var fedt, at det var ligesom lidt mere alsidigt, fordi at her har vi jo både slag og spark, men vi har også judodelen med holdegreb, nedtagninger og kast. Så på den måde er der lidt fra alle verdener,« siger han og nævner, at judodelen er hans egen stærkeste side. 

Og faren vurderede rigtigt, når man ser på sønnens interesse, og hvad han allerede har drevet det til. 

Da han var omkring 12-13 år, fandt han ud af, at talentet var noget udover det sædvanlige. 

»Det er ikke den største sport, så jeg mødte tit nogle, der var lidt større og ældre end mig selv eller vejede lidt mere, og så blev jeg hurtigt meget motiveret over, at dem skulle jeg godt nok slå, og det kunne jeg. Så begyndte jeg at lægge noget mere indsats i det selv, og derfra så steg niveauet hurtigt. Og så kom jeg ind og fik lov til at træne med på bruttolandsholdet, da jeg var 13 år,« husker han tilbage. 

Målet er VM 

Sidenhen er fremgangen fortsat kulmineret med denne sæson, hvor det blev til det førnævnte danske mesterskab for seniorer samt medaljerne til EM og VM i ungdomsrækkerne. 

Derudover er det også blevet til både blevet til en guld- og en bronzemedalje til et par store internationale stævner for seniorer. 

Når Mikkel Gudjonsson bliver spurgt, hvad hans store målsætning er nu, er han ikke i tvivl. 

»Det er jo klart, at man vil jo gerne have verdensmesterskabet. Det er jo den største i min optik i hvert fald, og så bliver der set lidt mere op til det, når det er seniorniveau frem for ungdoms-VM. Spændet fra hvor jeg er, til hvor de er i min vægtklasse, er meget småt, og det burde jeg sagtens kunne hente, og jeg har også vundet over mange af dem, der tager de helt store medaljer,« siger han. 

Lærer og lærer fra sig

Danmark er en nation, som gør det godt i ju-jutsu, og derfor er det som dansker ikke urealistisk at nå helt til tops. Mikkel Gudjonsson sætter pris på det træningsmiljø, som der er i Danmark som helhed og i Herlev i særdeleshed. 

»Som ung er der rigtigt gode seniorer at spejle sig i, og så er der virkelig gode træningsmakkere, og det er vigtigt. Det har betydet meget for mig,« siger han og nævner, at han selv har været træner for de yngre i Herlev.  

»Det havde jeg gode oplevelser med, da jeg var yngre, så det er fedt at kunne give det samme videre,« siger han. 

Mikkel Gudjonsson fortæller dog, at tiden ikke er den samme længere med fuldtidsjob ved siden af hans egen karriere, derfor har han ikke så meget til at træne andre for tiden. 

»Men jeg underviser ungdomsholdet en gang i mellem. Der er især en, som vi er begyndt at hive med ind på bruttolandsholdet, så han også kan få noget mere erfaring og blive en god træningsmakker senere hen,« fortæller han. 

Muligvis kan Mikkel Gudjonsson dermed sideløbende med sin egen karriere være med at udvikle en ny medaljevinder i sin sport på nationalt og internationalt plan - og måske en fremtidig nomineret til Årets Sportsprofil, hvem ved? 

Ju-jutsu og jiu-jitsu 

Herlev Ju-Jutsu tiltrækker en del medlemmer fra andre kommuner, da den sammen med en klub på Frederiksberg er de eneste, som specifikt har ju-jutsu som sport, andre har den beslægtede jiu-jitsu. 

Forskellen er, at sidstnævnte kun er en selvforsvarssport, men ju-jutsu er en kampsport, forklarer Herlev Ju-Jutsus formand Jacob Fog Topp.

Klubben i Herlev er omkring 30 år gammel, og der er omkring 50 medlemmer. 

Da Mikkel Gudjonsson var barn i Glostrup fortæller han, at hans far netop skulle vælge mellem en klub på Frederiksberg og en i Herlev. Det er både han selv og klubben vist ganske godt tilfredse med. 

Fakta - Årets sportsprofil:

Herlev Bladet har kåret Årets Sportsprofil siden 1992

Fem gange i løbet af foråret og sommeren finder Herlev Bladet nominerede til Årets Sportsprofil 2026. Foreløbig er golfspilleren Jessica Dyreskov, Herlev Eagles, BMS Herlev og ju-jutsukæmperen Mikkel Gudjonsson nomineret

Blandt de fem nominerede bliver Årets Sportsprofil fundet og kåret til Herlev Festuge i sensommeren

Har du en idé til Årets Sportsprofil, så skriv til sport@herlevbladet.dk  

LÆS OGSÅ:  Nomineret til Årets Sportsprofil: Fire danske mesterskaber til BMS Herlev 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!