Nomineret til årets sportsprofil: “Jeg drømmer om EM og VM”
15-årige Caroline Kirkegaard Bruun har svunget sig til en masse hædersbevisninger på det seneste. Nu har den nominerede til årets sportsprofil fra Hjortespring Golfklub landsholdet på sigtekornet.
Caroline Kirkegaard Bruun har haft et vildt halvår.
Først blæste hun modstanderne af banen til de to første runder af Dansk Golf Unions individuelle elite turnering, Dormy Elite Tour, i maj og juni, før hun atter sikrede sig metal i form af bronze ved DM for juniorer i sidste måned.
Herlev Bladet møder den 15-årige golfkomet fra Vangede i Hjortespring Golfklub. På golfbanerne i Herlev finpudses færdighederne nemlig på ugentligt basis til at kunne svinges op til nye højder. I dag, tirsdag den 6. august, er ingen undtagelse, når det kommer til det tårnhøje ambitionsniveau, der nu også har sikret hende en nominering som årets sportsprofil i Herlev. Men hun vil højere op endnu.
»Mit store mål for i år er at komme på pigelandsholdet,« lyder det med determination i stemmen fra Caroline Kirkegaard Bruun, før hun lægger op til en uddybning:
»Lige nu spiller jeg i det, der hedder udviklingstruppen, som er en bruttotrup til landsholdet, hvor vi samles en gang om måneden, så landstrænerne kan se os an.«
»På pigelandsholdet kan man blive udtaget til EM og VM, og det er mine mål,« slår hun fast.
Golf i blodet
Caroline Kirkegaard Bruun har spillet golf i Hjortespring Golfklub siden seksårsalderen. Det lå ganske naturligt i kortene, da hele familien er bidt af en gal golfspiller, fortæller hun, der i øvrigt flankeres af moren, Lise, der til anledningen også er ude og svinge golfkøllen.
»Hele familien spiller golf, så jeg har virkelig været drevet af konkurrencen, der lå i at kunne præstere, når jeg er på golfbanen,« udtrykker hun om den energi, der får hendes golfslag til at lyne afsted.
»Min styrke har altid været, at jeg slår langt. Jeg er forholdsvis høj, hvilket er en stor fordel, for så kan jeg komme længere ud i banen med mine slag,« fremhæver Caroline Kirkegaard Bruun, der nødvendigvis ikke er kommet legende til det, indskyder mor Lise:
»Hun har været god til mentalt at bearbejde det pres, der kan være ved at dyrke sport på så højt plan. Hun er måske ikke den, der har haft nemmest ved det, men hun har været sej og kæmpet sig igennem det, når der har været behov for det.«
Vil se, hvad det kan blive til
For at tage det næste skridt op til landsholdet er der et klart forbedringspunkt ved Caroline Kirkegaard Bruuns golfspil, hun skal slå et sving ind imod, fortæller hun.
»Jeg skal få min score ned,« lyder det med reference til det antal point, man opnår i en turnerning.
»De (landsholdet, red.) går også meget op i, at man passer sin træning og er fokuseret omkring det, så det fokuserer jeg også meget på. Træningsmiljøet er på et virkelig højt niveau herude (Hjortespring Golfklub, red.), så det hjælper mig en del,« fortsætter Caroline Kirkegaard Bruun.
Adspurgt, om hun drømmer om en dag at kunne leve af spillet på højde med andre navnkundige, kvindelige danske golfspillere som Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen, responderer hun i korte, velovervejede vendinger:
»Jeg vil rigtig gerne se, hvor langt jeg kan tage det, og se, hvor god jeg kan blive.«
»Om det så bliver på professionelt plan, det må tiden vise, fordi det er svært og kræver ikke mindst mange penge at opnå,« tilføjer Caroline Kirkegaard Bruun, mens mor Lise nikker bekræftende.
Amerikanske drømme
Caroline Kirkegaard Bruun fortæller hertil, at vejen til en professionel golftilværelse i høj grad er brolagt med amerikanske drømme.
»Jeg drømmer om at komme på college i USA, hvor de virkelig vægter sport højt,« siger hun, der for nuværende træder ind i 10. klasse efter sommerferien.
»Da jeg har vundet de turneringer, jeg har, er jeg faktisk kommet på verdensranglisten, og det betyder, at colleger senere hen kan kontakte mig på den baggrund,« forklarer Caroline Kirkegaard Bruun og bemærker, at potentielle talentspejdere dog først må slå til, når hun en dag entrerer gymnasietrinnet 2. g.
Den tid, den glæde. Inden da venter tre turnerninger og en landsholdsambition forude for den 15-årige golfkomet, der har familien med hele vejen.
»Så længe Carolina har det sjovt med det, så bakker vi hende 100 procent op,« garanterer mor Lise.
Lad os bare sige, at det er artiklens hole-in-one.
LÆS OGSÅ: Nomineret til årets sportsprofil: “Jeg går ikke ind til noget halvhjertet”
Fakta om sportsprofiler:
Fem gange i løbet af foråret og sommeren 2024 kårer Herlev Bladet nominerede til Årets Sportsprofil. Blandt de fem nominerede bliver Årets Sportsprofil fundet og kåret til Herlev Festuge i sensommeren.
De nominerede er:
Caroline Kirkegaard Bruun, Hjortespring Golfklub
Elias Idrissi, Herlev Boxing/TK Promotion og Rng-Sde Promotion
Marguerit Silke Siggaard og Albert Lehmann-Strøm, Vivis Dans
Der er lukket for kommentarer