Herlev Bladet

Nomineret til Årets Sportsprofil: Sølv og socialt liv ved bordtennisbordet

Herlev Bordtennis vandt i den forgangne sæson for første gang sølv i Danmarksmesterskabet. Nu er de nomineret til Årets Sportsprofil i Herlev.

»Hvis vi vandt 5-0, havde holdlederen lovet mig, at jeg måtte køre hjem i Porschen.«

Det fortæller bordtennisspilleren Thor B. Christensen fra Herlev (HI) Bordtennis om en situation efter en udekamp i løbet af sæsonen i Elitedivisionen i bordtennis. En sæson som endte med, at Herlevklubben kunne snuppe sølvmedaljer i danmarksturneringen, den bedste placering nogensinde.

5-0-sejren fandt sted på udebane over Hørning, så der var en god og lang tur hjem i Porsche, hvor holdlederen havde stillet førersædet til rådighed, mens han selv måtte sidde på det midterste sæde på bagsædet, lyder det muntert i klublokalerne ved Kildegårdskolen Vest.

Med på Herlevs hold i den kamp var også 53-årige Jesper Hestbek, som trådte til flere gange i løbet af sæsonen, når der var skader hos stamspillerne, hvor han aldersmæssigt kunne være far til flere af dem, blandt andet holdets absolutte stjerne Thor B. Christensen på 24 år, som er landsholdsspiller og var tæt på at deltage ved OL i fjor og i øvrigt spiller sideløbende i udenlandske klubber, tidligere i Frankrig og nu i Sverige.

Jeg føler, at vi har haft en styrket hold- og klubånd, alle hold følger hinanden her i klubben

Godt bånd i klubben

Med HI Bordtennis' flotte præstation er de af Herlev Bladet blevet nomineret til Årets Sportsprofil 2025.

Hvis nogle skulle tro, at den stærke præstation på eliteplan måske er gået ud over det sociale klubliv, må man tro om igen, i hvert fald ifølge Thor B. Christensen og Jesper Hestbek.

»Det er sjovt med den bredde, der er i klubben, alle spiller mod alle, og alle spiller hinanden op. Vi har det socialt rigtig godt med hinanden,« siger Jesper Hestbek, som nævner, at han netop efter 20 års pause fra bordtennis på eliteplan fik lyst til at spille på topplan, fordi han efter at være meldt ind i Herlev Bordtennis oplevede en særlig glæde ved spillet igen.

»Det har virkelig været en fed sæson i år. Jeg føler, at vi har haft en styrket hold- og klubånd, alle hold følger hinanden her i klubben, der er et virkelig godt bånd mellem os,« siger Thor B. Christensen, der har spillet i Herlev, siden han var 17 år.

Udover sin egen karriere hjælper han også til med træningen af børn og unge i Herlev Bordtennis, når tiden tillader det. Thor B. Christensen har prøvet at være nomineret til Årets Sportsprofil tidligere, det var som individuel spiller i 2019, da han var 18 år.

Sølvmedaljevinderne fra venstre: Daniel Simonsen, Thor B. Christensen, Martin Friis, William Bergenblock og Jesper Hestbek. Foto: Herlev Bordtennis.

Fedt med en finale

Thor B. Christensen har allerede opnået meget i sin bordtenniskarriere, men det var en særlig oplevelse at være i DM-finalen for hold.

»Det var fedt at være i finalen. Der var rigtigt mange fra klubben inde at se kampen i Herlev, og i Næstved var hallen helt fyldt, så der var restriktioner på, at der ikke måtte komme flere ind. Det var helt sygt,« fortæller han og nævner samtidig, at han havde nogle problemer med ryggen.

Herlev tabte 0-5 og 1-5 til Næstved. I Herlev hæfter man sig ved, at Næstved har et stærkt hold med fire udlændinge, og at flere af kampene var tætte, så nederlaget var egentlig ikke så stort, som det ser ud, peger HI Bordtennis' formand Sten Nielsen på.

Udover Thor B. Christensen og Jesper Hestbek består Herlevs hold af endnu en dansker: 22-årige Daniel Simonsen samt svenskerne: Martin Friis, Fredrik Cöster,  Henrik Johansson, Malte Möregårdh samt den 17-årige William Bergenblock.

 

Thor B. Christensen er et af dansk bordtennis' største navne. Foto: Thomas Frederiksen
Thor B. Christensen er et af dansk bordtennis' største navne. Foto: Thomas Frederiksen

Håb om Anders Lind

I klubben melder man ud, at man går efter guldet i næste sæson. Dels har man et stærkt hold i forvejen, og man får tilgang af japaneren Shoma Nishihara, og så er der håb om, at den danske OL-profil Anders Lind kan spille for Herlevs hold til næste forår.

Han er sådan set allerede meldt ind i HI Bordtennis og optræder i klubtøjet, når han deltager i turneringer i Danmark, men tyske regler har hidtil gjort, at han ikke har kunnet spille i den danske liga, når han samtidig optræder for Borussia Dortmund i den tyske Bundesliga.

Ifølge Sten Nielsen er der nye regler på vej i næste sæson, der gør, at hvis en klub ikke er nået til slutspillet i Tyskland, må spillerne derfra gerne optræde for en dansk klub. Det kan i givet fald blive tilfældet, men dermed først i 2026, hvor der spilles slutspil i både Tyskland og Danmark.

Herlevs hold rykkede op i den bedste række i 2017, inden sølvet har de vundet bronze flere gange. I år nåede de finalen første gang, efter at have slået de mangedobbelte danske mestre, BTK61 Roskilde, i semifinalerne med 5-2 både ude og hjemme

Det er dog ikke kun, når det gælder førsteholdet, at Sten Nielsen har store forhåbninger og glæder sig over sæsonen, der er gået. Antallet af ungdomsmedlemmer er steget fra 13 til 35, oplyser han om. Og så er der samarbejde med skoler i Herlev. Der er i alt omkring 140 medlemmer af klubben.

Bordtennis. Jesper Hestbek gjorde i sæsonens løb comeback i toppen af dansk bordtennis efter 20 års pause. Foto: Thomas Frederiksen
Jesper Hestbek gjorde i sæsonens løb comeback i toppen af dansk bordtennis efter 20 års pause. Foto: Thomas Frederiksen

Fakta:

Herlev Bladet har kåret Årets Sportsprofil siden 1992.

Fem gange i købet af foråret og sommeren i år finder Herlev Bladet nominerede til Årets Sportsprofil 2025.

Blandt de fem nominerede bliver Årets Sportsprofil fundet og kåret til Herlev Festuge i sensommeren.

De tre første nominerede er: Herlev Eagles’ herrehold, Vanessa Peters (atletik) og HI Bordtennis' herreseniorhold.  

Har du en idé til Årets Sportsprofil, skriv til: sport@herlevbladet.dk

LÆS OGSÅ: DM-sølv til Herlev Bordtennis

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!