Nomineret til Årets Sportsprofil: Stærkt sammenhold med pigerne i golfklubben
Den 17-årige golfspiller Jessica Dyreskov fra Hjortespring Golfklub er både blevet dansk mester og har vundet en stor international turnering siden sidste sommer.
Herlev Bladet møder 17-årige Jessica Dyreskov i Hjortespring Golfklub, dagen efter hun er kommet hjem fra Spanien efter en træningslejr med landsholdet og dagen før, hun er på vej til Frankrig, hvor hun skal på kombineret ferie og til golfturnering.
»Så jeg er lige hjemme og kan nå og vaske tøj,« siger hun med et smil.
Grunden til vi møder hende er, at hun er kåret til første nominerede til Årets Sportsprofil i Herlev i 2026. Det sker på baggrund af flere imponerende resultater gennem det forløbne år, her er hun blandt andet blevet danmarksmester i golf og vinder af den prestigefyldte internationale ungdomsturnering: Portuguese Junior Internationals.
Hun er dermed med i den absolutte danske golfelite i en ganske ung alder, og når man er på det niveau, er det vigtigt at holde sporten ved lige hele tiden.
Det var vildt fedt, at der var sådan en mængde piger, da jeg kom herud
Surrealistisk at vinde DM
Golf har altid været en del af Jessica Dyreskovs liv. Hendes far Thomas spiller golf, og hun fulgte ham rundt på baner som lille og begyndte at dyrke sporten, inden hun officielt var medlem af en klub.
Familien er fra Vallensbæk, og som otte-årig blev hun medlem af den lokale klub CGC.
»Og de kendte mig jo allerede, jeg havde jo været der siden, at jeg var helt lille,« fortæller hun.
For Jessica Dyreskov har golf dermed altid været en del af livet. Derfor er det også svært at svare på, hvorfor hun egentlig har valgt at dyrke sporten, det er jo bare sådan. At hun selv er blevet en del af eliten inden for golf, er noget som er fulgt med.
»Jeg kom i udviklingstruppen, som er under landsholdet, da jeg var 13 år, og lige pludselig kom jeg til større turneringer og begyndte at spille med ’damer’, og så kom jeg på landsholdet, da jeg var 15 år,« fortæller hun og nævner, at det var særdeles overrumplende for hende at blive dansk mester i fjor.
»Det var meget surrealistisk. Jeg havde ikke rigtig sat mig op til, at det var noget, jeg kunne spille med om. Det er meget for bare at se nogle andre spille, og se hvordan de gjorde det, at jeg stillede op og så fungerede spillet fungerede, så var scoren lige pludselig lav,« konstaterer hun.

Skiftede til Hjortespring
For omkring fire år siden skiftede Jessica Dyreskov til Hjortespring Golfklub, og det skyldes det både en god ungdomsafdeling og det særlige miljø, der er i klubben for piger og kvinder, som spiller golf.
»Jeg var den eneste pige ude i min tidligere golfklub. Så det var vildt fedt, at der var sådan en kæmpe mængde piger, da jeg kom herud. Det var rigtig vigtigt, at der var en god juniorafdeling og nogle gode trænere, som forstod, hvad man havde brug for hjælp til. Så det syntes jeg var virkelig fedt. Og bare et godt socialt liv, man har herude,« siger hun og tilføjer:
»Jeg kan rimelig hurtigt skrive til nogle af pigerne, at jeg skal ud og træne, og så står de herude en time senere. Så det er meget fedt.«
Golfklubben i det nordlige Herlev har flere talentfulde unge kvinder, udover Jessica Dyreskov er det blandt andet Filippa Mortensen og Caroline Kirkegaard Bruun, sidstnævnte blev nomineret til Årets Sportsprofil i Herlev i 2024. Flere af pigerne i Hjortespring kendte Jessica Dyreskov ganske godt, inden hun skiftede klub. Der er flest af hankøn i golf, derfor har pigerne et særligt fællesskab.
»Vi har spillet sammen i turneringer. Jeg tror også, det er lidt federe, når det er mere er en drengesport, så bliver man tættere med pigerne, fordi der ikke er lige så mange.«

Drømmer om college
Selvom der er mange turneringer og rejser, har Jessica Dyreskov andet at se til end golf. Hun går i HF på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg, hvor hun er på Team Danmark-linjen, der tager tre i stedet for to år, så der er tid til at dyrke sport ved siden af studierne.
Hun forestiller sig i fremtiden at blive ved med at kombinere studier og sport.
»Lige nu har jeg et mål om at komme på college i USA, når jeg er færdig med gymnasiet. Det er der flere golfspillere, der er begyndt på, også her fra klubben,« fortæller hun.
Mange vælger at spille golf, når de er voksne, nogle endda først når de er blevet pensionister. For Jessica Dyreskov er det som sagt anderledes. Der lå måske ikke en golfkølle i vuggen, men det er tæt på. Når hun skal prøve at fortælle nogle kvaliteter om golf, fremhæver hun efter lidt betænkningstid:
»For mig er det et sted, hvor man kan træne for at få lidt ro i hovedet. Jeg synes, det er meget fedt at være udenfor og ikke skulle være inde i en hal hele tiden. Så det er jo også en god måde bare at få noget frisk luft.«
Fakta: Årets sportsprofil
Herlev Bladet har kåret Årets Sportsprofil siden 1992.
Fem gange i løbet af foråret og sommeren finder Herlev Bladet nominerede til Årets Sportsprofil 2026.
Blandt de fem nominerede bliver Årets Sportsprofil fundet ved afstemning og kåret til Herlev Festuge i sensommeren.
Har du en idé til Årets Sportsprofil, så skriv til sport@herlevbladet.dk.
LÆS OGSÅ: Katrine har kæmpet sig tilbage efter langvarig skade - spiller DM-semifinale i basketball

Der er lukket for kommentarer