Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Nu kan man fordybe sig, tro og bede på hospitalet

Efter flere års forsinkelse blev landets første Center for Fordybelse og Tro indviet på Herlev Hospital, og idémanden bag blev æret med en takketale.

»Jeg har været her i 20 år, og tanken om centeret har fyldt rigtig meget, så det glæder mig, at det bliver til noget, og at det er en unik løsning, der passer til tiden med plads til forskellighed«.

Ordene er daværende hospitalspræst Tom Kjærs i en artikel i Herlev Bladet i 2016. Dengang håbede han,  der desværre er gået bort i mellemtiden, at Center for Fordybelse og Tro ville stå færdigt i 2017. Et center, han fik ideen til for mange år tilbage, og som han også langt hen ad vejen var med til at realisere.

Spoler vi frem til i dag – eller rettere torsdag sidste uge, blev Tom Kjærs drøm til virkelighed, da selv samme center blev indviet som del af det nye Herlev Hospital.

Tak til Tom

»Det er en dag, vi har set frem til med stor forventning«, indledte hospitalsdirektør Klaus Lunding og:

»Så kom endelig dagen«, lød det fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (A).

Det var tydeligt, at byggeriet har været lang tid undervejs, men der var også stor glæde at spore blandt de mange fremmødte, som blandt andet talte biskop Lise-Lotte Rebel, lokale præster, den tidligere hospitalsdirektør og ikke mindst Tom Kjærs familie.

»Vi skylder Tom Kjær en fantastisk stor tak for, at vi kan stå her i dag, for havde han ikke været her, så var det ikke blevet til noget«, påpegede Klaus Lunding, der understregede, at dagen derfor også betød noget for ham personligt.

LÆS OGSÅ: Kræftbehandling i verdensklasse

Da han startede på jobbet i 2015 fik han nemlig at vide, at der var en præst, som ville opsøge ham for at fortælle om den her sag, som han brændte for.

»Så jeg mødte Tom som et fantastisk engageret menneske, der kunne tale i timevis om en del af hospitalsdriften, som jeg slet ikke kendte til, og det smittede«, fortalte Klaus Lunding.

Han bemærkede, at man af samme årsag havde opsat en mindeplade til højre for indgangen til centeret, som han opfordrede de fremmødte til at stoppe op og betragte til ære for den tidligere hospitalspræst.

To indvielser

Efter det ceremonielle kunne folk gå rundt i det nye center, som består af et fællesrum, der giver adgang til et kirkerum med et alter og den gamle skibsklokke, som også hang i det nu tidligere bederum på hospitalet. Et muslimsk bederum både med bedetæpper vendt mod Mekka og to små rum med mulighed for afvaskning. Og et ’fordybelsesrum’ som fremstår klinisk og uden ’forstyrrende’ elementer. Alle rum med store vinduespartier ud mod grønne udearealer og vandløb.

Fra centeret kan man også gå direkte ud til en af hospitalets store nye haver.

Centeret er vel at mærke både for patienter, pårørende og medarbejdere på hospitalet.

Præstebro Kirke har fået brugsretten til kirkerummet i 30 år, da det ligger i kirkens sogn.

Efter torsagens indvielse indviede også førnævnte biskop fra Helsingør Stift kirkerummet med en åbningsgudstjeneste.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!