Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Nu lukker velkomsthus til ukrainske flygtninge

Tilstrømningen af ukrainske flygtninge til Herlev er efterhånden meget begrænset, og derfor nedjusteres indsatsen i kommunen også gevaldigt.

Siden krigen i Ukraine brød ud, har Herlev Kommune modtaget i alt 92 ukrainske flygtninge.

Men tilstrømningen af flygtninge er nu så begrænset, at håndteringen og organiseringen af modtagelsen af de ukrainske flygtninge nu nedjusteres.

Det har været fantastisk godt, at der har været en dedikeret enhed til at tage sig af alt det akutte

Det betyder helt konkret, at det velkomstcenter, der blev etableret i Herlev Kommune for at hjælpe ukrainske flygtninge, er lukket. Antallet af ansatte er desuden justeret fra tre til to. En tolk og en ukrainekoordinator fortsætter i ansættelse frem til december, og herefter bliver de ikke forlænget.

Det fremgår af dagsordenen for det kommende møde i Arbejdsmarkedsudvalget, som skal afholdes 26. oktober.

»Velkomsthuset var en akutindsats, der blev sat i gang efter behov. Henover sommeren er der ankommet væsentligt færre ukrainske flygtninge til Herlev Kommune, og derfor er der også behov for at justere indsatsen. Det betyder, at de fysiske lokaler er lukket, og så er to ud af tre medarbejdere flyttet op på rådhuset,« fortæller Susie Nørregaard, der er Ukrainekoordinator i Herlev Kommune.

80 ukrainere bor fortsat i Herlev

Frem til december, hvor der altså ikke længere vil være nogle ansættelser koblet direkte på den overordnede håndtering af ukrainske flygtninge, vil man så arbejde på at vejlede de ukrainske flygtninge i at bruge de ordinære systemer i kommunen.

»Og derudover bruger vi tiden på at samarbejde med den frivillige verden her i Herlev. Vi samarbejder blandt andet med frivilligecenteret om de opgaver, der ikke er kommunale opgaver, men som stadig vil være rare for flygtninge, at der blev taget hånd om,« uddyber Susie Nørregaard.

LÆS OGSÅ: Lysbegrænsninger og sluk for saunaer – sådan vil kommunen spre 137.000 kroner

Selvom det godt kan virke vemodigt at lukke velkomstcentret, så forklarer Susie Nørregaard, at man kun ser tilbage på det med glæde.

»Det har været fantastisk godt, at der har været en dedikeret enhed til at tage sig af alt det akutte i forbindelse med de ukrainske flygtninge, der kom til kommunen, så det almindelige system ikke er blevet belastet af det. Og jeg synes, at man fra kommunens side fik handlet hurtigt på de ting, der skulle handles på,« siger hun og fortsætter:

»Det har jo i sidste ende betyde, at de nye borgere hurtigere har kunne komme i gang med deres liv her i Herlev. Selvfølgelig er alle ikke selvkørende endnu, men håbet er, at vejledningen i at bruge de ordinære systemer vil hjælpe dem på vej til at være helt selvkørende.«

Ud over kommunens indsats, så har man også været godt hjulpet på vej af den hjælp, civilsamfundet har tilbudt. Noget som kommunen er særligt taknemmlige for. Nu er håbet bare, at den hjælp vil fortsætte omend i en anden form end tidligere.

Af de 92 flygtninge, som Herlev har modtaget, har 10 af dem forladt Danmark igen, og to er afgået ved døden. Der er dermed 80 ukrainere med opholdstilladelse i Herlev Kommune pt.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!