Herlev Bladet

Ny beslutning skal reducere oversvømmelser i Musikkvarteret men først om nogle år

Forsyningsselskabet HOFOR har besluttet at gå videre med et projekt, der i 2029-2030 skal dæmme op for oversvømmelserne i Musikkvarteret. Både borger og borgmester er glade.

I 2029-2030 regner man med at kunne tage det første spadestik til den eller de løsninger, der skal reducere de gentagne oversvømmelser, som Musikkvarterets beboere har været og er udsat for, når det regner kraftigt. Det oplyser både Herlev Kommune og forsyningsselskabet HOFOR.

For nylig traf HOFOR's bestyrelse, hvor Herlevs borgmester også er medlem, en beslutning om at genoptage et tidligere projekt, som nu skal føre til konkrete løsninger på vandproblemerne såsom udbygning af kloakkernes kapacitet, nye rør samt etablering af bassin med pumpe- og renseløsninger. Først vil man dog søsætte en VVM-undersøgelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet) med udgangspunkt i at få lavet en miljøkonsekvensrapport, lyder det.

LÆS OGSÅ: Madens dag fejret i orange

Borgerne har været udfordret af oversvømmelser i mange år, nu går der yderligere fire fem år, hvorfor tager det så lang tid?

'Arbejdet er allerede indledt, men før vi kan gå i jorden sådan helt bogstaveligt, er der dels nogle løsninger, der skal udtænkes og designes og dels nogle tilladelser, der skal være på plads', skriver Anja Collin Højen, områdechef i HOFOR for Spildevand Plan, i en mail, hvor hun også henviser til, at udarbejdelsen af den nævnte rapport tager tid.

Fokus på de bedst mulige løsninger

Er det så tilstrækkeligt til at løse vandproblemerne?

'Der kommer mere vand som følge af klimaforandringer. Sammen med kommunen arbejder vi intenst på at lave de løsninger, der skaber størst forandring i området, så oversvømmelserne reduceres fremover. Samtidig er det vigtigt at sige, at de løsninger, der etableres, også handler om, hvilket niveau vi som forsyningsselskab må sikre til,' forklarer Anja Collin Højen.

de løsninger, der etableres, også handler om, hvilket niveau vi som forsyningsselskab må sikre til

Netop love og regler har tidligere været en stopklods for at udbedre problemerne i Musikkvarteret - blandt i forhold til det høje grundvandsspejl, der er i området. Men også den knast er væk med forårets lovforslag støttet af et politisk flertal med det formål at give spildevandsforsyningsselskaber lovhjemmel til at sikre byområder som Musikkvarteret mod oversvømmelser fra terrænnært grundvand. Den del har dog ikke noget med det ovennævnte projekt at gøre, oplyser HOFOR.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nogle herlevborgere i Musikkvarteret tog skybruddet i august 2022 med ro og en god portion humor. Foto: Claus Holmer.

Gode nyheder for beboerne

Selvom der altså går nogle år, er Heidi Svejgaard, der har boet i Musikkvarteret i mange år, glad for, at der nu er truffet en beslutning. Hun sidder også med i en følgegruppe med HOFOR og kommunen, hvis arbejde netop går ud på at finde en løsning på problemerne. 

'Det er rigtig gode nyheder, at der endelig er truffet beslutning om at gå videre med projektfasen. Vi har selvfølgelig brug for at se, at der også er afsat budget til gennemførelse, ellers er det jo nok for tidligt at glæde sig. Det må vi nok afvente en egentlig offentliggørelse for at se. I forhold til tidshorisonten i 2029/2030 for første spadestik er det som forventet. HOFOR og Herlev Kommune har tidligere i år informeret om tidsperspektivet grundet krav om miljøkonsekvensrapporten. Det kan man sige burde have været forudset og startet op for længe siden, men uden en beslutning om et konkret projekt, er det jo omvendt også svært at komme i mål med en konkret redegørelse af miljøkonsekvenserne. Derfor er det godt, hvis der endelig er et rammesat projektgrundlag nu, så det arbejde for alvor kan komme videre. Så alt i alt er det rigtig gode nyheder for os i Musikkvarteret,' skriver hun til Herlev Bladet.
godt, hvis der endelig er et rammesat projektgrundlag nu, så det arbejde for alvor kan komme videre. Så alt i alt er det rigtig gode nyheder for os i Musikkvarteret

Ikke bare snak

Også borgmester Marco Damgaard (S), der som nævnt har været med til at træffe beslutningen, er glad.

»Jeg agiterede på det kraftigste over for mine kollegaer for, at vi skulle tage en beslutning, så jeg er meget glad. Det bliver bøvlet, når vi skal gå i gang, men det kommer herlevborgerne i Musikkvarteret til gode,« siger han, der er med på, at det kommer til at tage tid.

»Det er en meget kompliceret sag, hvor man laver en forundersøgelse, som koster et tocifret millionbeløb. Der er sat penge af til analyse og undersøgelsesarbejde, og man fornyer den underjordiske infrastruktur i forhold til spildevand - det her er moderne velfærd. Det er klart, at jeg havde da også ønsket mig, at det gik hurtigere, men jeg er meget tilfreds med, at vi i det mindste har besluttet, og vi kan sige, at nu sker der noget. Det er ikke bare snak mere,« understreger han, der som bestyrelsesmedlem også vil være obs. på, at den anden mulighed om at sænke grundvandet ikke karambolerer med det nuværende projekt.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!