Herlev Bladet

Ny enhed på hospitalet: Ældre patienter skal have mere hjælp

​Herlev og Gentofte Hospital etablerer landets første tværgående enhed, der skal styrke forløbene for ældre, skrøbelige kirurgiske patienter

’Det er bare top,’ er der måske nogle, som vil sige, navnet er dog  TOPP, der er en forkortelse af det ikke helt så mundrette: Tværgående Optimering af Perioperative Patientforløb. 

 Det udspringer af Afsnit for Ældresygdomme i Afdeling for Medicinske Sygdomme på Herlev Hospital. 

TOPP skal med et tæt samarbejde på tværs af specialer bidrage til at reducere komplikationer, genindlæggelser og tab af funktionsevne efter operation for ældre patienter, skriver Herlev og Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.

Ifølge hospitalet er det den første enhed af sin art i Danmark. 

’Vi har allerede gode erfaringer med eksisterende tiltag, men med TOPP bygger vi ovenpå med en systematiseret, fælles indsats, der, med et helhedssyn på patienten, giver det bedst mulige udgangspunkt for den enkeltes forløb,’ siger ledende overlæge Marie Enemark Durand, Afdeling for Medicinske Sygdomme, i pressemeddelelsen. 

Målet er at sikre, at patienter er bedst muligt forberedt

Kirurgisk fitness 

Målet er at træffe beslutninger, der tager udgangspunkt i patientens livskvalitet og funktionsevne, med patienten i centrum.

’Ældre patienter har ofte flere samtidige sygdomme, og derfor kræver det et samlet blik på både medicin, ernæring og fysisk funktion,” siger Cecilia Lund, funktionsansvarlig overlæge i den nye enhed.

’Målet er at sikre, at patienter er bedst muligt forberedt – både fysisk og mentalt – inden operation. Det handler i høj grad om kirurgisk fitness,’ forklarer hun og fortsætter:

’Kirurgi er en stor belastning for kroppen, og derfor skal vi være ærlige omkring risikoen for den enkelte patient. Samtidig ønsker både vi, anæstesilægerne og kirurgerne et samarbejde i vurderingen af, om en operation er det rigtige valg for den enkelte.’

International inspiration 

Idéen til den nye enhed kommer fra Storbritanien. 

Herlev Hospital oplyser, at de allerede har gode erfaringer med samarbejde mellem læger på ældreområdet og kirurger. Det samarbejde bliver der med den nye enhed nu bygget ovenpå.

LÆS OGSÅ: Nyt initiativ skal give appetit på sunde fællesskaber 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!