Herlev Bladet

Ny meningsmåling: Tegner godt for S, SF og flere gamle gengangere

Constructive Institute har med det nationale samarbejde ‘Dit Valg. Vores Danmark’ lavet Danmarkshistoriens største meningsundersøgelse, hvor knap 103.000 danskere har medvirket lig med omkring 1.000 borgere i næsten hver kommune deriblandt Herlev.

Der er under en måned til kommunalvalget, og flere meningsmålinger begynder så småt at tikke ind. Typisk i de største danske byer, men som noget nyt og helt unikt har det danske center for journalistik Constructive Institute søsat Danmarkshistoriens største meningsundersøgelse, hvor alle kommuner og regioner er repræsenteret, og hvor knap 103.000 danskere har svaret. Således kan Herlev Bladet i samarbejde med Constructive Institute præsentere en foreløbig meningsmåling for kommunalvalget i Herlev - med streg under foreløbig. Fordi nok er undersøgelsen med over 1.000 deltagere repræsentativ, men da kun 43 procent af dem har oplyst deres partivalg skal resultaterne tages med et gran salt.

LÆS OGSÅ: Flere indbrud i efterårsferien

Når det er sagt, viser resultaterne, at borgmester-partiet Socialdemokratiet, som ved årsskiftet fik ny borgmester i Marco Damgaard, går frem sammenlignet med valget i 2021, hvor partiet mistede sit absolutte flertal. Det samme gør SF og Liberal Alliance, mens Venstre, DF og Enhedslisten nu er på højde, fordi sidstnævnte er gået tilbage. Også konservative, som fik et overraskende godt valg sidste gang og kom ind med hele fem mandater, er på tilbagegang ifølge målingen. Moderaterne og Radikale Venstre ser ud til på nuværende at være helt ude.

Epinion for “Dit valg. Vores Danmark”, som Constructive Institute og en række fonde står bag.

En mulig mandatfordeling

Umiddelbart er det behæftet med stor statistisk usikkerhed at sammenligne med sidste valg, men skal vi nu alligevel driste os til at spekulere i en mulig mandatfordeling, betyder de foreløbige tal, at Socialdemokratiet ifølge Herlev Bladets beregninger genvinder sit absolutte flertal med 10 mandater, mens SF går ét frem til tre mandater, Enhedslisten mister et og konservative tre i forhold til sidste valg. Bemærkelsesværdigt er det også, at V og DF kan genindtræde i kommunalbestyrelsen med hver et mandat. Liberal Alliance beholder sit ene mandat. Dette beregnet ud fra de valgforbund, som er annonceret (radikale, SF og EL OG LA, M, DF og V) og ud fra sidste valgs stemmeprocent, som lå på 63,3 procent.

Herlev Bladets beregninger viser også, at havde de konservative indgået i det blå valgforbund, ville de have fået et mandat mere, mens Socialdemokratiet havde tabt sit absolutte flertal.

SE alle de opstillede her.

Diagram baseret på meningsmålingen fra 'Dit valg. Vores Danmark'. De blå kolonner er de nye tal, mens de røde kolonner er resultatet fra kommunalvalget i 2021. Rent metodisk skal sammenligningen tages med forbehold, da der netop er tale om en foreløbig meningsmåling, og over halvdelen af vælgerne ikke har besluttet sig endnu. Tallene over kolonnerne er mandatfordelingen beregnet ud fra sidste valgs stemmeprocent på 63 og med de offentliggjorte valgforbund.

 

Disse emner optager især borgerne

I forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen har Constructive Institute også spurgt herlevborgerne, hvilke tre emner, der pt. optager dem mest. Her fremgår det, at Herlev følger landstendensen nogenlunde. Skoleområdet ligger i top efterfulgt af det sociale og sundhedsområdet samt ældreplejen.

SE målinger her.

Men så begynder herlevborgerne også at skille sig ud. På 4. pladsen kommer nemlig klimaet og derefter kulturen, mens kulturen på nationalt plan ligger på en 7. plads. En lille overraskelse er måske, at byudvikling, som har fyldt en del de senere år i Herlev, er på en 6. plads, mens dagtilbud er helt nede på en 11. plads. Dog bør man huske på, at tallene er udtryk for et øjebliksbillede, og at valgtemaerne kan nå at ændre sig her en lille måned før valget.


FAKTA: Om meningsmålingen

· Constructive Institute har designet meningsmålingen lavet af Epinion. Den er del af en landsdækkende undersøgelse 'Dit valg. Vores Danmark' lavet i samarbejde med en række store fonde,  undervisningsinstitutioner, Danmarks Statistik, Gravercentret samt en masse medier fra hele landet.

· Et spørgeskema er sendt til 475.000 udvalgte danskere i perioden 4.9. til 13.10.2025. 102.897 borgere har svaret lig med omkring 1.000 i de fleste kommuner.

· 1.134 har svaret i Herlev. Af dem forventer 43 procent at stemme og er uafklaret lig med 543. 43 procent er stadig uafklaret. 7 procent vil ikke afsløre deres stemme, mens 7 procent ikke vil stemme.

· Der er en væsentlig statistisk usikkerhed omkring partistemmerne, da cirka 50 procent af de medvirkende over hele landet er uafklarede.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!