Ny organisering: Kim Staal vender hjem
Herlev Eagles oplyser, at man har ændret trænerstab og administration frem mod den nye sæson.
Med sølvmedaljer i pokalturneringen Final4 er der meget at bygge videre på i den kommende sæson, og det har Herlev Eagles tænkt sig at gøre med en gammel kending i trænerstaben.
Klublegenden, som Eagles kalder ham i en pressemeddelelse, Kim Staal, vender nemlig tilbage til klubben for at blive assistenttræner.
»Jeg glæder mig til at være en del af Herlev Eagles igen og bidrage med min erfaring. Klubben har en stærk kerne og mange unge spillere med stort potentiale – det bliver spændende at være med til at bygge videre på de sportslige fremskridt fra sidste sæson og tage endnu et skridt fremad,« siger hen i pressemeddelelsen.
General Manager trækker sig
Derudover annoncerer Herlev Eagles også en række andre ændringer i organisationen. General Manager og tidligere sportschef, Nicolai Flindt, trækker sig, men fortsætter som bestyrelsesformand, hvor han stadig får ansvar for strategi og økonomi i samarbejde med direktør Anders Mouritsen og assistenttræner Guillaume Doucet. Sidstnævnte bliver også bliver ny General Manager og skal samarbejde med cheftræner Martin Gudmundsson, der også var på posten i sidste sæson.
det bliver spændende at være med til at bygge videre på de sportslige fremskridt fra sidste sæson og tage endnu et skridt fremad
'Med tre trænere på træninger og til kamp vil der være mere tid til at gå i detaljer taktisk og især teknisk hvor Kim har spidskompetencer som få. Han bringer værdifuld erfaring med sig fra sin lange spillerkarriere og senest som træner på Malmö Redhawk’s U18. Kim vil spille en central rolle, både på og uden for isen og vil samtidigt blive tilknyttet Divisionen, så overgangen fra ungdomsishockey til eliteholdet bliver lettere,' skriver direktør Anders Mouritsen i pressemeddelelsen, hvor han også forklarer nærmere om den nye organisering.
Håb om langvarig succes
'Den understreger Eagles' engagement i at opbygge et stærkere, mere konkurrencedygtigt hold og en organisation, der støtter en langvarig succes. Vi er overbeviste om, at disse ændringer vil skabe et godt grundlag for den kommende sæson og fremtiden', skriver han.
Sidst men ikke mindst nævnes, at Filip Faurholm, der både har været assistenttræner, træner og sportschef i Herlev Eagles, fortsætter som sparringspartner for trænerteamet.

Der er lukket for kommentarer