Med sin markante arkitektur og højde er Herlev Hospital blevet kommunens vartegn. I år kan hospitalet fejre sit 50-årsjubilæum som Herlevs største arbejdsplads. I den forbindelse har Herlev Bladet mødt nogle af dem, som var med fra starten, og som har formet hospitalet på samme måde, som hospitalet sikkert har formet dem. I andet afsnit er det Helle Bjerregaard Minck, der arbejdede som fysioterapeut og siden arbejdsmiljøleder på hospitalet.
LÆS FØRSTE AFSNIT: Portræt af Herlev Hospitals første fysioterapeut
“Som om vi var en lille landsby”
Af Maria Jønsson
Året er 1979, og 27-årige Helle Bjerregaard Minck har netop født sit første barn. Hun ligger på barselsgangen på Herlev Hospital, da det banker på døren. Udenfor står overfysioterapeuten, som vil tilbyde hende et job som fysioterapeut, når barslen er slut. Tilbuddet havde hun faktisk fået allerede en måned tidligere, men dengang var fødslen lige om hjørnet. Nu er tidspunktet rigtigt, og hun siger ja.
»Det var da pudsigt,« siger Helle Bjerregaard Minck afmålt og bemærker, at man ikke gjorde sig så meget i CV dengang.
Herlev Bladet møder hende i hendes hus i Herlev. I dag er hun 73 år, og det er haven, der optager hende. Især tomaterne. De røde, gule og grønne frugter fylder drivhus og terrasse med deres intense farver og aromatiske duft.
»Vil du ikke have nogen med hjem?« spørger hun.
Naboer, venner og familie tager gerne imod, men der er stadig rigeligt. Også til redaktionen.
En lille landsby
Da Helle Bjerregaard Minck kom til Herlev Hospital, kom hun fra Frederiksberg Hospital, hvor der var uskrevne regler, hierarki og faste pladser ved frokostbordet. Men her var det anderledes. Hospitalet var nyt, medarbejderne var unge, og så var de dus.
Der var ikke meget, der var bestemt på forhånd, og de måtte bygge vejen, mens de gik. Derfor kom arbejdet tit til at fylde mere end de 30 timer, der ellers stod i kontrakten. Heldigvis nød de hinandens selskab. Dengang var der omkring 500 medarbejdere på hospitalet, og Helle Bjerregaard Minck kendte rigtig mange af dem.
»Det var næsten, som om vi var en lille landsby,« smiler hun.
En pionerånd
Det tætte fællesskab fulgte også med hjem i stuerne. Fysioterapeuterne begyndte blandt andet at forske i inkontinens og bækkensmerter under graviditet. Her inviterede kollegerne hinanden med hjem efter arbejde, hvor de diskuterede forskningsresultater over middagsbordet.
»Der var en pionerånd over det,« husker hun.
For Helle Bjerregaard Minck handlede forskningen først og fremmest om at dele sin viden, så den kunne blive til gavn for andre.
»Det kan være ganske ligegyldigt for mig, at jeg har fået mit navn med på nogle artikler,« siger hun.
Der var ikke meget, der var bestemt på forhånd, og de måtte bygge vejen, mens de gik. Derfor kom arbejdet tit til at fylde mere end de 30 timer
En ihærdig chef
Helle Bjerregaard Minck havde aldrig ambitioner om at blive leder. Alligevel begyndte ansvaret at komme snigende. Hun blev arbejdsmiljørepræsentant og skulle sørge for, at medarbejdernes fysiske og mentale sikkerhed var i orden.
»Det er ikke noget, jeg har stræbt efter. Det er bare kommet naturligt,« fortæller hun.
Derfor skulle det også modne i hende, da chefen mente, at hun ville være den bedste til jobbet som arbejdsmiljøleder for hele hospitalet. Hun vidste ikke, om det var noget for hende. Først et par år senere, da stillingen igen blev ledig, kunne hun også se, at det var en god idé. Og så bed hun på.
Sprængfarlig æter
Som arbejdsmiljøleder kom hun til at stå i spidsen for projekter, der krævede mere end almindelig opmærksomhed på arbejdsmiljøet.
Blandt andet var hun i 2001 med til at få fjernet gammel æter fra hospitalets kemikalieskabe. Æteren, som man før brugte til bedøvelse, kunne danne krystaller og blive eksplosiv. Derfor skulle hele hospitalet evakueres. Brandbiler, politimotorcykler og ambulancer omringede bygningen, mens Forsvarets bomberyddere og Rullemarie tømte skabene.
»Det var sjovt og lidt underligt,« smiler Helle Bjerregaard Minck.
Hun var også med i 1997, da hospitalets gamle senge skulle erstattes af elektriske senge. Her handlede det både om sikkerhed, funktion og ergonomi, men også om farver. I et samarbejde med Åse og Ulrika Gernes, Poul Gernes’ enke og datter, faldt valget på den blå farve, som sengene stadig har i dag.
»Det er spændende at have haft fingeren med i mange projekter, som lever videre,« siger hun.
Mors hospital
Helle Bjerregaard Minck arbejdede på Herlev Hospital i 23 år. I den periode blev hospitalet ikke bare hendes arbejdsplads, men også en del af familiens hverdag. Når hun passerede hospitalet på ringvejen med sine børn, lød det fra bagsædet: »Der er dit hospital, mor.«
Selv efter hun stoppede med at arbejde der, blev tilknytningen ved med at være stærk. Det har været hendes ståsted i mange år. Et sted, hun aldrig har været flov over at arbejde. Måske endda tværtimod.
»Det er jo en stor del af mit DNA,« smiler hun.
Der er lukket for kommentarer