Herlev Bladet

Ny sundhedsprofil: Lavere alkoholforbrug og færre daglige rygere, men...

Region Hovedstaden er klar med sin femte sundhedsprofil af borgerne i regionen herunder i Herlev.

Det går fremad på nogle områder, men overordnet er der i den grad plads til forbedring. Det synes at være skriften på væggen, efter at Region Hovedstaden har offentliggjort sin femte sundhedsprofil, som tager udgangspunkt i Den Nationale Sundhedsprofil. Den kortlægger borgernes trivsel og 'sundhedsadfærd' i regionen herunder i Herlev.

Tager man de positive briller på, oplyser 11 procent af de 2.800 adspurgte herlevborgere, at de ryger dagligt mod 14 procent i 2021 og 16 i 2017. Desuden tegner Herlev sig for det største fald fra 2021 til 2025 i andelen af borgere, der storryger - nemlig fra syv til tre procent. På den anden side er Herlev den kommune, hvor færrest af de daglige rygere (21 procent) har lyst til hjælp til rygestop.

LÆS OGSÅ: Letbanen kører fra Herlev til august

Flere drikker mindre

Udover rygningen er alkoholforbruget også på retur. Undersøgelsen viser, at 12 procent af 3.100 adspurgte herlevborgere drikker over 10 genstande alkohol om ugen mod 15 i 2021 og 18 i 2017. Der er også 'kun' 11 procent ensomme mod 13 i 2021.

Til gengæld vurderer 18 procent af 4.600 adspurgte herlevborgere, at de har et mindre godt eller dårligt helbred. Det er to procentpoint højere end i regionen og det samme som i 2021. Dertil kommer, at Herlev er en af de kommuner, hvor stigningen fra 2021 til 2025 er størst i andelen, som bruger røgfri tobak/nikotinposer dagligt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Resultaterne

Generelt kan man læse i undersøgelens konklusion, at der i høj grad ses et dårligere helbred, lavere trivsel samt mere uhensigtsmæssig sundhedsadfærd hos bestemte sociodemografiske grupper.

  • Det ses bl.a., at kvinder oftere har dårligt helbred, lav trivsel samt mere uhensigtsmæssige søvn- og skærmvaner, mens mænd oftere har uhensigtsmæssig adfærd relateret til kost, rygning, alkohol, ubeskyttet sex og euforiserende stoffer.
  • Ældre borgere har generelt dårligere helbred og er mindre fysisk aktive, mens yngre borgere har lavere trivsel, mere uhensigtsmæssige kost- og skærmvaner samt adfærd præget af risikovillighed.
  • Desuden har borgere med ikke-vestlig baggrund generelt dårligere helbred og trivsel samt uhensigtsmæssig sundhedsadfærd.
  • Der ses generelt social ulighed i forekomsten af dårligt helbred, lav trivsel og uhensigtsmæssig sundhedsadfærd.
  • Der ses desuden geografisk ulighed i forekomsten af dårligt helbred, lav trivsel og uhensigtsmæssig sundhedsadfærd.
  • I Region Hovedstaden ses generelt en stigning i forekomsten af dårligt helbred, lav trivsel og overvægt fra 2013 til 2025, men kun med begrænsede eller ingen ændringer fra 2021 til 2025.
  • For uhensigtsmæssig sundhedsadfærd er forekomsten af tobaksrygning, uhensigtsmæssig alkoholadfærd og fysisk inaktivitet generelt faldet fra 2017 til 2025.
  • Forekomsten af brug af andre nikotinprodukter, usunde kostvaner og søvnproblemer er steget.

Om undersøgelsen:

  • Den regionale sundhedsprofil er en del af Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som bygger på data fra spørgeskemaundersøgelsen ’Hvordan har du det?’
  • Undersøgelsen belyser trivsel, sundhed og sygdom blandt borgere på 16 år eller derover i Region Hovedstaden.
  • I februar 2025 blev spørgeskemaet udsendt til 100.050 tilfældigt udvalgte borgere. I alt 41.822 borgere deltog i undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 41,8 procent.
  • Der er lavet lignende nationale og regionale undersøgelser fra 2010, 2013, 2017 og 2021.
  • Formålet med sundhedsprofilen for Region Hovedstaden er at belyse og beskrive, hvordan det går med trivsel, sundhed og sygdom blandt borgerne i regionen, samt at følge udviklingen over tid.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!