Ny uddannelse i Mileparken: Studerende er rykket ind i legendariske tv-studier
Campus Skovlunde er åbnet i Mileparken med flere medieuddannelser, 40 års tv-historie smitter af på stemningen i bygningen, oplever faglærer.
I 2024 blev der lukket for tv-optagelser fra Mileparken 20A efter næsten 40 år, der blandt meget andet havde budt på Kanal 2 med Morgenflimmer og Bubbers Badekar, TVDanmark med Big Brother og Discovery/Warner Bros med især sportsudsendelser.
I 2026 er begyndelsen på et nyt kapital, da Campus Skovlunde med flere medieuddannelser, blandt andet tv-produktion, under uddannelsen Next, er flyttet ind. Torsdag blev uddannelsesstedet, som har været taget i brug siden nytår for omkring 150 elever, officielt indviet.
Og det er et ideelt at flytte ind, når det handler om at undervise i tv-produktion.
»Det er jo skabt til at lave fjernsyn. Det er jo et vildt stort rum, vi har, med et højt lysloft. Det er jo få adresser, hvor man bare kan flytte ind, og så er det plug and play, men det er det her,« siger Torsten Egesten, faglærer på film- og tv-produktionsteknikeruddannelsen.
Tidligere lå medieuddannelserne på Nørrebro, men på grund af byggeplaner og for trang plads, flyttede uddannelserne til Skovlunde, da tv-studierne og produktionsrummene stod ledige fra efteråret 2024.
Nu er de kreative uddannelser samlet her, og det begynder at summe på en anden måde
Kreativiteten er samlet
Mange af lærerne på uddannelsesstedet har selv en lang fortid i mediebranchen, og Torsten Egesten har været producer 20 år på DR. Han ser Campus Skovlunde som en fortsættelse af 40 års tv-historie i Mileparken.
»Jeg synes, det er sjovt, at der stadig er en gammel klistermærke, hvor man kan se, at det var Kanal 2, som lå herude. Jeg var meget glad for Kanal 2, da det var dem, der rigtig brød tv-monopolet. Der kom jo virkelig mange dygtige tv-folk derfra, og jeg håber, at vi kan fortsætte, så der kommer endnu flere dygtige tv-folk ud fra den her adresse,« lyder det fra ham, og det at ligge i en grå bygning i et erhvervskvarter kan ifølge ham skabe noget unikt, uanset om det er en tv-station eller en uddannelse, som har hjemme der.
»Der er tung trafik i Mileparken, og på en gråvejrsdag ser det jo ikke indbydende udefra. Men når du kommer ind, begynder der at ske alle mulige ting i lokalerne. Jeg ved også fra de gamle Kanal 2-dage, at der var ikke nogle steder at tage hen og handle og gå på café, og så lavede man fællesskabet inde i boksen, og det er lidt det samme, jeg fornemmer her, hvor der på den adresse man var på før, var alle mulige andre uddannelser. Nu er de kreative uddannelser samlet her, og det begynder at summe på en anden måde. Det er jo virkelig positivt,« siger han og roser også kantinen på stedet for at servere gode måltider.
Den deler de i øvrigt med radiostationerne, som er under Bauer Media og fortsat er i huset - blandt andet The Voice, NovaFM og Radio100.
»Nogle af mine kollegaer kender en del af dem fra tidligere, så det kunne være meget hyggeligt at lave en tour de chamre med dem,« foreslår Torsten Egesten med et smil.
Flere af de ansatte og gæster til indvielsesreceptionen fra medieverdenen har i øvrigt arbejdet med det banebrydende reality-koncept Big Brother i Mileparken i 00'erne, og der bliver flittigt udvekslet anekdoter fra dengang.

Cykler fra Nordvest
Blandt eleverne på Campus Skovlunde er Louis Gustafsson, som begyndte på fotouddannelsen akkurat samtidig med, at den åbnede i Mileparken.
»Jeg bor i Nordvest. Faktisk et stenkast fra der, hvor skolen plejede at ligge. Så først var jeg da lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde skolen lige om hjørnet. Men det har egentlig vist sig at være meget fint, synes jeg. Altså, jeg cykler herud, og det tager ikke så lang tid, cirka en halv time. Og jeg tror egentlig, at det har været nemt at begynde her uden at have gået på Nørrebro og have vænnet mig til en masse ting der,« siger han og nævner, at han har brændt for at fotografere, siden han var lille og nyder at være i gang med grundforløbet.
»Vi er meget ude og inde af huset, så det er virkelig afvekslende,« fortæller han.
Lige nu er den store udfordring for ham at finde en læreplads. Både for fotouddannelsen og flere af de andre uddannelser er det en udfordring at skabe lærepladser nok, mens det for andre af uddannelserne på stedet er noget nemmere. Og bliver det ikke til en læreplads, venter en pause fra uddannelsen, der er ikke skolepraktik som på andre uddannelser.
»Der er der ikke rigtigt uddannelsesgaranti, som det er, hvis man er snedker eller tømrer, men grundforløbet gælder til evig tid, og jeg ved, at der er flere, som ikke har fundet læreplads i første omgang, men så derefter er gået ud og arbejdet med den erfaring, de har fået herfra, og så måske et år eller to efter har kunnet lande en læreplads. Det er der jo egentlig meget fedt i, at man ikke er dømt i ude som sådan, hvis man ikke har fundet en læreplads,« siger han.


Fakta om uddannelserne:
Next Uddannelse har oprettet tre uddannelser i Campus Skovlunde i Mileparken 20A: Teater-, event- og AV-produktion, foto- og tv-produktionsteknikker og fotograf på 4000 kvadratmeter. Next har i alt 14 uddannelsessteder i Storkøbenhavn, både gymnasielle og eux- og erhvervsuddannelser.
LÆS OGSÅ: Derfor er der så meget kunst i Skovlunde

Der er lukket for kommentarer