Herlev Bladet

Nye boliger på Lyskær designet efter særligt boligkoncept

Nu skyder endnu et nyt boligbyggeri op ved Lyskær - Marielundvej. Denne gang er det 59 lejligheder designet efter et særligt boligkoncept.

Første spadestik til endnu flere nye boliger ved Lyskær og Marielundvej er taget. Denne gang er der tale om 59 lejligheder fordelt på 2-, 3- og 4-værelses boliger tegnet af Arkitema, som står bag flere projekter i Herlev. Hele projektet kaldes 'Lyskær Have', fremgår det af en pressemeddelelse.

»Marielundkvarteret er et af hovedstadsområdets mest spændende byudviklingsområder, og vi er glade for at være med til at sætte boligskub på udviklingen. Beliggenheden lige op ad vores eksisterende erhvervsejendom giver en helt særlig synergi — vi får både boliger og arbejdspladser i samme kvarter, og det er præcis den blandede bydel, som Marielundkvarteret er tænkt som,« siger projektudviklingschef John Haldbæk fra ejendomsudviklingsselskabet Stensdal.

Særligt boligkoncept

Selskabet har designet boligerne efter et særligt boligkoncept 'Favn', der har fokus på langtidsholdbare boliger, tryghed og naboskab og driftes af Stensdals eget service- og administrationsteam. Selskabet oplyser endvidere om Favn, at man har boligområder på Sjælland med lejeboliger efter det koncept, som er lavet til at kunne rumme flere faser af livet lige fra det unge par over børnefamilien til pensionisterne.

Det forventes, at boligerne er klar til indflytning i efteråret 2027.

LÆS OGSÅ: BMS Herlevs kvinder vinder DM

1.228 boliger på vej

Udover Lyskær Have, som ligger på Lyskær 13, bliver der også bygget 165 nye boliger på Marielundvej 149 lige på hjørnet mellem Lyskær og Marielundvej. Dem står AG Gruppen for, som også har bygget Lyskilden med 231 boliger, også på Lyskær 13 lige nord for Lyskær Have.

Derudover bygger SVANEN Gruppen 531 boliger på Vasekær, mens VA7 PropCo lige over for, også på Vasekær, bygger 269 boliger i et projekt kaldet VEGA. Endelig bygger Core Property 79 boliger på Hørkær 5, mens Escot Erhvervsejendomme vil udvikle op mod 125 boliger på Lyskær 7.

Stensdal vil bygge 59 lejligheder lige her ved siden af deres erhvervsbygning på Lyskær 13. Øv. th. anes Lyskildens boliger. Foto: Stensdal.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Powered by Flash ApS