Herlev Bladet

Nye skolenavne men hvad med hallen?

Herlevs fire nye skoler har fået nye navne, men umiddelbart er der ingen, som har tænkt på Kildegårdhallen - endnu.

Herlevs fire nye skoler kommer til at hedde: Birkholmskolen (nuværende Kildegårdskolen afd. Øst), Klausdalskolen (nuværende Kildegårdskolen afd. Vest), Elverhøjens Skole (nuværende Herlev Byskole afd. Elv) og Engskolen (nuværende Herlev Byskole Eng).

Det har kommunalbestyrelsen besluttet på sit seneste møde. Men hvad med Kildegårdhallen, som før hed Hjortespringhallen? Umiddelbart er der ingen, som har tænkt på den, fortæller borgmester Marco Damgaard (S), der ikke vil afvise, at den også skal skifte navn:

»Det er da klart, at det er noget, vi skal have snakket om. I dagligdagen bliver den jo brugt som idrætssal til skolen og har derfor også historisk fulgt skolens navn, så det kunne da sagtens være, at den skulle hedde Klausdalhallen, men det skal være op til dem, der bruger den,« lyder det fra borgmesteren.

Gik imod forvaltningens indstilling

Med valget af nye skolenavne valgte politikerne at se bort fra kommunens kommunikationsafdelings justeringer og forvaltningens indstilling. I stedet gik man med de navne, som elever og skolebestyrelser oprindeligt havde valgt. Justeringerne lød ellers:

· Birkholm Skole (nuværende Kildegårdskolen afd. Øst).

· Klausdal Skole (nuværende Kildegårdskolen afd. Vest).

· Elverhøj Skole (nuværende Herlev Byskole afd. Elv).

· Engskolen (nuværende Herlev Byskole Eng).

Nye skoleledere

De fire nye skoler er en del af en ny skolestruktur, som blev besluttet med budgetaftalen for i år. Det betyder, at Herlev går fra tre til fem skoler i alt, som starter efter sommer. Derfor er der også fundet to nye skoleledere på henholdsvis Birkholmskolen (Persheng Jamour) og på Elverhøjens Skole (Caroline Glad). De nuværende skoleledere fortsætter: Thomas Højholdt Sandau (Engskolen), Jonas de Molade Skjødt (Klausdalskolen) og Flemming Vejsholt Hansen (Lindehøjskolen).

LÆS OGSÅ: Er helårsgræsning en god idé?

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!