Herlev Bladet

Nye toptrænere i svømning er henrykte over Herlevs faciliteter

Jonas Lundström med erfaring fra blandt andet to OL-slutrunder er ny fuldtidsansat elitetræner i Herlev Svømning, en anden ny toptræner er Morten Marstrand, der gør comeback i Herlev.

»Jeg begynder at smile, hver gang jeg kommer ind i den her hal, det er noget specielt« fortæller Herlevs nye cheftræner i svømning, svenskeren Jonas Lundström, med begejstring, da Herlev Bladet møder ham i Hjortespringbadet kort før træning.

Han træder ind i den store svømmehal med en lang erfaring i sporten, som træner har han blandt andet været to gange med til OL med svenske svømmere i 2016 og med danske i 2021, og på klubplan har han - efter en god karriere som svømmer - været træner på topplan i næsten 30 år, først i Sverige og siden 2018 i Danmark, hvor han indtil nu har trænet i Signa Swim i Nordsjælland, men har nu valgt at kaste som over udfordringerne i Herlev Svømning som fuldtidsansat.

Det går simpelthen ikke uden glæde, selvom der selvfølgelig kommer til at være dage, hvor det er hårdt

Lysindfald i topklasse

Han har dermed set en del svømmehaller både i Danmark, Sverige og en række andre land, og her udmærker Hjortespringbadet sig.

»Den er i absolut top tre i Danmark, og i Sverige findes der heller ikke mange haller, der er så gode,« fastslår han.

Udover Jonas Lundström er Morten Marstrand også ny som elitetræner i Herlev, han på deltid, og for ham er der tale om et comeback i klubben, i og med at han i sin efterhånden lange karriere som svømmetræner har været i Herlev før, og han glæder sig over at vende tilbage til faciliteterne.

»Vi har en af de fedeste haller i Danmark. Der er virkelig gode forhold og god plads, vi har fire langbaner, og det er ikke mange steder, at man har det, og så er der styrketræning lige ved siden af, og så er lysindfaldet exceptionelt lækkert,« siger Morten Marstrand, som nævner, at så er Herlevbadet derudover også til rådighed.

»Det er virkelig flot med de faciliteter i en lille kommune som Herlev,« konstaterer Jonas Lundström.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Jesper Lundström glæder sig over rammerne i Herlev Svømning. Foto: Thomas Frederiksen
Jonas Lundström glæder sig over rammerne i Herlev Svømning. Foto: Thomas Frederiksen

Et hold med potentiale

Det er dog ikke kun på grund af de fine faciliteter, at de to toptrænere er kommet til Herlev. De ser også store perspektiver i klubbens svømmehold, som i fjor rykkede op i den bedste række i dansk svømning for første gang i 25 år.

»Der er stort potentiale, der er gode svømmere fra 16 år og op til 28, og der er mange over 20 år, og det synes jeg, er fint. Det er spændende at arbejde med de lidt mere voksne mennesker, som er gode at have en dialog med henover noget tid,« siger Jonas Lundström, og Morten Marstrand, der er kommet tilbage til Herlev, kan mærke en positiv forandring, siden han var her sidst.

»Der har i mange år været rigtigt dygtige svømmere i Herlev, ingen tvivl om det, men nu er man begyndt at have et voksenhold på et højt niveau, og der er også voksne mennesker med international erfaring, som er rykket hertil, og det er vigtigt,« siger han, og Jonas Lundström supplerer:

»Ja, som kan være rollemodeller for de yngre.«

Artiklen fortsætter efter billedet.

Morten Marstrand gør comeback i Herlev. Foto: Thomas Frederiksen
Morten Marstrand gør comeback i Herlev. Foto: Thomas Frederiksen

Glæde og holdånd

Den svenske træner har 'glæde' som en afgørende værdi, når man træner i lang tid for at opnå topresultater.

»Glæden skal stadig være der 100 procent, jeg har aldrig mødt en svømmer, som har lykkedes med et projekt uden at finde glæde i det. Det går simpelthen ikke uden glæde, selvom der selvfølgelig kommer til at være dage, hvor det er hårdt, men 99 ud af 100 gange skal det være med en positiv energi,« siger Jonas Lundström.

Hvordan er det at være en del af et hold i en sportsgren, som i høj grad er individuel? 

»Man er afhængig af at være på et hold. Det er meget svært og alt for hårdt mentalt at levere præstationerne alene, man skal bruge hinanden og hive hinanden op og bruge god energi på det. Og det er det, vi prøver, men vi er jo ikke engang kommet halvvejs, vi har jo kun været her en måned,« konstaterer Jonas Lundström, som bor i Helsingborg og pendler frem og tilbage til Herlev over Øresund.

LÆS OGSÅ: Bent Nygaard hædret for sin frivillige indsats i lokal fodboldklub 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!