Herlev Bladet

Nystiftet lokalafdeling skal synliggøre overset psykisk sygdom

Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende har oprettet en ny lokalforening for hovedstadsområdet, og den ligger i Herlev.

Forstil dig, du kører på motorvejen, og personen ved siden af dig pludselig skriger og farer op, fordi en larmende motorcykel kører forbi. Eller du går en tur med din bedre halvdel, som pludselig hopper, fordi en bil dytter.

Det er virkeligheden for Martin Gottorp Schwencke, der er gift med Tina, som lider af PTSD - også kaldet posttraumatisk stressforstyrrelse. En psykisk diagnose som gives til personer, der døjer med ekstreme stresssymptomer, fordi de på et tidspunkt i deres liv har været udsat for et alvorligt traume, der har sat sig fast i kroppen og pludselig kan udløses uden varsel. Dem er der på papiret over én procent af i Danmark, men højst sandsynligt mange flere, spørger man næstformand i Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende (LPTSD), i Rikke Gosch. Derfor har hun sammen med Tina og Martin Gottorp Schwencke taget initiativ til at starte en lokalafdeling af LPTSD i Herlev for netop at skabe mere opmærksomhed om den psykiske lidelse.

Vi synes, der mangler lige adgang til udredning og behandling for alle mennesker med PTSD, uanset hvilke traumer, der ligger bag

Overset og nedprioriteret

»Det er en overset sygdom. Vi har jo kendt PTSD siden 1. verdenskrig, og mange tror, at det kun er noget, der kun rammer soldater, så derfor er der ikke sket så meget,« vurderer Martin Gottorp Schwencke.

Rikke Gosch bekræfter:

»Det er jo egentlig det offentlige, der misser ud og ikke har nok tilbud til PTSD-ramte, og det er jo derfor, vi stiftede den her forening i 2021, fordi vi syntes, der manglede noget,« påpeger hun, der har arbejdet hårdt på at overbevise Christiansborg-politikerne om, at der skal laves en national strategi, som sætter PTSD på Finansloven - det er ikke sket endnu.

Forskel på hjælp

Hvad er det så, der mangler?

»Vi synes, der mangler lige adgang til udredning og behandling for alle mennesker med PTSD, uanset hvilke traumer, der ligger bag,« fortæller næstformanden og påpeger, at der for eksempel findes etablerede steder at gå hen, hvis man har været udsendt, er flygtning eller har været udsat for overgreb.

»Så hjælpen er meget baseret på, hvor du har fået din PTSD fra. Derudover kan få bevilliget et pakkeforløb i psykiatrien, men det er meget forskelligt fra region til region, hvad kriterierne er for at blive henvist, og det betyder, at rigtig mange PTSD-ramte er overladt til selv at skulle finde behandling. Enten via egen læge, der kan henvise til en privat praktiserende psykiater måske med et års ventetid, hvor du kan få noget medicin og nogle korte samtaler, eller også kan du få tilskud til en psykolog,  som du selv skal finde med et begrænset antal gange,« forklarer hun.

Det kan Tina Gottorp Schwencke tale med om.

LÆS OGSÅ: Elever har udsmykket skole med blomster

Vil hjælpe andre

»Det tog mig 15 år at komme på sådan et pakkeforløb, fordi ingen af de socialrådgivere, jeg talte med, troede på mig,« fortæller hun, der i dag er 61 år og først inden for de sidste par år er blevet udredt og har fået stillet diagnosen, som blandt andet skyldes mobning i skolen og partnervold senere i livet.

I dag lever hun og manden med sygdommen, der, når den er kronisk, altid vil være der, selvom symptomerne kan dæmpes med behandling. For de fleste, der bliver ramt af PTSD, vil der dog 'kun' være tale om symptomer, som aftager over tid. Det er desværre ikke tilfældet med Tina Gottorp Schwencke, der har lært at leve med sygdommen, selvom det kan være udmattende:

Det tog mig 15 år at komme på sådan et pakkeforløb, fordi ingen af de socialrådgivere, jeg talte med, troede på mig

»Jeg har svært ved at snakke, huske, taber hurtigt tråden. Jeg har det svært med mange mennesker og er mistroisk over for dem, fordi jeg har oplevet, at der ikke er nogen, der tror på mig,« forklarer hun og understreger, at hun har fået en uundværlig støtte i sin nuværende mand.

Derudover håber hun, at de som frivillige i den nye Herlev-afdeling, som dækker hele hovedstadsområdet, kan hjælpe andre med samme udfordringer.

For at få stille diagnosen skal der blandt andet være tre symptomer til stede. Flacksbacks: En følelse af at genopleve det traume, der har udløst ens PTSD. Undgåelsesadfærd: En stærk trang til at undgå det, der minder om traumet. Og vagtsomhed: Ens krop er i alarmberedskab. Man kan læse mere om PTSD på landsforeningens hjemmeside, hvor det også fremgår, hvordan man kan blive en del af den lokale Herlev-afdeling, som holder til i Frivilligcenter & Selvhjælp Herlev.

FAKTA:

· Omkring 1 % af befolkningen har posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD). Blandt soldater, som har været i krig og blandt ofre for katastrofer, er hyppigheden højere (8-10 %) (Kilde: Sundhed.dk).

·  I en dansk undersøgelse blandt 670.000 børn fremgår, at 2,3 procent lig 15.636 børn har fået stillet en PTSD-diagnose. Det reelle tal blandt børn og unge i befolkningen kan dog være op mod seks procent (Kilde: Videnskab.dk).

· Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslår, at 70 % af verdens befolkning har oplevet en potentiel traumatiserende begivenhed, og at 3.9% har haft PTSD.

· Herhjemme menes PTSD at være den hyppigste årsag til førtidspension for personer over 40.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!