
Med sin markante arkitektur og højde er Herlev Hospital blevet kommunens vartegn. I år kan hospitalet fejre sit 50-årsjubilæum som Herlevs største arbejdsplads. I den forbindelse har vi mødt nogle af dem, som var med fra starten, og som har formet hospitalet på samme måde, som hospitalet sikkert har formet dem. I dette afsnit er det Gurli Rosenkrands, der arbejdede som chef for køkken og kantiner på hospitalet.
LÆS FEMTE AFSNIT: Jord- og betonarbejderen var med til at bygge
“Det var en stor epoke for os”

Det er den 1. august 1975. 26-årige Gurli Rosenkrands træder ind i køkkenet på Københavns Amtssygehus i Herlev (fra 2007 Herlev Hospital, red.), hvor hun netop er blevet ansat som chef. Hospitalet er stadig en byggeplads, så hun har en stor sikkerhedshjelm på. Hun åbner skufferne, men der er ingenting i. Ikke engang et stykke papir.
Skufferne skal fyldes, og Gurli Rosenkrands skal have styr på køkkenet. Hun skal købe mel, sukker, margarine og alt det andet, der skal til for at lave mad til Herlevs patienter og medarbejdere. Alt skal have en plads. Hun skal udvikle opskrifter og skrive dem ned, lave menuplaner og organisere indkøb.
»Det var en kæmpe udfordring, men vi syntes alle sammen, det var spændende. Medarbejderne knoklede løs, og der var et rigtig godt humør,« fortæller hun.
Herlev Bladet møder hende i hendes rækkehus i Brøndbyøster. I dag er hun 77 år. På bordet foran hende ligger en stor bunke med avisudklip, tidsskrifter og læserbreve. Alt sammen om maden på Herlev Hospital. Hun har brugt en hel dag på at finde det frem.
Ung økonomachef
Da den 26-årige kvinde begyndte på Herlev Hospital, var hun måske lidt ung af en økonomachef at være. I hvert fald spurgte besøgende efter Gurli Rosenkrands, når de kom ind på hendes kontor og så hende sidde bag skrivebordet.
»Så sagde jeg: ’Det er jo mig’. Jeg lignede åbenbart ikke det, de forestillede sig, at en økonomachef på et stort hospital skulle se ud,« smiler hun.
For hende var alderen ikke noget særligt. Hun var frisk og havde mod på de udfordringer, der fulgte med.
Jeg lignede åbenbart ikke det, de forestillede sig, at en økonomachef på et stort hospital skulle se ud
»Jeg tænkte ikke så meget over det dengang. Jeg havde bare lyst til at gå i gang,« fortæller hun.
Og der var nok at gå i gang med. I køkkenet skulle de lave mad til alle hospitalets patienter og medarbejdere tre gange om dagen. De serverede blandt andet hamburgerryg med aspargessauce, kalvelever med løgsauce og gullasch med sylt. Maden blev lavet fra bunden, og det samme gjorde opskrifterne. Gurli Rosenkrands og medarbejderne skrev og afprøvede dem selv.
»Jeg syntes, det var spændende at udvikle den slags,« fortæller hun.
Artiklen fortsætter under billedet.

Smørrebrødsproduktion
På et tidspunkt fik Gurli Rosenkrands idéen til at samle alle deres opskrifter på smørrebrød i en bog. Den kunne de blandt andet bruge, når nye medarbejdere begyndte i smørrebrødsafdelingen, så alle kunne lave maden efter de samme forskrifter.
»Det var et meget stort arbejde. Medarbejderne gik på med krum hals og var med på alle mine idéer,« smiler hun.
Når der var tid til overs i køkkenet, arbejdede de med bogen. Gurli Rosenkrands skrev, samlede materialet og fik bogen ’Smørrebrødsproduktion’ udgivet i 1988.
Samtidig blandede hun sig i debatten om hospitalsmad. Hun skrev artikler, deltog i debatter og optrådte på tv, hvor hun talte om mad på hospitaler og plejehjem. Dengang var der meget fokus på, at hospitalsmad var kedelig, men det var hun ikke enig i.
»Jeg syntes, den var spændende og meget uptodate. På nogle områder var den bedre end det, mange mennesker spiste derhjemme,« siger hun.
Stolt af det hele
I 1987 blev hun headhuntet til SAS Servicepartner. Selvom hun var meget glad for at være på hospitalet, var det også naturligt for hende at søge videre. Hun havde gåpåmod og mange ting, hun gerne ville.
Ved siden af arbejdet læste hun psykologi, og i 1993 blev hun uddannet og fik sin egen praksis. Her kunne hun blandt andet bruge sine erfaringer fra arbejdet med mennesker og ledelse på Herlev Hospital.
I dag er hun pensioneret og har forud for mødet med Herlev Bladet samlet minderne fra tiden på Herlev Hospital i en bunke på bordet i udestuen.
»Jeg er stolt af det hele. Jeg er især stolt af personalet og den arbejdsånd, der var. Det var en stor epoke for os,« smiler hun.

Der er lukket for kommentarer