Med sin markante arkitektur og højde er Herlev Hospital blevet kommunens vartegn. I år kan hospitalet fejre sit 50-årsjubilæum som Herlevs største arbejdsplads. I den forbindelse har vi mødt nogle af dem, som var med fra starten, og som har formet hospitalet på samme måde, som hospitalet sikkert har formet dem. I dette afsnit er det Vagn Gerhard Nielsen, der arbejdede som overlæge i klinisk kemi på hospitalet.
LÆS ANDET AFSNIT: Portræt af datidens arbejdsmiljøleder
“Alle var virkelig, virkelig tæt på hinanden”
Af Maria Jønsson
Det er august 1975. Vagn Gerhard Nielsen er 39 år, og han er netop blevet ansat som den første tilstedeværende overlæge på Herlev Hospital. Han og hans stab på fem laboranter og en farmaceut har fået tildelt et lille, rødt rækkehus for foden af det enorme hospital, som stadig er ved at tage form.
Der er ingen møbler i rækkehuset, så den første uge sidder de på gulvet. Samtidig står alle de remedier, de skal bruge, når hospitalet åbner, stablet i papkasser. Reagensglas, kanyler, pipetter. Alt skal have en plads, og Vagn Gerhard Nielsen skal skrive vejledninger til de mange apparater, som de skal bruge på afdelingen for klinisk kemi, hvor de skal tage blodprøver og analysere dem.
»Man drømmer ikke om, hvor meget man skal tage stilling til,« fortæller han, da Herlev Bladet møder ham i hans hus i Rødovre med udsigt til den grønne have.
Til december fylder han 90 år, men det holder ham ikke tilbage. Efter interviewet skal han til klassisk koncert med Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester på Frederiksberg.
Hierarki på Riget
Da Vagn Gerhard Nielsen kom til hospitalet i Herlev, kom han fra Rigshospitalet, hvor han var vant til et tydeligt hierarki. Hver morgen stod han sammen med de andre læger uden for professorens kontor og ventede på, at de måtte gå ind. Det måtte de, når professorens ur slog otte. Inde på kontoret stod tre stole klar, og de var forbeholdt de ældre læger. Vagn Gerhard Nielsen og de andre yngre læger blev stående.
Sådan var det ikke på det nye hospital i Herlev. Hans medarbejdere kaldte ham Gerhard, for her var der endnu ikke nogen traditioner for, hvordan tingene skulle være. Det skulle de selv finde ud af. Det vigtigste for Vagn Gerhard Nielsen var, at de gjorde det sammen.
De ekstra ugers ferie, som overlægerne havde, det gik vist aldrig op for min familie, at dem havde jeg også
»Alle var virkelig, virkelig tæt på hinanden,« fortæller han.
En af de ting, han hurtigt fandt ud af, var, hvilken slags leder han ville være. Han havde ikke lyst til at bruge al sin tid på at kontrollere sine medarbejdere, for det var der ikke nogen grund til.
»De var lige så engagerede, som jeg var,« fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Langhåret læge
Og Vagn Gerhard Nielsen var meget engageret. Døren til hans kontor stod altid åben, og det betød, at når dagsholdet gik hjem, satte han sig for at læse sin post. På sit skrivebord havde han to kurve. Én til det, han skulle læse, og én til det, han ville læse. Hvis han ikke holdt styr på det, kunne han sidde og læse hele natten.
»De ekstra ugers ferie, som overlægerne havde, det gik vist aldrig op for min familie, at dem havde jeg også,« fortæller han.
Hans engagement førte ham også ind i Overlægerådet, hvor han repræsenterede de yngre læger, men det var på Rigshospitalet. Der fik han også en plads i et forretningsudvalg sammen med direktøren og en række chefer. De var seks. Så endte han der på toppen af kagen, som han siger, også selvom det ikke behagede alle.
»Der var bestemt nogen, der ikke syntes, det var i orden, at der kom sådan en yngre og lidt langhåret mand. Det var ikke passende,« smiler han.
En serviceafdeling
På mange hospitaler kørte laboratorierne deres eget løb, fortæller Vagn Gerhard Nielsen. Men sådan skulle det ikke være på hospitalet i Herlev. Han mente, at de skulle fremskaffe prøver så hurtigt som muligt, så de andre afdelinger kunne stille nogle diagnoser.
»Jeg mente, at vi var der for at hjælpe. Vi var en serviceafdeling,« fortæller han.
Der var bestemt nogen, der ikke syntes, det var i orden, at der kom sådan en yngre og lidt langhåret mand. Det var ikke passende
På samme måde oplevede han, at de andre afdelinger hjalp ham. Hvis Vagn Gerhard Nielsens afdeling manglede hænder, så stillede en anden afdeling sine medarbejdere til rådighed.
»Det, syntes jeg, var stort. At man ikke bare hyttede sit eget skind, men faktisk tilbød noget af sin arbejdskraft til en anden afdeling,« fortæller han.
Ikke et nummer
I dag, når han kommer på hospitalet som patient, kan han ikke lade være med at sætte sig blandt alle farverne på Gernes Torv. Så sidder han der og nyder atmosfæren og kigger på alle menneskene, der går forbi og taler med hinanden. Det gør ham glad.
»Jeg synes stadig, der er en god ånd. Jeg oplever en stemning, hvor man virkelig føler, at man ikke bare er et nummer,« fortæller han.
Der er lukket for kommentarer