Nyt DF-mandat giver boost til lokalforening
Måske lidt overraskende opnåede DF et mandat til kommunalvalget tirsdag, og det har givet blod på tanden for de lokale DF'ere.
Med 846 stemmer, en fremgang på 434 i forhold til valget i 2021, lykkedes det Dansk Folkeparti at opnå et mandat i Herlevs kommunalbestyrelse ved dette års kommunalvalg, og det er noget, der både overrasker og glæder den tidligere lokalformand, Gitte Sitting Vestergaard.
»Jeg havde ikke regnet med så mange stemmer, også fordi vi har ikke rigtig haft gang i en valgkampagne, fordi vi så sent fik valgt en spidskandidat, men Herlev har tradition for at have en del DF’ere, og selvom det ikke gik så godt ved sidste valg, gik det godt til Europa-Parlamentsvalget, så vi har mange DF’ere her,« siger hun, der er godt tilfreds med valgresultatet.
»Udover vi har fået et rigtig godt valg, har vi også de sidste tre fire måneder fået flere medlemmer, så vi er lykkelige,« fortsætter den tidligere lokalformand, der i august oplyste, at hun trak sig som kandidat til valget, og at DF Herlev fusionerede med Gladsaxe på grund af manglende opbakning.
LÆS MERE: Liberal Alliance valgt ind for første gang
Vil genopstille
Men nu har hun fået blod på tanden igen i lyset af den nye fremgang, som dog ikke tilfalder hende direkte. Lige før fristen for opstilling af kandidater 30. september, oplyste hun nemlig, at man i Herlev måske på grund af den stigende popularitet på landsplan havde valgt at opstille et ubeskrevet blad, nemlig Henrik Ejegod Larsen, hvorfor det bliver ham, der kommer til at sidde i kommunalbestyrelsen.
For sit eget vedkommende er Gitte Sitting Vestergaard dog klar til at tage endnu en omgang i manegen, og hun har planer om at genoprette DF Herlev til næste års generalforsamling, hvor hun så vil genopstille som formand.
Jeg havde ikke regnet med så mange stemmer, også fordi vi har ikke rigtig haft gang i en valgkampagne, fordi vi så sent fik valgt en spidskandidat
Har det noget at gøre med den nye fremgang?
»Det er helt klart, at resultatet er skyld i, at vi vil genoprette lokalforeningen. Vi har fået flere medlemmer, så jeg håber også, at flere vil arbejde, så vi kan få bygget en god afdeling op igen,« siger hun og påpeger, at det positive valgresultat også gør, at DF Herlev igen kan opnå partistøtte.
Det kan man nemlig kun, hvis en kandidat har opnået repræsentation i kommunalbestyrelsen eller har fået et antal stemmer, der mindst svarer til 4/5 af samtlige gyldige stemmer ved valget delt med kommunalbestyrelsens medlemstal.
Håber på flere medlemmer
»Der er kommet medvind igen, og det skal vi udnytte, og så håber vi, at der kommer endnu mere medvind,« lyder det fra den tidligere DF lokalformand.
Sidste gang DF fik valgt et mandat til kommunalbestyrelsen var i 2017, hvor Kim Kristensen blev valgt ind. Han stillede i øvrigt op til kommunalvalget i år - men denne gang for Venstre.
Herlev Bladet har også forsøgt at få en kommentar fra den nyvalgte Henrik Ejegod Larsen, men indtil videre uden held.

Der er lukket for kommentarer