Nytårstale: Et godt liv - hele livet
Hannah Kildahl er formand for Ældre Sagen Herlev og Grundejerforeningen Rørløkken og har skrevet en nytårstale.
Jeg er lige kommet hjem fra Herlev Seniorkors julekoncert i Præstebro Kirke, hvor koret hvert år inviterer alle herlevborgere til fællessang og julesange. Uanset om man er kirkegænger eller ej, er det et smukt rum med vidunderlig akustik – og en dejlig måde at komme i julestemning på.
Nu er jeg også på vej til at runde et travlt og begivenhedsrigt år af med lidt status og ønsker for det nye. Jeg er en af Herlevs mange frivillige, som finder mening og glæde i at skabe oplevelser og fællesskaber, så flere kan møde andre i stedet for at sidde alene. Jeg er ikke født i Herlev, men flyttede hertil, fordi jeg mødte en fantastisk person, der boede her og nu er byen blevet min by, hvor mit netværk er vokset gennem årene, og hvor en indkøbstur næsten altid medfører et ’hej’ eller ’tak for sidst’.
Som formand for Ældre Sagen Herlev har året været fyldt med aktiviteter og arbejdstimer – som beslutningstager, formidler, koordinator eller cafévært i Hjulmandens Hus. Her er der vintersøndage med indendørshygge og snak, og sommereftermiddage udendørs med livemusik, kaffe og kage, hvor over hundrede ret så voksne samles. At kommunen stiller huset og andre lokaler til rådighed for pensionistforeningerne er stort for os og giver rum til at fællesskaber kan leve.
Nok at se til
Ældre Sagen arbejder for, at alle voksne har et godt liv hele livet – og det hjælper vi frivillige med på mange måder. Vi tilbyder aktiviteter og arrangementer, men vi skal også have tæt dialog med kommunens politikere og medarbejdere – og stå sammen med andre pensionistforeninger og Ældrerådet for at tale ældres interesser. For sammen kan vi mere, og sammen taler vi med større vægt.
Derfor ser jeg frem til at lære det nyvalgte ældreråd at kende og genoplive sam-arbejdet i kommunens Koordinationsudvalg.
Vi får nok at se til, når den nye Ældrelov og Sundhedsreformen skal omsættes i praksis, og når løftet om flere senioregnede boliger skal blive til virkelighed.
Ældres behov er lige så mangfoldige som resten af befolkningens, og derfor skal vi alle lægge os i selen for, at livet kan leves godt – uanset alder.
For Herlevs ældre ligner billedet på landsgennemsnittet – 85 procent af alle over 65 år klarer sig uden hjælp fra det offentlige.
Ældres behov er lige så mangfoldige som resten af befolkningens, og derfor skal vi alle lægge os i selen for, at livet kan leves godt – uanset alder. Vi tilbyder flotte programmer med motion, fællesskaber og oplevelser for hjerner, hjerter, maver og smagsløg – men det er den enkelte, der skal beslutte sig for at ville være med. Det håber jeg, at endnu flere vil gøre i 2026.
Dyrere fjernvarme
Personligt har 2025 også været præget af arbejdet med fjernvarme til Herlevs 206 Unic-huse på Vingetoften og Rørløkken. Vi beboere blev lovet tilslutning på samme vilkår som andre, men nu viser det sig, at vi kommer til at betale ca. 75.000 kr. mere end alle andre husejere for at få fjernvarme. Derfor er tilslutningen kun på 50 procent – og den falder nok yderligere, når endeligt tilsagn skal afgives. Det skyldes ikke manglende vilje til grøn omstilling, men den enkeltes økonomi og livssituation.
Samarbejdet mellem vores to grundejerforeninger og kommunens folk på den grønne omstilling har været super godt, men Vestforbrænding har ikke leveret det, vi blev stillet i udsigt. Derfor er det forståeligt, at mange tøver. Vi støtter den grønne omstilling og vil gerne bidrage til at nedbringe CO2-udslippet, men det skal ske på rimelige vilkår.
Så med min anden kasket på som formand for Grundejerforeningen Rørløkken bliver 2026 også på det område et spændende år.
Mirakler skal der nok til for at opfylde mit inderlige håb om, at 2026 bringer mere fred imellem verdens lande. Så her i Herlev vil jeg bare ønske GODT NYTÅR til alle.
Andre nytårstaler:

Der er lukket for kommentarer