Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Nytårstale fra Jeffrey McCammon Solstorm: Sammen rundt om solen

Den lokale forfatter Jeffrey McCammon Solstorm opfordrer til, at vi alle taler pænere til hinanden og gør meget for at forstå hinanden.

Der er en stille ro, der falder over byen når året ebber ud. Som en magelig dyne, en fælles vejrtrækning og et lettelsens suk. Som bølgens antapeks, den momentære stilhed før vandet vender tilbage og smider sin hvide skum-støj over de levende. Og lige her, i bølgedalen mellem jul og nytår, er det traditionen tro tid til reflektion.

I år var et år, som år jo er. Langt og kort. Buldrende og stille og ligepludselig, før man ved af det, står man ved kanten og ser, at øjeblikket er gået, og tiden nu er til at tage endnu en tur rundt om vores evige sol.

Året var det år hvor en nisse, for nogle, skulle blive symbolet på ytringsfrihed og for andre: uvidenhed. Et passende symbol, tager man debattens kvalitet i betragtning. I år var også året, hvor det blev slået fast med 7-tommer søm, at det er os der er verdens nagle. Hylkeriet blev udstillet, og vi skubbede VM-landsholdet foran os som et skjold, på trods af at parolen ’sport og politik skal ikke blandes sammen’, har været den primære måde, at lukke munden på sportsudøvere, siden tyskernerne heilede til OL i Berlin. Og da Dansken røg ud, kunne vi i fællesskab trække vejret lettet, for byrden: at tage stilling, var blevet fjernet fra vores spinkle skuldre. Migrant-arbejderne var det syndt for, men vi handlede hos H&M, Apple og Nike, alle virksomheder der benytter børnearbejde, kun begrænset af økonomien, fordi de forbistrede russere ikke bare kunne sælge os gassen til billige penge. Bølgerne gik højt og flere fandt bræk- og vredes-emojierne frem i den, for mange, alt for livlige diskussion på internettet.

De fleste af os er enige om hvad problemerne er, vi er bare uenige om løsningerne. Så i det nye år, vil jeg debattere mindre og lytte mere.

Tonen er blevet hård, både i medierne, fra politikerne og i kommentarsporene – og tonen smitter. Den sætter sig i mennesker, både i givere og modtagere. Vi vil så gerne overbevise andre om vores holdninger, men når vi indtager rollen som overbeviseren, lukker vi af for at høre hvad modparten har at sige, og det er et gigantisk tab. Det handler pludseligt om at vinde. Vi fejrer de som står fast på deres holdninger, mens de der vover at ændre mening, kaldes vendekåber. Jeg mener derimod, at vi burde fejre de som bliver klogere, de der ønsker at lære, de hvis egoer kan bære ydmygheden i at lytte. Debat er ikke et mål i sig selv, men burde være midlet der bragte os tættere på forståelse. For forståelsen er målet, medfølelsen, sympatien og indlevelsen er det som skaber bro mellem mennesker uanset ståsted. Vi er hinandens forudsætning.

Ingen kæreste har nogensinde overbevist medparten i skænderiets hede, men har man i stedet sat sig ned, stille og roligt, og fortalt om oplevelsen, har det altid ledt til større forståelse. Tænk hvis det eneste der skulle til, for at forstå hinanden bedre var at tale pænere. De fleste af os er enige om hvad problemerne er, vi er bare uenige om løsningerne. Så i det nye år, vil jeg debattere mindre og lytte mere. Jeg vil søge fællesskabet, forståelsen og forsamlingen. For det er når den lyttende skare rammes af digtet, når komikeren udløser grinet i publikum eller når familien spiser sammen, at vi, hver især, lever – sammen. Det er i spejlingen i et andet væsen, ved skabelsen af rummet, der kun eksisterer mellem mennesker, og i den hjertelige samtale, vi opnår den samhørighed der skal til, for at gøre det her sted bedre at være.

Og når det nye år viser sit smukke ansigt, vil jeg tage det jeg har lært, med mig i ånden og jeg vil sige til dig: at i stedet for at dele en sur artikel eller en vred kommentar, så skriv et digt, fortæl din historie eller mal et billede og del dét.

Der er en stille ro, der falder over byen, når året ebber ud. Som en magelig dyne, en fælles vejrtrækning og et lettelsens suk. Og når det nye år viser sit smukke ansigt, vil jeg tage det jeg har lært, med mig i ånden og jeg vil sige til dig: at i stedet for at dele en sur artikel eller en vred kommentar, så skriv et digt, fortæl din historie eller mal et billede og del dét. Lad os sammen gøre et forsøg på at tale pænere end normalt, gøre det til en mission at være for flinke, og se hvad det bringer med sig. Vi har et fælles ansvar for det miljø vi skaber. I vores hjem, på vores vej, i vores by og i evige ringe ud.

Godt nytår!

LÆS NYTÅRSTALER FRA TO ELEVRÅDSFORMÆND LIGE HER.


Om Jeffrey McCammon Solstorm:

  • Han er født i 1986 og er opvokset i Herlev.
  • Han er forfatter og musiker, og har levet af at lave rapmusik i over 20 år under kunstnernavnet Gigasus.
  • Den  25. marts 2022 udgav han sin første digtsamling med titlen ’Ud over afgrunden med åbne øjne’. 
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!