Nytårstale til skovlundeborgerne: Ro på væksten og tid til nye fællesskaber
Ballerup Kommunes borgmester ønsker skovlundeborgerne godt nytår.
Kære borgere i Skovlunde.
Rigtig godt nytår til jer alle. Jeg håber, I får en god start på 2025. I Ballerup Kommune går vi ind i 2025 med det bedste økonomiske budget i mands minde. Vi kan udvide vores driftsbudget med over 100 mio. kr. årligt. Alle områder får et løft: Ældreområdet med ca. 35 mio. kr., børne- og ungeområdet med ca. 24 mio. kr., kultur- og fritidslivet med 14 mio. kr. Desuden investerer vi i klima, natur, bygninger, veje samt nye idræts- og kulturfaciliteter.
har kommunalbestyrelsen vedtaget, at vi ikke igangsætter store byudviklingsprojekter de kommende år
At vi kan udvide vores budget skyldes en stærk og robust økonomi. Det er resultatet af den strategi, vi vedtog i kommunalbestyrelsen i 2017. Dengang kunne vi se, at vi heldigvis ville blive flere ældre – men at der ville være en mindre andel af befolkningen på arbejdsmarkedet. Det kunne skabe økonomisk ubalance. Derfor besluttede vi byudvikling med boliger i Skovlunde og Ballerup, så vi kunne få flere borgere til at bidrage til fællesskabet.
Byggerierne har været længe undervejs, men nu er de ved at være færdige. Resultatet er en stærk økonomi med plads til udvidelser af velfærden.
Flere parkeringspladser
Byggeriet af boliger i den nye Skovlunde Bymidte er færdig. I det nye år bliver Bybuen omlagt med træer og cykelsti. Stationspladsen bliver også let moderniseret. Der bliver lavet flere parkeringspladser på boulevarden og ved Torvevej. Der bliver lavet hastighedsdæmpning i Skovlunde Syd.
Med de store byudviklingsprojekter på plads har vi besluttet at lette foden fra speederen. I den nye kommuneplan, som lige nu er i høring, har kommunalbestyrelsen vedtaget, at vi ikke igangsætter store byudviklingsprojekter de kommende år.
LÆS OGSÅ: Nytårstale fra Herlevs kommende borgmester
Udvidelse af skole
Vores skoler og institutioner udgør en vigtig del af fundamentet for de stærke lokalsamfund, som vi har i Skovlunde. Vi har gode skoler og institutioner, og vores mål er, at alle børn skal trives og lære mest muligt. Som en af de første kommuner i landet har vi givet pædagoger tid til forberedelse af endnu bedre kvalitet i pædagogikken. I 2025 vil vi også styrke trivsel og læring med flere ressourcepædagoger, psykologer tæt på hverdagen og bedre muligheder for to lærere i klasserne.
I Skovlunde har vi fået et nyt flot børnehus ‘Troldebo’, så vi har gode og sunde rammer til vores yngste borgere. I budgettet er der afsat penge til en modernisering og udvidelse af skolen i Lundebjerg, så den bliver tresporet.
Faste teams til ældre
Ældreområdet prioriteres også højt. Vi tilfører ressourcer, så vi kan sikre faste teams omkring den enkelte borger, øge bemandingen på plejehjem og i hjemmeplejen, så vores dygtige medarbejdere får endnu flere kolleger til at løfte opgaverne samt styrke indsatsen for familier, der er ramt af demens. Vi vil også anvende mere moderne velfærdsteknologi, så ældre kan klare sig selv længst muligt og leve et værdigt liv.
I Skovlunde Hallen er en ombygning i gang. Rosenlundhallerne får en udvidelse af klub- og foreningslokalerne til aktive idrætsliv der.
Vi vil også sikre endnu bedre rammer for et aktivt fritids- og foreningsliv, hvor mennesker på tværs af aldre kan mødes og skabe stærke fællesskaber. Hertil har vi større arrangementer, som kan samle folk. Kræmmermarkedet, byfesten og Sankt Hans i byparken er eksempler herpå.
Forenings- og idrætslivet får i de kommende år et markant løft, hvor Ballerup Kommune vil investere op mod 300 mio. kr. i nye faciliteter. I Skovlunde Hallen er en ombygning i gang. Rosenlundhallerne får en udvidelse af klub- og foreningslokalerne til aktive idrætsliv der.
Fjernvarme til Skovlunde Syd
Kommunens klimamål om 85 % CO2-reduktion frem mod 2030 er på rette vej. Udrulningen af fjernvarme er i fuld gang. Planen er, at arbejderne går i gang i Skovlunde Syd i det nye år. Flere ladestandere bliver opført rundt omkring. Vi styrker også biodiversiteten og naturen i de fine grønne områder, vi har med Sømosen, byparken, naturparken, gadekæret og Harrestrup Ådal.
Vi nyder også godt af, at vores erhvervsliv klarer sig rigtig godt. Vores erhvervskvarter ved Mileparken er i god vækst. Ballerup Kommune har landets højeste bidrag til BNP pr. indbygger, og vi ligger nr. 2 i forhold til borgere i beskæftigelse. Det er godt for den enkelte og for kommunen som helhed.
Ballerup Kommune står i en gunstig situation. Det kan vi sammen være tilfredse med – og nu skal vi finde ro, skabe nye fællesskaber og vænne os til det ‘nye’ Ballerup, Måløv og Skovlunde.
Til slut vil jeg gerne takke alle jer, der yder en frivillig indsats. I gør en stor forskel for mange.
Jeg vil ønske alle borgere et godt nytår – og ønske et godt nytår for Ballerup Kommune og for Skovlunde.
Jesper Würtzen
Der er lukket for kommentarer