Opkøbte i hemmelighed: Da København ejede store dele af Herlevs jord

Københavns Kommune har i år besluttet at opsige driftsaftalen med Plejehjemmet Hjortespring, der er et selvejende plejehjem med overenskomst med hovedstadskommunen, da lejekontrakten i boligerne er varslet opsagt i 2028. 

Med denne opsigelse lukker endnu et kapitel i Københavns Kommunes direkte engagement i Herlev Kommune. 

Engang var det en omfattende fortælling, og omkring 10 procent af Herlev Kommunes jord var i 1930’erne og 1940’erne ejet af den store nabokommune. 

I dag er der kun to områder tilbage, som København ejer, hvor der ligger kolonihaveforeninger, i øvrigt ejendommeligt nok lige på grænsen til Gladsaxe Kommune, nemlig H/F Nyvang og H/F Klausdalsbro. Disse grunde udgør et særligt kapitel i Herlevs historie, mere om det senere.  

Der gjorde man det, at man købte jord op i hemmelighed

Opkøbte i hemmelighed

Herlev var ikke den eneste kommune, hvor Københavns Kommune besad en god mængde jord, og det var ikke med åbne kort, at hovedstadskommunen opkøbte jord i de mindre omegnskommuner, fortæller lederen af Herlev Kommunes Lokalarkiv: Darius Monfared. 

I 1900-tallet kom København for alvor ud over voldene og brokvarterene, og kommunen ønskede at brede sig endnu mere. I 1901 og 1902 var områder som Brønshøj, Valby, Vanløse, Bispebjerg og Sundby blevet en del af København, som dermed også fik grænse direkte til Herlev.  

»Der gjorde man det, at man købte jord op i hemmelighed, før man indlemmede de her kommuner. Og det samme sker så lige pludselig i 1930’erne, hvor man i Herlev opdagede, at der er blevet opkøbt jord i ret store mængder jord i Herlev af Københavns Kommune i hemmelighed,« fortæller Darius Monfared og forklarer hvorfor: 

»Planen med udvidelsen var jo, at der var vækst i København, og man havde planlagt udvidelser af byen og boligområder. Og for at få det ville man have jord, og for ikke at skulle betale overpriser så købte man jorden op i hemmelighed. På de interne linjer argumenterede Københavns Kommune med, at de små landkommuner ikke kunne klare de store samfundsopgaver.« 

Gårdejer afslørede opkøb

Det var især i det nordlige Herlev, at Københavns Kommune købte op, men det var i det centrale Herlev, at en gårdejer opdagede, at noget var under opsejling. 

»Det er først ved et tilfælde, at man i 1935 finder ud af, at de er i gang med jordopkøb i Herlev, da de køber Martinsgård, som ligger på hjørnet af Frederikssundsvej (i dag Herlev Hovedgade, red.) og Engløbet dengang, der hvor butikkerne ligger i dag. Gårdejeren hed Martin Johansen, og han gik til sognerådet med sin viden, og så begyndte Herlev Kommune at blive opmærksom på det, og så foretager man modopkøb,« siger arkivleder Darius Monfared. 

Københavns Kommune havde blandt andet erhvervet sig tre store matrikler, der tilhørte gårdene Louiselund, Nørregaard og Højgaard. 

I begyndelsen af 1950’erne fik Herlev Kommune sat en definitiv stopper for de københavnske planer om at gøre Herlev til en del af København, sideløbende med andre forstadskommuner gjorde det samme.  

»I 1952 sker der det, at Herlev sammen med en masse andre kommuner får den såkaldte Gentoftestatus. Gentoftestatus betyder dybest set, at Herlev går fra at være landkommune til bykommune, og så får man det, der minder om købstadsrettigheder, så man ryger ind i en anden kategori af kommuner. Der kan man sige, at den beslutning er det endegyldige stop for Københavns forsøg på at indlemme Herlev og de andre omegnskommuner i et stort København.« 

Lagde jord til Herlev-byggeri 

Noget af det velkendte byggeri i Herlev er bygget på Københavns Kommunes foranledning, det gælder blandt andet Kilometergården ved ringvejen tæt på Herlev Bymidte og ’Herlevhuse’ i det nordøstlige Herlev tæt på grænsen til Gladsaxe, det første blev bygget i 1947 og det andet omkring 1950. På den måde var København i høj grad med til at sætte ændringerne i Herlev i gang, fra en landsby til en moderne forstadskommune.  

»Det er Københavns Kommune, der er jo går ind og påvirker, at man bygger. Det er fordi, de kan stille kommunegaranti på deres egen jord. Så det er faktisk dem, der sætter bølgen i gang, så kommer man ret hurtigt efter det i Herlev,« fortæller Darius Monfared og nævner, at Københavns Kommune ønskede, at arbejderbefolkningen kom til at bo under bedre forhold, og at Herlev Kommune ikke ønskede at stille garanti for Herlevhuse. 

Københavns Kommune var dermed stærkt medvirkende til, at Herlev blev betegnet som ’barnevognenes by’ i 1950’erne og 1960’erne. 

Darius Monfared peger også på, at Københavns Kommune ejede områderne med Smør- og Fedtmosen, og det har resulteret i, at naturen og et rekreativt område blev bevaret. 

»Så det var noget en solstrålehistorie,« mener Darius Monfared og nævner, at Miljøministeriet fik fredet dette område. 

Grunden med Herlev Hospital – tæt på Herlevhuse – var også i Københavns Kommunes besiddelse, den blev siden overtaget af det daværende Københavns Amt, der fik bygget hospitalet, som fejrer 50 års jubilæum i år. 

Ib Juul og kolonihaverne

Darius Monfared kan fortælle, at der på det politiske plan var drøftelser om den københavnske jord i Herlev. 

»Allerede inden han blev borgmester, var Ib Juul (socialdemokratisk borgmester i Herlev, 1970-95, red.) i tresserne i kontakt med sin partifælle Københavns overborgmester Urban Hansen om grundene med kolonihaver ved siden af Lille Birkholm,« siger han. 

Disse grunde ønskede Ib Juul skulle bebygges med endnu flere almene boliger, end der var i kvarteret i forvejen. Det vakte heftig debat, og i 1981 fik den lokale liste Herlev-listen valgt et mandat ved kommunalvalget på grund af deres modstand mod at nedlægge kolonihaverne om bygge boliger. 

Miljøministeriet fik siden fredet kolonihaverne, som er der den dag i dag, og de ligger på den sidste jord i Herlev, som Københavns Kommune ejer, ikke langt fra der, hvor Københavns Kommune nu dropper at have samarbejde med et plejehjem. 

Lavt byggeri mod Husum 

Herlev har en historie, der går mindst 750 år tilbage, og muligvis er byen endnu ældre. Først i 1909 blev Herlev – eller Herløv som den hed dengang – dog en selvstændig kommune, da man brød ud af Gladsaxe. 

Selvstændigheden var blandt andet med ønsket om at blive ved med at være en landsby og ikke være en del af storbylivet. Den kamp erkendte man dog var tabt efter anden verdenskrig, blandt andet med boligbyggerierne på den københavnske jord, men symbolsk skulle grænsen til København bestå af lavt byggeri. 

»I 1946 kommer der en ny sognerådsformand i Herlev, som er socialdemokrat, Købke Rimmer. Han erkender, at man ikke kan ændre storbyens vækst, men man vil styre byudviklingen så meget som muligt, og jo længere du kommer ud mod kommunegrænsen, især Københavns Kommunes, desto lavere bliver boligerne, da der skal være en fornemmelse af, når man kommer fra Husum/Brønshøj, at det ikke bare er Københavns byområde, der fortsætter, men at det er et nyt byområde, samtidig får Frederikssundsvej i Herlev Kommune ændret navnet til Herlev Hovedgade. Så identiteten spiller en stor rolle,« fortæller Darius Monfared om perioden, hvor Herlevs selvstændighed blevet slået fast under påvirkning af København, som siden med tiden gradvist afstod langt det meste jord i nabokommunen.  

LÆS OGSÅ: Ny arkæologisk udgravning i Herlev