
På sporet af Jesus: En tolder oppe i egetræet
Lindehøj Kirke arrangerede deres årlige byvandring for skolebørn, hvor Herlev blev omdannet til Jerusalem og andre byer på de kanter for 2000 år siden.
Det er sjældent, at man hører en præst i en dansk folkekirke tale negativt om Jesus.
Men det kunne man tirsdag formiddag i Herlev Kirke, hvor ypperstepræsten Kajfas talte dunder mod Jesus, som skulle findes, fordi han er en trussel.
Det var naturligvis skuespil. Ansatte og frivillige fra Lindehøj Kirke var klædt ud som bibelske personer, der var placeret rundt omkring i Herlev, mens skoleklasser fra Lindehøjskolen og Gl. Hjortespring gik rundt i Herlev, der var omdannet til Mellemøsten for omkring 2000 år siden med byer som Jerusalem, Jeriko og Betlehem.
Zakæus, skynd dig at komme ned!
Den upopulære tolder
Eleverne begyndte med at lytte til Kajfas dundertale i kirken, hvorefter de gik ud for at finde Jesus. Første stop var lige uden for Herlev Kirke, hvor det markante store egetræ står.
Der gemte sig en person oppe i træet, det var tolderen Zakæus. Han var upopulær, som toldere var, og i øvrigt lille af størrelse, derfor kravlede han op i træet for at få øje på Jesus, der gæstede Jeriko.
I Det Nye Testamente kommer Jesus hen til træet og siger:
»Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.«

Fest og lagkage
Jesus kom dog ikke hen til træet foran kirken, men det gjorde skoleeleverne, der var på eftersøgning efter Jesus, og fra træet blev de guidet videre til missionshuset Bethania, hvor de skulle møde Jesu skolelærer, og derfra videre til Hospitalsparken, hvor der var forskellige poster med fortællinger og figurer fra Bibelen, og tilsidst kom de til Birkholm Sognehus omdannet til Zakæus' hus, hvor der var fest og lagkage.
Akkurat som Bibelen fortæller, at Jesus kom hjem til Zakæus, så mon ikke børnene mødte ham, de var på sporet af?
Lindehøj Sogn har en tradition for denne bibelske byvandring, det er en del af sognets skoletjeneste, der er et tilbud til skolerne i sognet om at stille undervisning og formidling til rådighed.
»Skoletjenesten og børnetjeneste er ikke forkyndelse om tro, men formidling af, hvad vi tror på i Lindehøj, og hvilken kulturarv vores danske samfund består af,« oplyser kirken på sin hjemmeside.


LÆS OGSÅ: Sidste skoledag fik en på goddagen
Der er lukket for kommentarer