
Påbudssager mod G/F Havstokken skal sættes i bero - borgmester og udvalgsformand vil i dialog
I et brev til grundejerforeningen Havstokken fra Herlevs borgmester, oplyser han, at sagerne mod foreningen sættes i bero, indtil Planklagenævnet er kommet med en afgørelse.
Skure, pool, drivhus og alle de andre ting, som beboere i seks påbudssager i grundejerforeningen Havstokken er blevet bedt om at fjerne, kan indtil videre få lov til at blive stående. Det oplyser Herlev Kommune i et brev til foreningens formand Michael Falk. Brevet er fra Herlevs borgmester, Marco Damgaard (S), hvor han oplyser, at han og formanden for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, Marianne Dithmer (EL) har anmodet forvaltningen om at sætte de påbudssager, der kører mod foreningen, i bero, indtil Planklagenævnet har truffet en afgørelse på foreningens klage over påbuddene. Ydermere fremgår det af brevet, at borgmesteren og udvalgsformanden gerne vil i dialog med foreningen efter sommerferien og beklager det langs sagsbehold.
»Vi vil meget gerne i dialog. Vi er ikke interesseret i det vilde vesten, men bare lidt mere frihed, end vi har nu,« siger formanden, der er glad for, at kommunen endelig giver lyd fra sig.
»Det har vi ikke været vant til, så vi er glade for, at de godt kan se, at det ikke er bare sådan lige, og at sagen er mere kompleks end som så,« påpeger han og oplyser, at man holder møde på mandag i foreningens lokalplanudvalg for at finde ud af næste skridt.
LÆS OGSÅ: Fagbevægelse og kommune vil samarbejde om nyttejob
Vil have ny lokalplan
Det bliver formentlig at afvente et svar fra Planklagenævnet, og det er ikke usandsynligt, at det bliver et afslag. Det er nemlig sket før i 2022, hvor det første påbud mod et ulovligt skur blev givet og endte i klagenævnet. Men selvom det skulle blive et nej, så vurderer formanden, at målet er en ny lokalplan. Også selvom man i januar 2023 fik afslag i Miljø-, Klima- og Teknikudvalget på netop det.
»Vi vil anmode om en ny lokalplan, fordi der er mange ting i Lokalplan 69 (den nuværende, red.), som man kan blive i tvivl om, den er ikke klar i spyttet, og der står i loven, at bestemmelserne i en lokalplan ikke må være til at tage fejl af,« understreger Michael Falk, der henviser til, at politikerne for nylig traf beslutning om at arbejde på en ny lokalplan for Vingetoften, som også er en rækkehusbebyggelse med ulovlige skure i baghaven.
Vi vil meget gerne i dialog. Vi er ikke interesseret i det vilde vesten, men bare lidt mere frihed, end vi har nu
»De to sager er ens, så hvis man går i gang på Vingetoften, så kan man lige så godt gå i gang hos os. Vi er ikke nødvendigvis interesseret i en byggeprocent på op mod 60 procent, men vi har snakket om, at 40 er fint, som også er det almindelige. Vi vil bare gerne have mere fleksibilitet og indflydelse på, hvor tingene skal ligge, og så har vi fuld forståelse for, at regnvandet skal kunne komme væk, og at udseendet på husene foran skal være ens,« fastslår han med henvisning til, at de ulovlige skure i dag er ulovlige, fordi de ligger uden for byggefelterne i lokalplanen.
Sagens forløb
Sagen starter 12. november 2021, hvor en beboer klager over en anden beboers skur, som han mener er for højt. Beboeren med skuret får et påbud 11. maj 2022 og klager til Planklagenævnet, som 17. august 2022 afviser klagen. Beboeren må rive skuret ned.
Efter en ekstraordinær generalforsamling 30. juni 2022 anmoder grundejerforeningen kommunen om at lave en ny lokalplan, men Miljø-, Klima- og Teknikudvalget giver afslag 23. januar 2023.
29. april 2024 får de første beboere et varsel om påbud mod deres ulovlige bebyggelser i baghaven blandt andet en pool. I alt bliver der givet 14 varsler. 2. maj anmoder foreningen kommunen om udsættelse til at komme med svar på deres varsel om påbud. Det bliver givet 16. juni. Forinden har foreningen hyret en advokat, som hjælper med svaret, hvor man blandt andet søger dispensation.
26. juli efter flere henvendelser fra advokaten oplyser kommunen, at der er længere behandlingstid grundet ferie. Efterfølgende rykker advokaten igen, og 19. november svarer kommunen, at forvaltningen vil fortsætte med sagsbehandlingen af lovliggørelsessager i december 2024 og januar 2025. Men først 19. marts 2025 kommer det første påbud fra kommunen ifølge foreningen uden, at der har været nogen dialog med grundejerforeningen eller advokaten.
Der er lukket for kommentarer