Personale på hospital får støtte: Her tilbydes mental førstehjælp blandt kollegaer
På Herlev og Gentofte Hospital sættes ’mental sundhed’ i disse år i system, så personale altid kan henvende sig til kollegaer, når både mindre og større ting tynger dem.
Sygeplejersker, læger og andet personale på Herlev og Gentofte Hospital kan nu give hinanden det blå kort.
Det er noget helt andet end et rødt eller gult kort i fodbold. Det handler tværtimod om, at de ansatte på hospitalet bekymrer sig om deres kollegaer.
Det sker efter, at Herlev og Gentofte Hospital gradvist har sat mental sundhed mellem medarbejderne i system gennem de seneste fem år.
Først var det et forsøgsprojekt, og nu bliver det gradvist rullet ud og skal omfatte hele hospitalet. Lige nu er det implementeret i syv afdelinger, og en ottende er på vej.
Mental sundhed vil her sige, at læger og sygeplejersker kan gå til kollegaerne for at puste ud og fortælle om oplevelser, som har påvirket dem følelsesmæssigt, også hændelser som umiddelbart ikke er store og dramatiske, men for eksempel kan være vredesudbrud fra patienter og pårørende.
»Det handler om at tage ansvar for, at medarbejderne kan stå i svære følelsesmæssige situationer, og at vi nu har indset, at det er vigtigt at sætte det i system, at vi skal kunne tale om det svære, og det både er større og virkeligt alvorlige ting, men det også kan være noget, som virker som enkle ting for nogen, men kan være vanskeligt for andre,« siger vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital, Helene Bliddal Døssing.
Tilladelsen til at vi må blive rørt, ramt og rystet er vigtigt, men også at vi har nogen at dele det med
Arbejdsmiljø skulle bedres
Hun fortæller, at hospitalet scorede lavt, når det gjaldt undersøgelser af, om medarbejderne oplevede, at arbejdspladsen hjalp tilstrækkeligt med at håndtere følelsesmæssigt belastende situationer.
Indførelsen af metal sundhed skal højne dette og dermed også kunne gøre, at medarbejdere fastholdes.
Initiativet begyndte med, at der blev givet to millioner kroner fra Velliv-foreningen i 2020 til at indføre initiativet på Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv behandling.
En af de afdelinger, som siden har indført mental sundhed, er børneafdelingen på Herlev Hospital. Herlev Bladet møder her afdelingslæge Rebecca Kofod Vinding og klinisk sygeplejespecialist Lea Brinch Rasmussen, som begge er udlærte til at introducere nye kollegaer til mental sundhed.
De mener, at denne ændring har stor betydning, særligt for nye som begynder, men også for at fastholde dem selv og deres kollegaer på jobbet.
»Det var ikke sådan før, at vi ikke passede på hinanden, og vi ikke var gode til at være der for hinanden. Men nu er det en fast del af vores intro, hvor vi blandt andet har en session med de nye, der starter i børneafdelingen og siger, at det er en del af vores DNA med mental sundhed,« siger Lea Brinch Rasmussen, og Rebecca Kofod Vinding supplerer:
»Det, at det bliver italesat fra ledelsen, gør, at hvis du har en kollega, som virker lidt sprød, så er der altid fem minutter til at gå hen at spørge: ’Hej, hvad kan vi gøre for dig? Hvorfor reagerer du så voldsomt? Og er du klar til at gå videre på arbejde?’ Både for vedkommende selv og for resten af arbejdspladsens kultur.«

Forskellige kulturer
Der er flere kategorier i det mentale sundhedssystem blandt kollegaerne. Der er korte samtaler, måske over en kop kaffe, kaldet SKS – støttende, kollegial samtale, som to kollegaer kan udveksle, og alle kan udføre.
Der er lidt længere samtaler, på typisk omkring 20 minutter, som også holdes mere eller mindre spontant kort efter en episode, der kaldes defusing, hvor flere mødes efter for eksempel traumatiske hændelser, som personale, der er særligt uddannet i at håndtere mental sundhed som for eksempel Lea og Rebecca, leder.
Derudover er der debriefing, der er de tungere sager, hvor et møde tager en times tid, og som er planlagt flere dage i forvejen.
Lea Brinch Rasmussen, og Rebecca Kofod Vinding nævner, at hospitalsafdelinger er forskellige, og der har altid været forskel på, hvor meget personalet taler sammen om, hvad de kommer ud for, og på børneafdelinger har der altid været tradition for en høj grad af åbenhed over for hinanden.
Alligevel betyder det noget, at den mentale sundhed nu er sat i system, da det er gjort tydeligt, at ledelsen bakker op om samtalerne medarbejderne imellem, også selvom det ikke altid sker i det formelle system.
Ofte uden kort
Lea og Rebecca nævner, at det er sjældent, at de benytter det blå kort til de korte SKS-samtaler, det kan virke lidt kunstigt, og samtalerne kan finde sted alligevel, og der er accept af det ovenfra. Men de er glade for, at de har muligheden, og det er sket for Lea, at hun har taget det blå kort frem.
»Jeg har brugt det i forhold til en kollega, hvor jeg syntes, at hun havde været ret stille på en vagt, og jeg sagde til hende: ’Hvordan går det egentlig med dig, har du lige fem minutter? Skal vi lige sidde og holde en SKS-samtale? Nu kunne jeg bruge den,« fortæller hun.
Kollegaen fik derefter fortalt om nogle ting, der havde trykket hende.
Når det gælder den længere samtale, defusing, nævner Rebecca Kofod Vinding et par eksempler:
»Nogle gange er børn så syge, at de skal rykke ind på Rigshospitalet, det sker ret tit her. Så har man løbet stærkt, kommunikeret med forældre, og pludselig er de børn væk, og så står man i et tomrum. Og hvis man har den tomhedsfølelse, så er det godt med en defusing, hvor man lige kan få sagt det højt. Nogle kan sige, at det var lidt hårdt, da de har et barn på helt samme alder derhjemme, så kan man lige kigge hinanden i øjnene.«
Gør medarbejdere robuste
Rebecca fremhæver, at det er med til at give unge medarbejdere erfaring og ruste dem til jobbet at have disse samtaler.
Hun fortæller, at ved en episode var der et barn, som skulle overflyttes til Rigshospitalet, og størstedelen af dem, som havde været med til at tage sig af barnet, syntes at alt var helt i orden og var kørt efter bogen, og både barn og forældre havde det godt med det.
»Så sad der en sygeplejestuderende, som simpelthen syntes, at det var så voldsomt, og hun kunne ikke sætte ord på det. Hun var helt rystet og kom med i en defusing. På den måde får vi kollegaer ind og gør dem robuste på en fin måde, så de ikke bliver udbrændte. Det kan noget. Sådan en arbejdspladskultur er enormt vigtigt for fastholdelse,« mener hun.
Mental sundhed er indført på alle afsnit. Dog er det sådan, at der i nogle vagter ikke er personale til stede som er undervist i ’at defuse’, og så kan der hjælpes fra andre afsnit, fortæller Lea Brinch Rasmussen.
»Et barn kom ind i børnemodtagelsen og overlevede ikke. Så stod de der og var berørte af situationen og havde brug for en defusing, inden de tog hjem. Og da der ikke var personale til stede i børnemodtagelsen, som kunne defuse, ringede de til afsnit for tidligt fødte børn for at høre, om vi kunne hjælpe til, og så tog jeg hen til dem. Det er også fint, at vi kan bruge hinanden afsnittene imellem,« peger hun på.
Rørt, ramt og rystet
Som læger og sygeplejersker er der naturligt en stolthed i faget og en stolthed i at kunne klare meget stærke forløb og hændelser. Og for nogen kan det være en overvindelse at dele det med andre, men det er nødvendigt, mener de.
»Det ville ikke fungere for os, hvis vi ikke blev rørt, ramt og rystet af at gå på arbejde, så er vi ikke hele mennesker. Det er jo udsprunget af faget. Og tilladelsen til at vi må blive rørt, ramt og rystet er vigtig, men også at vi har nogen at dele det med. Vi behøver ikke at gå rundt alene med det,« opsummerer Rebecca Kofod Vinding.
Mental sundhed er indført så gradvist siden 2023, at Herlev og Gentofte Hospital endnu ikke kan fastslå, om det endnu har haft betydning for det psykiske arbejdsmiljø og fastholdelse af medarbejdere, men de tror så meget på det, at det skal omfatte samtlige medarbejdere.
»Det er noget, som skal udbredes til alle afdelinger på hospitalet. Det er vigtigt, at vi skaber en kultur, hvor det er legalt at tale om, at man kan have det svært med en situation, og at vi derfor hjælper kollegaerne,« fastslår vicedirektør Helene Bliddal Døssing.
LÆS OGSÅ: Statsministeren var for nylig forbi Herlev Hospital

Der er lukket for kommentarer