Politiet leder stadig efter denne mand: Derfor bliver han først efterlyst nu
Politiet vil stadig gerne i kontakt med herlevborgere, der har viden om en mand, der sættes i forbindelse med et røveri i Herlev bymidte i juli måned.
Københavns Vestegns Politi gik den 1. december ud og bad offentligheden om hjælp til at identificere en formentlig yngre røver, der mandag den 17. juli i år lidt før klokken 16 truede en ekspedient i en kiosk på Herlev Bygade til udlevere penge.
Efterlysningen har endnu ikke udmøntet sig i henvendelser, oplyser Københavns Vestegns Politi til Herlev Bladet, der også har spurgt, hvorfor den formodede gerningsmand ført bliver efterlyst med billede nu så lang tid efter røveriet i juli. Til det svarer politiets kommunikationsafdeling:
'Generelt kan vi oplyse, at før politiet ifølge retsplejeloven må efterlyse en mistænkt i offentligheden, skal en række betingelser først være opfyldt. Blandt andet skal andre muligheder for at identificere vedkommende være afsøgt. I politiets overvejelser om offentliggørelse indgår altid hensynet til efterforskningen samt en vurdering af, om det overhovedet er muligt at identificere en mistænkt ud fra det materiale, efterforskningen har kunnet tilvejebringe. I den konkrete sag har efterforskerne besluttet, at efterforskningen var nået til et punkt, hvor en offentliggørelse af en mistænkt kunne komme på tale.'
Røveren beskrives som en dansk mand, 18-23 år, 180-185 cm høj og almindelig af kropsbygning. Han var iført en sort hættetrøje, sorte solbriller, blåt mundbind og én blå engangshandske på venstre hånd. Han har formentlig en tatovering ned ad venstre underarm.
Kontakt Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43861448.
ANDRE HISTORIER: Herlev-bokser skriver under på professionel kontrakt

Der er lukket for kommentarer