Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Politiet slår ned på organiseret tyveri af værktøj

Ifølge Københavns Vestegns Politi har man i samarbejde med Særlig Efterforskning Øst og Københavns Politi torsdag anholdt 13 personer i forbindelse med organiseret berigelseskriminalitet.

Københavns Vestegns Politi, Københavns Politi og Særlig Efterforskning Øst har torsdag formiddag anholdt 13 personer i forbindelse med organiseret berigelseskriminalitet. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Anholdelserne er sket på baggrund af en målrettet og intensiv efterforskning mod en større gruppe af såkaldte omrejsende kriminelle, der har forøvet organiseret tyveri- og indbrudskriminalitet primært i det storkøbenhavnske område herunder Herlev.

Dyrt værktøj

Ifølge pressemeddelelsen kom politiet i et tilfælde ud til et sted, hvor flere af de anholdte var i gang med at pakke tyvekoster ned til forsendelse ud af landet. Der er i vid udstrækning tale om stjålne dyre cykler og dyrt el- og batteridrevet værktøj. Cyklerne er primært stjålet i det storkøbenhavnske område, og værktøjet er stjålet ved tyveri fra håndværkerbiler også primært i Storkøbenhavn.

LÆS OGSÅ: Værktøjstyve løs i Skovlunde

»Det er en alvorlig og omfattende sag om organiseret berigelseskriminalitet, som vi nu har slået ned på. Det er et område, vi har stort fokus på at bekæmpe«, siger leder af SEØ, politiinspektør Torben Svarrer i pressemeddelelsen.

Beslaglæggelser til flere millioner

I forbindelse med efterforskningen af sagen har politiet beslaglagt en lang række tyvekoster til en anslået værdi af cirka fire til fem millioner kroner. Politiet er nu i færd med at udlevere stjålne genstande til de rette ejere, som har haft anmeldt tyveri af disse til politiet.

Under dagens anholdelsesaktion blev der ved Københavns Hovedbanegård standset en bus, der sættes i forbindelse med sagen. Bussen skulle afhente de tyvekoster, som var i færd med at blive pakket på lokationen i Københavns Vestegns Politikreds. I bussen var der passagerer, som ikke kan sættes i forbindelse med sagen, men der fandt også en anholdelse sted af en person med relation til bussen.

De anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup i morgen, fredag den 22. marts 2019.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!