Politikere på fælles indkøb: Overrasket over klimaaftryk ved oksekød
Torsdag kunne man på Bibliotek Kilden scanne fiktive varer og blive oplyst om klimaaftrykket ved indkøb i anledning af den nationale klimahandledag. Det prøvede tre ledende politikere i Herlev.
»Vi skal også huske noget grønt,« lød det fra Herlevs borgmester Marco Damgaard, da han var ude at handle ind sammen med udvalgsformændene Betina Skovby (SF) og Marianne Dithmer (EL), og de stod med indkøbskurven.
Efter den normale politiske logik er det ellers de to venstrefløjspartier, der trækker Socialdemokratiet i en grønnere retning.
»Det er noget, jeg altid siger til mine børn, når vi køber ind,« fortsatte borgmesteren.
Det var dog ikke et rigtigt indkøb. Varerne var fiktive, men de kunne scannes ind, og det var ikke prisen, som kom frem, men CO2-aftrykket. Stedet var heller ikke et supermarked, men Bibliotek Kilden, hvor der i anledning af den nationale klimahandledag var et af flere arrangementer i Herlev.
Hvor stor en klimabelastning fødevarer egentlig er, havde jeg ikke tænkt så meget over
Ost og rejer
På Bibliotek Kilden var der blandt andet mulighed for børn og voksne at prøve de fiktive indkøb for at blive klogere på klimaaftrykket, og de tre politikere lagde for.
»Den er ikke god for aftrykket, men vi skal da have ost,« mente Betina Skovby, og Marianne Dithmer konstarede:
»Rejer er slemme.«
Fisk er ellers meget mere klimavenligt end det meste kød, men rejer har en høj udledning.
De tre garvede politikere kendte godt til mange af de overordnede pointer, men de blev alligevel overraskede, blandt andet da det viste sig, at deres indkøb var lige så skadeligt for klimaet som at køre 316 kilometer i en benzinbil. Og den helt store synder var oksekød, som tegnede sig for over totredjedele af indkøbets aftryk.

Udenlandske frugter
De gav alle tre udtryk for, at de godt vidste, at oksekød er særdeles klimabelastende, men at det var så meget i forhold til andre varer, kom bag på dem.
»Hjemme hos os vi kører ikke særlig meget bil længere, og hver gang det er 1. januar, så har vi et nyt klimatiltag, i år må vi for eksempel ikke hente fastfood, medmindre vi går eller cykler. Men hvor stor en klimabelastning fødevarer egentlig er, havde jeg ikke tænkt så meget over, og det er superfedt at få de argumenter med også, så vi kan indrette forbruget af for eksempel bøffer,« sagde Betina Skovby.
Modsat de to øvrige politikere spiser Marianne Dithmer ikke oksekød, men der er alligevel dilemmaer også på det grønne område.
»For eksempel det her med udenlandske frugter, behøver vi at spise ananas, som vi netop fik til et andet arrangement? Der bør vi tage diskussionen af, om vi køber dansk,« sagde hun med henvisning til, at transport af frugt og grønt spiller en rolle i CO2-aftrykket, for eksempel via flytrafik.

Grøn dannelse
Politikerne kan naturligvis være med til at bestemme, hvordan Herlev Kommune køber ind, og det er noget, de allerede er opmærksomme på, ikke blot når det gælder klimahensyn, men også for eksempel dyrevelfærd, betonede de, men hvad borgerne putter i indkøbskurven, er ikke deres bord direkte, men der kan være en vis påvirkning både i skolen og andre kommunale institutioner.
»Det er jo fedt, at det er på et bibliotek, og så på et skolebibliotek, fordi det er jo hele den der dannelse. Altså vi kommer jo til at arbejde med det, man kunne kalde grøn dannelse. Så ligesom at vi har digital dannelse og almen dannelse og sådan noget, så er der hele den der klimabevidsthed,« fremhævede Marco Damgaard.
»Det kan være en øjenåbner for at vise, at når man handler ind, har det en påvirkning af vores CO2-aftryk. Det kan blive en aha-oplevelse, som ændrer vanerne,« lød det fra Jeppe Krommes-Ravnsmed, chefkonsulent for Grøn Omstilling i Herlev Kommune, der stod bag klimahandledagen på Bibliotek Kilden, som børn og deres forældre kunne deltage i.

Der er lukket for kommentarer