
Politisk parti foreslår omfattende beredskabsplan: Herlev skal gå foran
Herlev Kommune skal skabe en lokal beredskabsplan, som involverer borgerne og civilsamfundet, mener Moderaterne, som tager forslaget med til budgetforhandlingerne.
»Hvad gør den enkelte borger, hvis sirenen lyder?« lyder et retorisk spørgsmål fra kandidat til kommunalbestyrelsen for Moderaterne, Lars Hansen.
Han er af den opfattelse, at mange ikke ved, hvad de skal stille op.
»Vi lever i en usikker verden, og hvordan forholder vi os til det, og hvordan skal vi reagere i Herlev?« spørger han videre.
Derfor foreslår Moderaterne, at Herlev Kommune skal have sin egen særlige beredskabsplan, både for at forberede borgerne bedst muligt, men også for at få dem til at engagere sig, være der for hinanden og selv kunne komme med forslag til planen.
»Så kan Herlev gå foran og inspirere andre kommuner,« mener Lars Hansen.
Det handler ikke om at leve i frygt, men om at vi skal huske nogle ting, vi skal gemme, men ikke glemme
Udsatte borgere
Beredskabsplanen skal dække både cyberangreb, store strømsvigt, forsyningsnedbrud og krigssituationer. Der lægges op til et samarbejde med foreningslivet og civilsamfundet og også en stærk borgerinddragelse.
»Vi har udsatte borgere, der har brug for hjælpende hænder i sådanne situationer. Hvis sirenen lyder, skal der være nogle, som kan hjælpe for eksempel de handicappede og svage ældre,« siger kommunalbestyrelsesmedlem for Moderaterne, Deniz Kücükavci, som tilføjer, at de også vil udbrede beredskabsplanen til skolerne.
»Det er vigtigt, at man allerede fra man er barn, kommer til at vide, hvad der skal ske i sådanne situationer. Ikke for at skabe frygt, men for at være forberedt,« siger han.
Kan I ikke være bange for at skabe unødig frygt ved at fokusere så meget på det?
»Det handler ikke om at leve i frygt, men om at vi skal huske nogle ting, vi skal gemme, men ikke glemme,« siger Deniz Kücükavci.
Beskyttelse i kirken
Moderaterne ser arbejdet med en beredskabsplan for Herlev som en lang og grundig proces, hvor der blandt andet skal være et borgermøde, hvor borgerne kan komme med idéer.
Desuden skal være et tæt samarbejde, der har med alle aktører at gøre, også dem man ikke lige tænker på i første omgang.
De forestiller sig et beredskabsråd, som også menige borgere kan være en del af, og derudover også blandt andet kommunen, Beredskab Øst, politi og foreninger.
Lars Hansen, der selv er formand for menighedsrådet i Præstebro Kirke, nævner blandt andet kirkerne som et sted, som borgere kan søge til som beskyttelse.
Langt til regeringen
I Danmark har vi fået en beredskabsminister, og på spørgsmålet, hvorvidt det ikke er nok til at informere borgerne, svarer Deniz Kücükavci.
»Papir og lovgivning ser godt ud, men der er langt fra borgerne til regeringskontorene. Der er nødt til at være en lokal forankret og borgernær indsats og også en mere helhedorienteret indsats,« siger han og fremhæver, at coronatiden gjorde det klart, at nogle borgere går i panik og handler mod regeringens anbefalinger.
Også derfor er det nødvendigt med en inddragende lokal indsats. Deniz Kücükavci oplyser, at Moderaterne tager forslaget om den grundige beredskabsplan med til budgetforhandlingerne på rådhuset efter sommerferien.
Kommer det ikke igennem der, vil partiet bringe det med i den kommunale valgkamp til efteråret.
LÆS OGSÅ: Herlev Bladet mødte for nylig Hjemmeværnskompagni Hjortespring
Der er lukket for kommentarer