Popglæde og sommermusik tilsat melankoli: Sanger hylder afdød far på nyt album
Efter årtier som rapper og skuespiller har den 44-årige Skovlunde-borger Dennis Haladyn fundet sin egen sangstemme – og brugt den til at sige farvel til sin far.
Da Dennis Haladyn var barn, fandt han sin kreative stemme gennem rapmusikken. Allerede som teenager fik han kunstnernavnet Sunes Gutjes, som han stadig benytter.
»Det er et kunstnerego, jeg fik som 14-årig, jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, det lige blev det,« fortæller han.
Kunstneregoet er stadig med som 44-årig, hvor har han taget springet og udgivet et album '1. Elsker', hvor han synger og netop ikke rapper.
Den nye udgivelse markerer et skifte fra rap til mere melodiske pop- og R&B-sange. Samtidig er albummet tæt knyttet til en personlig sorg: Tabet af hans far i fjor.
Vi var gode venner, da han døde. Han har altid støttet mig i det kreative
Kan lide ny gågade
Dennis Haladyn har boet i Skovlunde med sin kæreste Julie de seneste fire år, men har også rødder i både Herlev og Ballerup. Han er født på Herlev Hospital, og både hans afdøde far og farmor, som boede på Tværskiftet i Herlev, og hans mor, der stadig lever, har haft tilknytning til området. Han har selv boet på Tværskiftet i flere omgange.
»Jeg kan egentlig godt lide forstæderne, vi er tæt på byen, men ikke midt inde i byen. Herlev og Skovlunde minder meget om hinanden. Der var lidt rivalisering i gamle dage, men jeg synes, det er meget det samme. Vi taler på samme måde, og der er ikke den store forskel, siger han.
Han fremhæver især mangfoldigheden i området.
»Der er fine og mindre fine steder i forstæderne, og jeg kan godt lide det clash og den diversitet. Og så kan jeg godt lide den nye gågade, der er kommet i Skovlunde,« lyder det fra Dennis Haladyn, som bor på Ballerup Boulevard i den nye del af Skovlunde tæt på Skovlunde Bymidte og den nye gågade.

Hyldest til faren
Albummet '1. Elsker', som kan findes på Spotify, Youtube og andre platforme, udkom 5. juni, og det var helt bevidst.
»Jeg ville gerne udgive det på fars dag for at ære min far. Det var også godt med en stram deadline,« fortæller han.
Faren døde sidste år, men gennem de seneste ti år havde de genfundet kontakten efter en periode med et mere kompliceret forhold, hvor faren, der var civilingeniør, havde boet i udlandet.
»Det vækker noget i alle der har mistet en forælder, det er en livsændrende og stærk oplevelse. Jeg har gerne ville hylde ham på en eller anden måde. Han har været meget væk, og jeg har først connectet med ham, da han blev pensionist i løbet af de sidste 10 års tid, hvor jeg lærte ham at kende igen. Vi var gode venner, da han døde. Han har altid støttet mig i det kreative. Hvor andre får at vide, at de måske burde droppe deres kunstnerdrømme, syntes han, det var virkelig fedt, at jeg lavede film, stuntarbejde og musik,« siger Dennis Haladyn.
Særligt sangen '10-4' udspringer af forholdet til faren.
»På overfladen handler den om et forhold mellem en mand og en kvinde, men egentlig handler den om at elske et familiemedlem, selv om forholdet kan være anstrengt. Det var ikke verdens nemmeste relation, men det var kærlighed, og jeg savner ham. Jeg savner også de små irriterende ting ved ham.«
Fra skuespil til musik
Til daglig arbejder Dennis Haladyn både som skuespiller og vaskerimedarbejder hos Textilia i Skovlunde tæt på Herlev, det gør, at der er sikre penge, som går ind. Han er uddannet skuespiller og har blandt andet arbejdet på Bådteatret, Husets Teater, Nationalmuseet og med film- og stuntopgaver.
Musikken har dog altid fyldt i baggrunden.
»Musik har jeg hele tiden haft som hobby. Jeg har jammet og skrevet, men det her album blev et intensivt fire måneders forløb, hvor jeg var ind og ud af studiet. Det er mit første album, jeg er 44 år, og det er egentlig lidt underligt, at jeg ikke har lavet det før,« siger han, men nævner efterfølgende, at han dog har udsendt en EP med hiphop i 2010.
En forbindelse til produceren Martin John Rasmussen førte til et samarbejde, som udviklede sig til det færdige album i år, som Dennis Haladyn selv er den kreative producent af og selv har finansieret.
Vil ud på scenerne
Selv om ambitionerne er beskedne, håber Dennis Haladyn at komme ud og møde publikum.
»Jeg kommer nok ikke til at spille på de rigtige scener på Roskilde lige foreløbig,« siger han med et smil.
To koncerter er allerede booket i år, blandt andet på LitteraturHaus på Nørrebro og en i Herning.
Og hvor rap ofte handler om at fremstå hård eller succesfuld, ønsker han noget andet med sine nye sange.
»Jeg vil gerne lave musik, der er fyldt med kærlighed. Også når den handler om ulykkelig kærlighed eller sorg. Jeg tror, det er vigtigt ikke at hænge fast i sorgen, men at komme videre med god energi, og i musikken er der også meget, som tager udgangspunkt i hverdagen« siger han om albummet udgivet her i juni:
»Det er et sommeralbum.«

LÆS OGSÅ: Kunstner hylder Sømosen

Der er lukket for kommentarer