Er du på det seneste kommet forbi Dildhaven 43, hvor det nye Rådhus Hjortespring skal ligge, har du måske set, at det nye rådhus begynder at tage form. Og det er ikke helt forkert spottet.
Inden længe er “spærene nemlig rejst”, og alle herlevborgerne er i den forbindelse inviteret til rejsegilde onsdag den 15. juni klokken 13-15. Det oplyser Herlev Kommunen til Herlev Bladet, da vi spørger ind til, hvordan byggeriet skrider frem.
I følge Herlev Kommune går byggeriet af det nye rådhus desuden som planlagt, og derfor holder det stadig stik, at Rådhus Hjortespring står færdigbygget og klar til indvielse i løbet af 2023. Kommunen oplyser dog, at man endnu ikke kender den præcise dato for åbningen af rådhuset.
Læs også: Hed debat om flytning af rådhuset
Borgmesteren: Mere end en rådhusbygning
Rådhus Hjortespring kommer til at huse kommunalbestyrelsessalen, Center for Børn, Unge og Familier, Center for Dagtilbud og Skole samt Jobcenter – unge 18-29 år, uddannelseshjælp & SSP.
Stueetagen indrettes med mødelokaler og kantine med store vinduer. Ved siden af kantinen placeres kommunalbestyrelsessalen. De to rum kan lægges sammen ved, at væggen skydes til side, så det bliver et stort rum. Det giver mulighed for større arrangementer. På 1. salen indrettes kontorområder og arbejdspladser. Der er kig til 1. salen fra den dobbelthøje foyer med plads til ophold. Huset vil desuden indeholde omklædnings- og baderum, parkering – også til cykler.
I en pressemeddelelse fra Herlev Kommune i december 2020 udtaler borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), at det bliver et rådhus, der er mere end bare en rådhusbygning:
»Rådhus Hjortespring kommer til at rumme mange typer af møder med og imellem borgere, så samtalerum og mødelokaler er i fokus. Det gælder også bygningens fleksibilitet, så der er mulighed for at arbejde på tværs af områder, faglighed og centre og på nye måder. Med Rådhus Hjortespring skaber vi meget mere end en rådhusbygning – det bliver herlevborgernes bygning,« udtaler borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).
Ud over Rådhus Hjortespring kommer en del af rådhusfunktionerne også til at ligge i det nye kontortårn, der er ved at blive bygget i Herlev Bymidte Butikscenter.
Der er lukket for kommentarer