Radikal efter snævert nederlag: 'Vi er aktive de næste fire år'
Modsat valget for fire år siden bliver de radikale ikke repræsenteret i kommunalbestyrelsen. Spidskandidat Jens Frost understreger, at han stadig har mod på at være aktiv politisk i Herlev.
Havde de radikale fået 69 stemmer mere, havde de været repræsenteret i Herlev Kommunalbestyrelse, viser Herlev Bladets beregninger af stemmertallet.
Det ærgrer naturligvis partiets spidskandidat Jens Frost, som dog konstaterer:
»Sådan går det op og ned i politik, sidste gang kom vi ind med meget få stemmers margen,« siger han og henviser til valget i 2021, hvor det først blev afgjort ved fintællingen dagen efter valget, at de radikale fik sæde i kommunalbestyrelsen og et mandat, der dengang blev flyttet fra Dansk Folkeparti.
Han glæder sig over selv at få 293 personlige stemmer og og understreger, han vil arbejde videre for de mennesker, som har stemt på ham og de radikale.
De radikale i Herlev må meget gerne blive større, så vi kan få nogle flere til at stille op om fire år
Snuden i sporet
Selvom han naturligvis ønskede at blive valgt, understreger Jens Frost, at han og partiet sagtens kan være aktivt med til at udvikle politikken i Herlev uden for rådhuset.
»Vi holder snuden i sporet og fortsætter med dialogen, og vi vil blandt andet følge skolerne, klimaområdet, som jeg synes fyldte for lidt i valgkampen, og den grønne byudvikling,« siger han og noterer, at de øvrige partier var enig med ham i at prioritere grønne områder.
Nu vil han holde øje med, om de lever op til det.
»Og så må de radikale i Herlev meget gerne blive større, så vi kan få nogle flere til at stille op om fire år,« siger han og nævner håbefuldt, at han var i god dialog med mange borgere i valgkampen, som virkede positive over for partiet.
De radikale blev sprængt
Jens Frost sad ikke selv i kommunalbestyrelsen i sidste valgperiode, men var udpeget til både Skolerådet samt Klimahandlingsudvalget i kommunen. Sidstnævnte måtte han dog trække sig fra, da det radikale medlem af kommunalbestyrelsen Deniz Kücükavci skiftede til Moderaterne i sommeren 2024. Med disse poster kunne Jens Frost påvirke en del af politikken mere direkte, og han håber at kunne blive i Skolerådet efter nytår.
Jens Frost understreger, at den tidligere partifælles skift er fortid og ikke noget, han hænger sig i, han hæfter sig dog ved, at de radikale og dermed midten af det politiske landskab efter hans opfattelse var blevet repræsenteret i kommunalbestyrelsen, hvis de stadig havde stået sammen.

Der er lukket for kommentarer